NHS-sygepleje i 1950’erne

NHS er helt sikkert en af de enestående bedrifter i Storbritanniens historie i det 20. århundrede. Dets enkle mål – at yde gratis sundhedspleje til alle, rige som fattige – var lige så ambitiøst tilbage i 1948, som det er i dag, 60 år senere, men det overlever ikke desto mindre.

Behovet for en national sundhedstjeneste i Det Forenede Kongerige havde været under opbygning i lang tid, men Anden Verdenskrig fremskyndede processen. Det kan have været et svært begreb for folk at forstå i begyndelsen, men landet var klar.

Det første skridt kom med Beveridge-rapporten fra 1942, som anbefalede et omfattende statsligt velfærdssystem finansieret gennem National Insurance. To år senere uddybede sundhedsministeriet disse idealer i en hvidbog, og i 1946 forelagde den daværende sundhedsminister Aneurin Bevan et lovforslag for Underhuset. NHS Act blev lov i England og Wales, og en tilsvarende skotsk lov fulgte kort efter.
NHS begyndte for alvor at fungere den 5. juli 1948 og samlede for første gang de praktiserende læger (læger, farmaceuter, optikere og tandlæger), hospitalstjenesterne og de lokale tjenester i én organisation.

Dets første årti var i realiteten en indkøringsperiode, hvor sygeplejersker og deres kolleger i NHS fandt fodfæste i den fagre, nye verden efter verdenskrigens massive omvæltninger. Det var en meget anderledes tid end nu, og sygeplejerskerne havde at gøre med problemer, der var specifikke for den periode, f.eks. den store smog i London, som forårsagede omkring 4.000 dødsfald i december 1951 og førte til lovgivning om røgforurening.

NHS gjorde afgørende opdagelser, som ville få indflydelse på sundhedsvæsenet og politikken i årevis – f.eks. blev den første forbindelse mellem rygning og lungekræft skabt i 1950 i en rapport i British Medical Journal, og antibiotika var for alvor ved at tage fart som et effektivt våben mod sygdom.

Trods disse ændringer og opdagelser holdt nogle allerede meget stærke traditioner fast, f.eks. matronens altdominerende rolle og de næsten lige så stærke afdelingssøstre. Matronen fra 1950’erne havde ansvaret for alle aspekter af patientpleje, forplejning, vaskeri og rengøring samt for personaleboliger og sygeplejerskeuddannelser. Selv ledende læger turde ikke gå ind på en afdeling uden først at søge matronens eller søsterens godkendelse.

Matron havde en stram kontrol med sygeplejerskerne, som Peter Ardern, sygeplejehistoriker, siger: “I 1950’erne var sygeplejen stadig traditionel med hensyn til uddannelse og disciplin. Man havde stadig Florence Nightingale-værdier dengang, og matron og søster havde reel autoritet.

“Matron dengang var lige så magtfuld som overlæger. Hun havde en holdning og en autoritet.”

Sygeplejersker, der boede i sygeplejerskehuse, måtte også adlyde matron i deres privatliv og tage imod instruktioner om, hvor længe de måtte være ude, hvor smart klædt de skulle være og om egnetheden af en ung mand, de ønskede at gifte sig med – selv om det at blive gift betød, at de måtte forlade jobbet.

Sygeplejerskeuddannelsen foregik på sygeplejeskoler, som var en del af hospitalerne, under matronens kontrol, og sygeplejestuderende var en vigtig del af arbejdsstyrken. Sygeplejeloven fra 1949 styrkede den uddannelsesmæssige rolle for den daværende tilsynsmyndighed for sygeplejersker, General Nursing Council (GNC), og en ny undervisningsplan for den generelle uddannelse blev færdiggjort og godkendt i 1952. Et udtømt arbejdsmarked efter krigen betød, at regeringen kiggede til udlandet for at hjælpe med at øge antallet af sygeplejersker, og Storbritannien oplevede en stor tilstrømning af sygeplejersker fra Caribien.

Så hvad forventede patienterne af sygeplejersker i 1950’erne? Christine Hallett, sygeplejehistoriker og akademiker ved University of Manchester, siger, at det er stort set det samme, som de forventer i dag.

“Patienternes forventninger er, at sygeplejersker vil være involveret i hygiejne, ernæring og pleje af omgivelserne, psykologisk og social pleje af patienten – en ret bred rolle.

“Folk ønsker, at sygeplejerskerne skal have en mere praktisk, sengeliggende og omsorgsfuld rolle, og det, de oplever, er, at sygeplejerskerne udfører en masse teknisk arbejde, men også en masse papirarbejde, og at de bliver trukket væk fra patienten i højere grad, end de burde.

“Der er bekymring over, at sygeplejerskerne ikke er i stand til at give deres tid til at opfylde alle disse roller. Men samtidig er sygeplejersker højt respekteret for deres vidensniveau og den videnskabelige kompetence, de har.

“Ardern er enig i, at den omsorgsfulde, praktiske side af sygeplejen er blevet noget ofret i takt med, at sygeplejen er blevet mere teknisk og har overdraget mange af de grundlæggende omsorgsfulde dele af jobbet til sundhedsassistenter.

“Den stilling, der er forsvundet, og som ville have været fantastisk nu, er SEN ,” siger han. “Det var uddannede sygeplejersker, der ikke var for akademiske, men som kunne lede praksisområdet med søstrene som tilsynsførende.”

Det er svært at forstå, hvor langt sygeplejen er kommet siden NHS’ første årti, fortsætter han.

“Det er blevet en meget teknisk rolle nu på visse områder. En sygeplejerske for 50 år siden ville være som en fisk ude af vandet nu. En sygeplejerske i dag, der blev taget tilbage til 1950’erne, ville næsten blive betragtet som en læge.”

Trods enorme ændringer og fremskridt i NHS i de første 60 år, mener Ardern, at patienternes forventninger til sygeplejersker er forblevet ret statiske.

“Sygeplejersker værdsættes næsten lige så højt nu, som de nogensinde har været”, siger han. “På skadestueafdelinger sker der sociale forandringer, og sygeplejersker bliver angrebet mere, men generelt har respekten for og værdien af sygeplejersker ændret sig meget lidt.
Med hensyn til offentlighedens forventninger til selve tjenesten siger han, at folk havde forskellige følelser.

“Den brede offentlighed ville have forventet noget vidunderligt, men ville også have været ret skeptisk over for en så stor idé. Det var en enorm opgave.”

Denne opfattelse gentages af Christine Hancock, tidligere generalsekretær for RCN og nu europæisk direktør for Oxford Health Alliance: “Jeg tror, at det mest overvældende fra et patient/offentligt synspunkt i starten af NHS må have været, at frygten for at skulle betale for pleje blev fjernet. Spørgsmålet om ikke at skulle betale må have været overvældende. Vi kan ikke rigtig forestille os det.”

Måske lidt for ambitiøst blev det oprindelige løfte om gratis sundhedspleje på leveringsstedet brudt i 1951, da der blev indført nogle gebyrer for briller og tandbehandling. Et år senere blev der indført et receptgebyr på en shilling (5 pence).

På nogle måder synes 1950’ernes sygepleje at være en verden væk, men nogle spørgsmål er lige så aktuelle i dag, som de nogensinde har været. Som Dr. G.E. Godber udtalte i en artikel offentliggjort af NT i 1950: “Et af hovedproblemerne i en national tjeneste er at opretholde en sund balance mellem central kontrol og en tilfredsstillende decentralisering af ansvaret.”

Sygeplejens karakter i starten af nhs

At lære patienten at kende som en rigtig person var en af fordelene ved at være sygeplejerske i 1950’erne, siger Mary Walker, 77 år gammel.

Mrs Walker begyndte sin uddannelse det år, NHS begyndte, og hun blev uddannet som sygeplejerske i 1952 og arbejdede på Barts Hospital i London, hvor hun senere blev afdelingssøster.

“Jeg kan ikke sige, at vores uddannelse var perfekt,” siger hun. “Man var nødt til at lære efterhånden, og man lærte mest på afdelingen af sine erfarne seniorer.”

“I dag har sygeplejen ændret sig så meget. Vores patienter blev boende i lang tid, og man lærte dem virkelig at kende. Vores største privilegium var at tage hensyn til hele patienten og til deres trivsel.

‘Der er nogle fremragende sygeplejersker nu, og det er blevet meget udfordrende. Der er andre behov nu.’

Sygeplejerskernes kliniske færdigheder dengang og nu er forskellige, tilføjer hun, hvilket er passende i betragtning af den anderledes verden, som personalet i dag arbejder i.

Hendes arbejde var mere opgaveorienteret: “Som juniorstuderende var man ansvarlig for at tage temperaturen, rengøre sengegavle, koge patienternes æg og rengøre skabene. Man kom virkelig til at snakke med patienterne.”

Mor Walker mener, at patienternes forventninger til sygeplejerskerne også har ændret sig: “Der var stor respekt for sygeplejerskerne, og patienterne var meget beskyttende over for os, især hvis vi havde problemer med matron.”

Disse stærke ledere var nøglen til hospitalssygeplejen. Ud over at være imponerende husker hun dem som ‘vidunderlige karakterer, store statueagtige damer, der gjorde deres tilstedeværelse mærkbar’. De var skræmmende, men vi kunne altid gå til dem, hvis vi var i problemer.”