Der sker ting og sager. Tingene går ikke altid som vi ønsker. Er de fleste af vores problemer et resultat af overvældende ydre omstændigheder uden for vores kontrol? Eller er problemerne selvskabte?
Et populært synspunkt i nogle spirituelle samfund og New Age-samfund er, at vi er ansvarlige for alt, hvad der sker for os. Når noget går galt, får vi at vide, at vi skal spørge os selv: “Hvordan har jeg skabt det?”
Men er vi virkelig så magtfulde?
Når solen eksploderer i en supernova om 5 milliarder år, hvor alt liv på jorden bliver stegt, vil ingen være til stede for at hævde, at vi har skabt det. Og jeg er ked af at minde dig om det, men før den skæbnesvangre dag vil vi gå til grunde … af et eller andet. Det virker ret barskt at kigge glødende mod os selv for alle de dårlige ting, der rammer os.
Sikkert, der er situationer, hvor det er svært at argumentere for, at vi ikke havde nogen rolle i det, der sker for os. Loven om karma – handling og reaktion – er ofte virksom. Hvis vores livsstilsvaner har været mindre end fantastiske, såsom rygning, manglende motion eller dårlig kost, kan vi måske fortryde nogle af vores valg, når vi bliver syge.
Men selv dette synspunkt kan være overdrevent hårdt. Hvis vi afdækker den hemmelige historie, der fører til destruktiv adfærd, kan vi måske indtage en mere medfølende holdning. Dårlig tidlig tilknytning eller traumer kan føre til dysregulering af vores nervesystem, hvilket kan føre til vanedannende vaner, der distraherer os fra uudholdelig lidelse, selv om sådanne valg fører til yderligere lidelse.
I stedet for at spørge: “Hvordan har jeg skabt det?” er et mere nyttigt spørgsmål: “Hvordan kan jeg forholde mig til det, der sker med mig, på den mest dygtige og medfølende måde?” og “Hvordan kan jeg heale gamle sår, der holder mig fast og ulykkelig?”. Hvad skal der ske for at tage et lille skridt fremad i mit liv?”
Der sker ting og sager. Vi eksisterer i et skrøbeligt, sammenkoblet univers. Livet er ikke helt under vores kontrol. Kernen i alle de store åndelige traditioner er den ydmyge erkendelse af, at der findes kræfter i universet, som er stærkere end os selv.
Mødet med det, der sker med os
Filosoffer og psykoterapeuter har påpeget, at selv om vi kun har ringe kontrol over det, der sker med os, har vi magt til at reagere på det, der sker med os. Kernen af visdom i New Age-troen om, at vi skaber vores virkelighed, er, at vi ikke er dømt til at være et evigt offer for livsomstændighederne. Det tjener os ikke til gavn at give andre skylden for vores elendighed. Vi kan møde det, der sker for os, med en voksende følelse af nåde, visdom og tålmodighed. Vi kan give plads til vores følelser, lytte til den visdom, de måtte indeholde for os, og komme videre i vores liv. Tilgange som Focusing kan hjælpe med at finde en vej til at være sammen med vores følelser og høre, hvad de måske forsøger at fortælle os.
Vi bliver stærkere, når vi byder vores følelser velkommen og engagerer os i dem i stedet for at undgå dem – eller fare vild i vores hoveder og forsøge at finde ud af, hvordan vi har skabt alting. Vi kan række ud efter støtte, når vi har brug for det, så vi kan få noget perspektiv og ikke føle os så alene. Vi kan dyrke indre ressourcer til at imødegå modgang, hvilket hjælper os med at udvikle modstandsdygtighed – essensen af indre styrke.
Vores holdning til livet påvirker, hvordan vi oplever det. Hvis vi forventer, at dårlige ting vil ske, vil de sandsynligvis også ske. Hvis vi for eksempel forbereder os på at blive afvist eller kritiseret, kan vi blive overforsigtige og forsvare os på en måde, der holder os distanceret. Hvis vi har en mistænksom holdning, der tester folks loyalitet, kan vi måske sætte deres tålmodighed på prøve og skubbe dem væk. Desværre skaber vi den virkelighed, vi frygter, på grund af uløste tidligere sår omkring tillid og en vedvarende frygt for afvisning.
Er vores problemer selvskabte? Det afhænger af, hvilken linse vi ser gennem. Som afhængige børn havde vi ikke meget magt over det, der skete med os. Som voksne kan vi komme til at forstå, hvordan vi udviklede mønstre, der ikke længere tjener os – og som måske skaber elendighed for os selv. For nogle mennesker kan et skridt fremad være at erkende, at der findes positive muligheder for os; vi behøver ikke at forblive ofre for vores fortid. Vi kan hele gamle sår og være med til at skabe et bedre liv for os selv.
Men healing og vækst er ikke blot et spørgsmål om at ændre vores overbevisninger til mere positive overbevisninger, selv om dette kan være en god start. Mere grundlæggende er vi nødt til at engagere os i vores følelser på en positiv måde ved at rette en kærlig mindfulness mod vores oplevelse, som den er.
Når vi har ondt, er det sidste, vi har brug for, at nogen spørger, hvordan vi har skabt det, hvilket kan gøre os skamfulde for at have truffet så dårlige valg. Det, vi har brug for, er følelsesmæssig støtte i form af positiv spejling af vores følelser, hvilket vi måske har savnet som børn. Vi har brug for medfølelse, ikke for en opremsning af nogens trossystem. Venlighed og accept hjælper os med at blive mere venlige, accepterende og kærlige over for os selv, hvilket hjælper os med at føle os mere hele.