I LANG TID, I MINE DYKKEDAGE I NEW ENGLAND, udgjorde den nordlige månesnegl (Euspira heros) et mysterium for mig. Jeg blev ved med at se disse strukturer, som jeg vidste var månesnegle-“sandkraver”, slimbundne sandmasser, som siges at være fyldt med æg. Bortset fra at der tilsyneladende ikke var nogen æg.
SANDSANDKOLLER
MÅNESnegle-sandkrave-mysteriet løst
Så fandt jeg en dag dette:
BIGFOOT SIGHTED!
Tænker man på månesnegle, kommer man til at tænke på temaet fra “Butch Cassidy”, hvor sangeren sammenligner sig selv med “the guy whose feet are too big for his bed”. Det videnskabelige navn for månesnegle burde være noget sjovt som “Gastropodia Gigantis”, da deres store fødder i virkeligheden er for store til deres skaller. Faktisk hedder de Euspira heros.
Det ville være fristende at indarbejde noget om, at de er ulækre, i et falsk navn, men i bund og grund er de bare snegle. Store. I “Marine Life of the North Atlantic” står der, at de bliver op til 15 cm, men jeg vil sværge på, at jeg har set større snegle. Men så bliver tingene forstørret under vandet.
MÅNESNEGLETINGER
Nordlige månesnegle er ret almindelige og findes mest på mudrede og sandede bunde i et område, der strækker sig fra Sankt Lawrence-bugten til North Carolina. Deres store fødder hjælper dem med at skrabe under sandet for at finde muslinger og andre bløddyr.
De bruger deres snegleformede radulaer til at bore sig ind i deres byttedyrs skaller, afgive fordøjelsesenzymer og suge det flydende væv ud indeni. “Marine Life” fortæller, at det er almindeligt at se deres fødder dække offeret fuldstændigt, mens de spiser.
ANDRE MÅNESNEGLE
Selv om det ikke er usædvanligt at støde på nordlige månesnegle – eller i det mindste månesnegle-sandkraver – ved dykning i New England, findes der på verdensplan faktisk omkring 270 arter af månesnegle i den snegleformede familie Naticidae. I modsætning til den nordlige månesnegl er nogle af dem faktisk slående i deres udseende.