Så med to outs i bunden af niende runde, mens 22 247 tilskuere så på, slog Mike Piazza et solo home run på 416 fod til venstre midtbane i Petco Park. Med sin round-tripper blev han den 41. spiller i historien til at nå 400 homeruns, og den eneste catcher. Ifølge Sports Illustrated var der kun seks spillere før Piazza, der havde slået 400 homers med et slaggennemsnit på 0,300 i karrieren uden at slå ud 100 gange i en sæson: Babe Ruth, Lou Gehrig, Mel Ott, Ted Williams, Stan Musial og Hank Aaron.
Det var en eksklusiv gruppe af baseballlegender – en gruppe, som han officielt ville slutte sig til i 2016 i Cooperstown. Men bortset fra den historiske betydning var det for Piazza stadig hans vigtigste prioritet at hjælpe sin klub med at vinde. Og efter at Adrian Gonzalez slog ud for at afslutte kampen, skrev Padres deres tredje kamp i træk i “L”-kolonnen, da deres sejrsprocent faldt til .381.
“Det er rart, men det ville have været bedre, hvis vi spillede bedre og vandt flere kampe,” sagde Piazza til Union-Tribune. “Jeg har været for inkonsekvent med mit sving, jeg er nødt til at begynde at replikere mit sving, stræbe efter konsistens. Jeg har brug for en 8-for-10-serie eller noget i den retning for at komme i gang.”
Padres ville forbedre sig det år, med Piazza’s hjælp. I en alder af 37 år, mens rygterne om pensionering svirrede omkring ham, havde Hall of Fame catcher et gennemsnit på .283, med 22 homeruns, 68 RBI og en OPS på .843. San Diego sprang fra sidste til førstepladsen i National League West, da de sluttede med en rekord på 88-74, og i sidste ende tabte de til St. Louis Cardinals 3-1 i National League Division Series. Piazza gik på pension efter 2007-sæsonen, efter at have sat en rekord med 396 homeruns som catcher, et slaggennemsnit på .308 i karrieren og 1 335 RBI.
“Hans beslutsomhed og hans arbejdsmoral var helt utrolig”, sagde den tidligere holdkammerat Trevor Hoffman fra Padres til MLB.com. “At have ham i 2006 hos Padres var specielt, fordi jeg havde set det hårde arbejde, som Mike havde lagt i det. Det var mod slutningen af hans karriere, og at se de tal, han havde præsteret, den dedikation, han havde, og den måde, han respekterede baseballspillet på – det var noget helt særligt.”