Panhandlerne er en meget synlig gruppe af gadefolk i byområder. Nogle mener, at panhandlerne må tigge, fordi de er faldet igennem det sociale sikkerhedsnet,1 men andre har antydet, at panhandlerne tjener betydelige beløb og bruger det meste af dem på deres misbrug.2 Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er til gavn for panhandlerne at give penge til dem eller ej. Indkomst fra panhandling kan helt klart have betydelige sundhedsmæssige virkninger: højere indkomst er stærkt forbundet med et bedre helbred3 , og panhandling kan have en positiv virkning, hvis indtægterne bruges til at skaffe mad eller bolig. På den anden side kunne brugen af indkomst fra panhandling til at købe alkohol eller ulovlige stoffer være skadelig for sundheden.
Og selv om panhandlerne er blevet undersøgt ud fra et sociologisk perspektiv4 , findes der kun få kvantitative oplysninger om indkomst og forbrug blandt panhandlerne. De hjemløses karakteristika er blevet beskrevet,5 men relevansen af disse oplysninger er usikker, da ikke alle hjemløse panhandler, og de, der gør det, kan være atypiske. Vi gennemførte derfor denne undersøgelse af panhandlerne i Toronto for at bestemme deres demografiske karakteristika, indkomst fra panhandling og andre kilder, udgiftsmønstre og holdninger til panhandling.
Vi definerede panhandlerne som personer, der hvervede donationer af penge til personligt brug fra forbipasserende uden at levere nogen varer eller tjenesteydelser til gengæld. Vi udelukkede derfor personer, der aktivt var busking (optrådte med musik), solgte aviser eller brugte skrabere til at rense bilruder på det tidspunkt, hvor de blev kontaktet med henblik på deltagelse. Mellem februar og april 2001 fandt vi panhandlerne ved systematisk at gennemsøge større gader og undergrundsstationer sidst på eftermiddagen i et 6 km2 stort område i Toronto centrum. For at undgå dobbelttælling foretog en enkelt undersøger en visuel screening af alle panhandlerne.
Vi besluttede på forhånd, at panhandlerne ville blive tilbudt et ikke-forhandlingsmæssigt beløb til gengæld for deres deltagelse. Deltagerne havde ikke lov til at anmode om donationer under det 20-minutters interview og kunne ikke forhandle om større beløb til tilbagebetaling. Vi forsøgte at finde frem til den laveste betaling, der ville fremkalde en høj svarprocent, ved at tilbyde 10 $, 1 $, 4 $, 5 $, 7 $ og 8 $ til på hinanden følgende grupper af panhandlere. Antallet af deltagere, der blev tilbudt hvert niveau af godtgørelse, blev registreret, og alle personer, der afviste at deltage, blev bedt om at forklare årsagen til afvisningen. Vi antog, at accept af et bestemt niveau af godtgørelse ville være en grov validering af en deltagers anslåede indtjening ved panhandling i den samme 20-minutters periode.
Undersøgelsen bestod af 90 spørgsmål. Demografiske karakteristika og stofbrug blev vurderet ved hjælp af hovedsagelig lukkede spørgsmål (tabel 1 og 2). Respondenterne blev bedt om at angive deres månedlige indkomst fra hver af 9 mulige kilder og deres udgifter i hver af 15 kategorier. Forsøgspersonerne blev spurgt: “Kan du lide at gå rundt og tigge?” (ja eller nej) og “Hvorfor?” (med åbne svar) og “Hvad ville du foretrække: et job til mindsteløn (6,85 USD i timen) eller panhandling?” og “Hvorfor?”. (åben). Michael’s Hospital Research Ethics Board i Toronto godkendte denne undersøgelse.
Tabel 1
Tabel 2
Af 67 panhandlerne, der blev kontaktet, indvilligede 54 (81 %) i at deltage. Tretten personer afviste at lade sig interviewe, hvoraf 8 angav, at de kunne tjene mere ved at panhandle, og 5 angav ikke-økonomiske årsager. Hvis man ser bort fra de 5 personer, der afslog af ikke-økonomiske årsager, var acceptprocenten på hvert betalingsniveau 43 % for 1 $, 100 % for 4 $, 67 % for 5 $, 100 % for 7 $, 91 % for 8 $ og 90 % for 10 $. Tre deltagere nægtede at give oplysninger om deres indkomst eller udgifter.
Såfremt de blev spurgt, om de nød at gå rundt og tigge, svarede 23 deltagere (43 %) “ja”, almindeligvis på grund af muligheden for at “møde folk”, 26 (48 %) svarede “nej”, idet de ofte beskrev panhandling som “nedværdigende”, og 5 (9 %) var ubeslutsomme. Samlet set erklærede 38 (70 %), at de ville foretrække et job til mindstelønnen, og de angav typisk et ønske om en “fast indkomst” eller “at komme væk fra gaden”. Mange mente imidlertid, at de ikke kunne klare konventionelle job på grund af psykisk sygdom, fysisk handicap eller manglende færdigheder.
Panhandlerne i Toronto rapporterede en månedlig medianindkomst på 300 dollars fra panhandling og 638 dollars fra alle kilder (tabel 3). Det betalingsbeløb, som panhandlerne var villige til at acceptere for at deltage i en 20-minutters undersøgelse, var generelt i overensstemmelse med deres selvvurderede indtjening fra panhandling i samme tidsrum. Dette tyder på, at kun få panhandlerne tjener ekstremt store beløb. Deres største udgift var mad, efterfulgt af tobak og dernæst alkohol og/eller ulovlige stoffer. Disse resultater adskiller sig væsentligt fra resultaterne fra John Stackhouse, en journalist, der kortvarigt boede på gaden i Toronto og arbejdede som panhandler, og som rapporterede, at panhandlerne kan tjene mere end 200 dollars om dagen og typisk bruger “næsten alle deres tiggerpenge på deres afhængighed” og meget lidt på mad.2 Disse forskelle kan til dels forklares ved, at panhandlerne med høje indkomster formentlig var mindre tilbøjelige til at deltage i vores undersøgelse, og disse personer kan have dannet grundlag for Stackhouses observationer. Vores resultater kan være mere repræsentative for flertallet af panhandlerne, der tjener mindre beløb.
Tabel 3
Sammenfattende kan det konkluderes, at størstedelen af panhandlerne i Toronto er hjemløse og lever i ekstrem fattigdom. Vi fandt ud af, at det beløb, som panhandlerne bruger på alkohol og ulovlige stoffer, er betydeligt, men meget lavere end nogle har antydet. De sundhedsmæssige virkninger af et tab af panhandlingsindkomst er usikre, fordi panhandlerne måske reducerer deres fødeindtag, reducerer deres stofbrug eller finder andre indtægtskilder. For den fjerdedel af de panhandlere, der lejer et værelse eller en lejlighed, kan ethvert indkomsttab imidlertid let føre til hjemløshed. Fremtidige undersøgelser af panhandlere bør forsøge at verificere indkomst- og forbrugsmønstre objektivt og undersøge forskelle i disse variabler efter køn, boligstatus og sundhedstilstand.