I fem tusinde år, fra det første akkadiske imperium til Sovjetunionens fald, har samfundene organiseret sig i imperier, der først og fremmest var optaget af deres sikkerhed og ekspansion, så snart magtbalancen var gunstig. Indtil kolonitiden blev imperier opbygget ved hjælp af territorial kontinuitet uden at krydse have eller oceaner. Således var de store imperier – med undtagelse af imperierne i kolonitiden – stort set alle asiatiske imperier. Egypten, Mesopotamien, Iran og Kina var f.eks. på forskellige tidspunkter matricer af imperier af undertiden betydelig varighed.
Begrebet imperium kan defineres ud fra den dominans, som en kejser eller en regering udøver over befolkninger af forskellig etnisk eller religiøs oprindelse. Den indebærer territorial ekspansion ved hjælp af vold og opretholdes ved hjælp af intimidering og prestige. Når imperier er magtfulde, har de til formål at skabe en fred baseret på en status quo, der er gunstig for dem. De bliver truet udefra og undermineret af interne kriser, og de falder sammen, når de bliver overbelastet eller ved nedslidning, når deres imperialistiske vilje falder.
Hverken Sargon af Akkadia, historiens første kejser, eller Darius I, der opbyggede antikkens største imperium, eller Djengis Khan, der var herre over det største kontinentale imperium, verden nogensinde har kendt, havde nogen idé om kartografi, men de vidste, hvordan de kunne bruge rummet og dets begrænsninger strategisk for at skabe og opretholde det mest omfattende regeringssystem, der nogensinde er set. Jo større et imperium er, jo mere magtfuldt er det, fordi det er nødt til at være det for at bevare kontrollen. Et imperiums størrelse er derfor ensbetydende med magt, og det fysiske rum, der administreres, viser paladsets ledelseskapacitet. Imperiernes fremkomst kræver således udvikling af nye ledelseskapaciteter for at kunne indsamle de nødvendige oplysninger til bedre at beskytte grænserne og samtidig holde centrum under kontrol.
I følge Ibn Khaldun ligger magten i hovedstaden, og magtens luksus ligger i dens hovedstad. Hovedstaden er derfor et vidnesbyrd om reel eller statslig magt, den er en afspejling af magtens styrke, der afspejler den politiske fred, den sociale mangfoldighed og rigets rigdom. En magt kan nemlig ikke dominere hele sit territorium fuldstændigt. Det vigtige er at kontrollere imperiets interne brudlinjer ved at stigmatisere oppositionen og overvåge grænserne på samme tid. Paladset kan også skabe sine egne tilladte omringningszoner for at begrænse risikoen for implosion.
Selv om det er vigtigt at bevare sin hovedstad, symbolet på imperiet, skal magten også være til stede lokalt. For at overleve vil det således stadig være nødt til at overføre en del af sin autoritet og decentralisere sig for at undgå direkte ledelse af de grupper, der er under dets dominans. Som Hamit Bozarslan påpeger, er imperiet ikke en “fabrik af borgere”, og dets levedygtighed “kræver anerkendelse af nedsættende administrative organer inden for det”.1 Disse forskellige administrative organer har også en repræsentativ værdi for de underkuede folk, der, som Bozarslan påpeger, er en del af befolkningen “under påskud af at være privilegerede samtalepartnere”. Der etableres således et forhold mellem centrum og periferien, som undertiden er flere tusinde kilometer væk. “Magten er der, hvor kongen er”, skrev Pierre Briant. Det er derfor vigtigt for kongen at blive set, at bevæge sig rundt og besøge de andre magtpoler for at legitimere dem.
Serif Mardin’s analyse af det osmanniske rige kan generaliseres. For denne sociolog har et imperium for at bevare kontrollen en tendens til at rationalisere brugen af de tvangsmidler, det har til rådighed, til det yderste for at gøre dem effektive. Det er derfor, at forhandling og etablering af en “kontrakt”, hvor det er i hver af parternes interesse at overholde den etablerede orden, vil blive foretrukket.
Imperiet er baseret på et strengt hierarki, der begrænser individuelle beføjelser for at undgå ubalancer og forstyrrelser af status quo. Der er ikke tale om lighed, men om en kontrakt, hvis rolle er at berolige konservative lidenskaber ved at skabe sikkerhed for imperiets undersåtter. Denne proces af underkastelse og afkald, som beskrives i Thomas Hobbes’ eller Ibn Khalduns teser, konsolideres af skattesystemet. Ved at tilbageholde beskatning kan der etableres et omfordelingssystem, der producerer lydighed, som støtter magten af nødvendighed. Som Maxime Rodinson påpeger, giver den desuden mulighed for at internalisere det forhold af dominans og underordning, som imperiet har pålagt2. Mændene giver således afkald på våben til gengæld for byens sikkerhed, som bliver sikret ved hjælp af et professionaliseret militærkorps. Fredsprocessen, som symboliseres ved at lægge våbnene ned, sker til gengæld for at give afkald på frihed og acceptere centralmagtens kontrol. Det skal dog bemærkes, at ethvert samfund, der er defineret på denne måde, rummer rum for dissens (i marginalerne, da de er uden for ordenen), som ikke nyder godt af polis’ komfort.
Den “imperiale løsning”, der ikke er egalitær, dominerende, despotisk og til tider meget tvangspræget, formåede trods alt og i tusind år at integrere og dermed pacificere de mange centrifugale dynamikker. Stratificeringen mellem de enkelte samfund forhindrer den enkelte borger i at opstå som borger, men udelukker ikke andre former for civilitet, der muliggør intern fred. Hvis magten ved at diktere loven er den eneste rettighedsforvalter, giver den ved at definere samfundets organisatoriske rammer mulighed for at forene normer og skabe en korpsånd. Imperiet konstruerer en universel ramme, der er indskrevet i en langvarig tid, uden at pålægge en enkelt temporalitet, og overlader således en bredt defineret autonomi til de perifere grupper.
Selv om monopolet på tvangsmidler, sikkerhed og omfordeling understøtter centralmagtens legitimitet, skal vi også bemærke, at som i ethvert menneskeligt styresystem er religion og senere politisk ideologi af afgørende betydning for styrkelsen af dets prestige og legitimitet. Det åndelige, etiske og utopiske er således afgørende for, at den ikke systematisk kan gribe til sin tvangsmagt eller til spil for at cooptere sociale segmenter.