Fortællingstekst i Lektionariet: 1 Kongebog 17:1-16
Sandy ramte hårdt i denne uge.
Det er svært at forestille sig, hvordan den storm var, især da vi sad her i så perfekt efterårsvejr. Har du fulgt med i historien overhovedet? At se billederne af de helt tomme gader i New York var uhyggeligt. En reporter sagde, at det føltes, som om han var på settet til en post-apokalyptisk film.
Mens jeg tænkte på de tomme gader og den storm og vores passage i dag, begyndte jeg at forestille mig folk i byen, og hvor stor en forskel stormen gjorde på dem.
Hvordan er folk normalt på de travle gader i byen? Der er to slags mennesker, som jeg i første omgang tænkte på. På den ene side har man den succesrige forretningsmand, der er klædt i dyrt tøj, går hurtigt hen ad fortovet med mobiltelefonen i øret og tilkalder en taxa.
På den anden side har man den hjemløse, der vandrer rundt i gyden og leder efter noget at spise og et sted at holde varmen for natten.
Så rammer Sandy. Nu kæmper alle for at finde et varmt sted at sove natten over. Storme er de store udlignere.
Det får mig til at tænke på et nyt tv-program, der hedder Revolution…
Præmissen for programmet er, at der sker en begivenhed, som slår al strømmen ud på planeten. Intet elektrisk virker, ikke engang batterier. Det sender alle i panik. Serien tager fat femten år efter blackoutet, og Nordamerika er blevet delt op mellem krigsherrer. Verden er blevet kastet tilbage til middelalderen, og folk skyder hinanden med krydsbuer. Det er ret brutalt.
Der er en karakter, der plejede at være mangemillionær, fordi han ejede en del af Google. Han er en total nørd. Nu, efter blackoutet, er han temmelig hjælpeløs. Han kan hverken jage, fiske eller slås. Han kan knap nok lave et bål.
I vores historie i dag, i 1 Kong. 17, er der en hungersnød, der varer i tre år. Det var en tørke. Der var ingen regn i tre år.
Vi ved lidt om at være i tørke, ikke sandt.
Det har været trist at se alle de mislykkede afgrøder i år. Forestil jer, hvor desperat det ville være, hvis der ikke kom regn i tre år?
Vi har dog haft andre former for tørke. Mange af os har følt smerten ved at komme igennem en recession, en økonomisk tørke. Jeg ved, at mange af os har mistet jobbet og spekulerer på, hvordan vi skal overleve.
Det spørgsmål, som denne tekst rejser for os, er dette. Hvordan kan vi have tro i hungersnød? Hvordan ser tro og trofasthed ud, når tiderne er hårde?
I vores tekst i 1 Kong 17 ser vi en kontrast mellem trosretninger
Vi har tre hovedpersoner.
Først har vi Elias. Han er en profet. Han bringer Guds ord. Han er egentlig bare budbringeren her.
Guds ord flyder gennem Elias til vores to andre hovedpersoner. Det er her, vores kontrast kommer ind.
På den ene side har vi Ahab, og på den anden side har vi enken.
Lad os se på Ahab.
Ahab var en succesfuld konge. Han indgik en alliance med fønikerne mod nord ved at gifte sig med kongens datter, Jesabel.
Ahab tilbad deres gud, Baal. Og også Ashera, frugtbarhedsgudinden.
Nu skal vi lige stoppe op et øjeblik. Hvis man ser på dette ud fra et rent politisk perspektiv, så var Ahab en god politiker. Han indgår alliancer. De genopbygger byerne.
Og han dækker også sine baser økonomisk.
Lad mig spørge dig om dette. Hvis jeres økonomi var baseret på afgrødernes succes, hvad er så en af de vigtigste ting for jer? Det er regn. I har brug for god nedbør og frugtbare afgrøder.
Guden Baal var regnskyerens gud, og Asherah var frugtbarhedsgudinde. Hvis du gør dem glade, så er du guld.
Gad vide, hvor mange gange den slags tankegang sniger sig ind i vores liv?
Jeg mener dette både på det personlige plan og på det kollektive plan: som kirke og som nation.
Hvad er de guder i vores kultur, som vi bøjer os for for at opnå succes? Hvilke ofre skal vi ofre for at øge vores rigdom og beskytte vores aktiver?
Lad os sammenfatte Akabs tro med to ord og et budskab.
De to ord er: hamstre og manipulere.
Budskabet er: Jeg må sørge for
Efter at Elias har overbragt Guds ord til Akab, går han ud i ørkenen og lever af de rester, som ravnene gemmer i klipperne.
Når flodlejet tørrer ud, sender Gud Elias til byen Zarepta i Fønikien, lige syd for Sidon. Kan I huske, hvem der er fra Sidon og Fønikien? Det var Jizabel.
Der har været hungersnød i landet i tre år.
Dette er deres orkan Sandy. Floderne er tørret ud. Folk er sultne. Elias støder på en enke og hendes søn. Vi skal huske, at enken er den laveste af de laveste. Hun er ved at bruge sin sidste smule olie og mel, så hun kan lave endnu et enkelt brød, og så venter hun på at dø.
Elias beder hende om at give ham noget og lover, at Gud vil sørge for det. Tænk over det. Denne kvinde har knapt nok, og alligevel giver hun alligevel, når hun ser en fremmed i nød, når hun ser, at en fremmed har brug for det. Så sørger Gud for hende på en måde, der trodser al logik.
Læg mærke til, hvordan forsyningen ser ud. Det er det daglige brød. Han lovede ikke, at hun ville blive rig, eller at hun ville være sikret for livet. Gud lovede, at Gud ville sørge for hende. Det er alt, hvad vi har brug for.
Lad os opsummere hendes tro med to ord: giv og stol på
Det er hendes budskab: Gud vil sørge
Denne kvindes tro er så dybtgående, at Jesus nævner hende i Lukas 4. Da Israels folk ikke troede på, at Jesus er Messias, da Guds ord kom til dem, sagde han, at de var ligesom Akab. Så sagde han, at sand tro er den tro, der ligner denne enke. Når Gud siger, at Gud vil sørge for os, så stoler vi bare på det.
Så hvad har alt dette at gøre med os eller vores spørgsmål om, hvordan vi passer ind i Guds frelseshistorie?
Vi må huske på, at dette er Guds historie. Vi er nødt til at stole på, at vi, uanset hvordan omstændighederne er, ikke må miste troen på, at Gud vil sørge for os. Det er ikke vores opgave at dømme eller tilbageholde. Vores opgave er at være formidlere af Guds nåde. At give rigeligt, uden forskelsbehandling, og stole på, at Gud vil give os vores daglige brød, og det er nok.