Tidligere i år udgav veteranerne fra Bay Area thrash-mestrene Testament deres 12. studiealbum med titlen Titans of Creation. Dette album vil helt sikkert ende i toppen af mange lister i slutningen af året, men nu hvor vi har haft mulighed for at fordøje disse sange i et par måneder, er det tid til at se, hvordan det står sig i forhold til resten af deres diskografi. I virkeligheden har Testament altid opretholdt en vis grad af kvalitetskontrol, og af den grund har de ikke nogen “dårlige” albums. Når det er sagt, er denne liste ikke så meget en “værst til bedst”-rangliste, men mere en “mindst god til bedst”-rangliste. Så her går det løs…
Souls of Black (1990)
I denne skribents ikke så ydmyge mening er dette uden tvivl Testament’s “dårligste” album. Selvom der er nogle fede sange, synes jeg, at dette album kunne skæres ned til en stærk EP. Albummet starter stærkt med det flamenco-akustiske stykke, som er “Beginning of the End”, og river direkte ind i “Face In the Sky”, så i første omgang virker det som om Testament stadig er i topform. Desværre går det lidt i stå, efterhånden som albummet skrider over i noget, der virker som et lidt forudsigeligt, malet efter nummer thrash-album. Hele pladens midterste del er ikke noget rigtig gribende. Jeg har aldrig mødt nogen Testament-fan på nettet eller i den virkelige verden, der ville nævne sange som “Love to Hate” eller “Malpractice” som en undervurderet perle i bandets repertoire. Selv efter bandets egne indrømmelser var denne her en smule underkogt, så i sammenligning med resten af deres katalog har den svært ved at holde stand. Albummet indeholder dog bandets skelsættende line-up bestående af vokalist Chuck Billy, trommeslager Louie Clemente, bassist Greg Christian og guitaristerne Erik Peterson og Alex Skolnick.
The Legacy (1987)
Testament’s debutalbum. I al ærlighed er dette album stort set udskifteligt med Souls of Black, når det gælder om at holde den nederste plads. Selv om jeg er sikker på, at dette album rummer en masse gode minder for bandet og de mennesker, der levede det sammen med dem i 80’erne, er det et faktum, at dette er et band i sin barndom. Sange som “Over the Wall”, “First Strike Is Deadly” og “Alone In the Dark” er klassiske thrash-melodier, der stadig får en del rotation i bandets live-sæt, men den anden side er, at dette er en gruppe, der endnu ikke havde indset sit potentiale. De skulle komme til at producere meget bedre materiale, og med en ekstremt dateret produktion gør det svært at virkelig nyde denne plade uden en følelse af nostalgi for dengang. Men fordi det er et første forsøg, og det giver en følelse af nostalgi og rå, ungdommelig naivitet, ligger den dog en smule over Souls of Black.
Brotherhood of the Snake (2016)
At placere Brotherhood of the Snake så langt nede på listen vil måske gøre nogle få mennesker sure, og det gør mig ondt at gøre det, for jeg havde virkelig store forventninger til denne plade, men jeg finder bare ikke meget materiale her, der er værd at gense. Dette album er meget ligesom Souls of Black, idet det starter virkelig stærkt, men begynder at dykke ned mod midten af albummet og til sidst virker det bare som om, at det trækker ud med materiale, der virker lidt som “been there, done that”. Som et ekko af samme slags problem med Souls of Black føler jeg, at dette album kunne skære fedtet væk og gøre sig selv til en skide god EP, men føles oppustet som en fuldlængde. På trods af at Chuck Billy’s stemme er i dødbringende form, har sange som “Black Jack” og “Canna-Business” nogle direkte cheesy tekster. På en mere positiv note er Chucks stemme fucking fantastisk, og leadguitararbejdet er i topklasse. Brotherhood of the Snake har alle de rigtige dele til at være et af deres bedste album, men er konfigureret på en måde, så det ikke virker til at hænge sammen, som man kunne håbe.
Dark Roots of Earth (2012)
Dark Roots of Earth er et godt Testament-album. Alle sangene er fede, klassisk Testament-stil, men samtidig synes ingen af dem virkelig at skille sig ud som obligatorisk lytning, måske med undtagelse af “Throne of Thorns”, som har vibe, der minder om musikken på Demonic. Testament er ofte skyldige i at frontloade deres albums med de bedste sange på side A og meget få overraskelser på side B, men dette er en af de eneste gange, hvor bandet har begravet en af de bedste sange på bagsiden af albummet. Igen, ingen af sangene er dårlige, men der er heller ikke meget udforskning. Jeg tror ikke, der er en eneste sang på denne plade, som jeg ville vise til en person, der først opdager bandet, som en måde at lokke dem til at lytte videre. Bandet ved tydeligvis, hvad de laver, og hvad deres fans leder efter i en Testament-plade, men det virker som om meget af det er på autopilot. Dog har dette album nok det bedste coverartwork i hele deres diskografi, så det er… noget.
Demonic (1997)
Testament’s syvende studiealbum er lidt af en anomali og viser bandet i en stærk, men akavet overgangsfase. Udgivet i 1997 var bandet fanget i den kamp midt i 90’erne, hvor heavy metal blev anset for at være på sit dødsleje. Gruppen forsøger at bevare sine thrash-rødder og samtidig bevæge sig ind i den mere moderne groove-ladede dødsmetal-indflydelse, som blev vist på 1994’s Low. På den negative side var bandet på et økonomisk lavpunkt, da de lige var kommet ud af deres store labelforhandlinger med Atlantic Records, og dette er det første album, hvor den oprindelige bassist Greg Christian ikke er med. Guitaristen James Murphy (Death, Obituary), som havde erstattet Skolnick på to albums i midten af 90’erne, havde også forladt bandet, og Eric Peterson stod nu selv for stort set alle guitaropgaverne. På den positive side var dette det første Testament-album med Gene “The Atomic Clock” Hoglan på trommer. Jeg synes, at dette album generelt er ret undervurderet blandt Testament-fans, hvilket generelt kommer af, at folk siger, at de ikke var fan af, hvordan Chuck Billy lænede sig så meget op ad death metal-sangstilen på dette album. Men nogle af sangene her er Testament på deres tungeste! “Demonic Refusal”, “Together As One”, “Jun-Jun”, “Hatred’s Rise” og “New Eyes of Old” er alle drabelige sange. Hvis du lytter godt efter, kan du høre, hvordan Randy Blythe fra Lamb of God har hentet meget af sin lyd fra det, Chuck har lavet her. Det er en meget unik plade, for at sige det mildt. Jeg er faktisk nødt til at sætte en personlig præference til side for at rangere dette album i midten af deres diskografi, for det er faktisk en af mine favoritter, og jeg vil virkelig gerne placere den højere på listen, men personlig kærlighed til side, må jeg indrømme, at det ikke er Testament på deres mest kraftfulde niveau.
The Formation of Damnation (2008)
De tidlige 2000’ere markerede en lang periode med inaktivitet og vanskelige tider for Testament, da det tog næsten et årti, før bandet udgav noget nyt materiale efter The Gathering fra 1999. Udover genindspilningerne i 2001 af udvalgte numre fra deres to første album repræsenteret på First Strike Still Deadly og en noget vakkelvorn genforening af den oprindelige besætning på 2005’s Live In London, hang bandet knap nok på livet løs. Det var i disse år, at Chuck Billy var blevet diagnosticeret med kræft, og Eric Peterson stod over for muligheden for at lukke bogen om Testament. På et tidspunkt indrømmede Eric, at hvis guitaristen Alex Skolnick ikke havde været villig til at vende tilbage til gruppen, ville det officielt have markeret gruppens afslutning. I denne periode udforskede Peterson også en mere symfonisk black metal-inficeret lyd med Dragonlord og rekrutterede nogle af de samme medlemmer, som optrådte på The Gathering.
Der sluttede Testament’s historie heldigvis ikke her, og bandet forsøgte sig med en anden genforening med Alex og den oprindelige bassist Greg Christian. Denne gang blev den oprindelige trommeslager Louie Clemente dog udeladt til fordel for Gene Hoglan, af hvad der nok er indlysende grunde for enhver med ører. The Formation of Damnation var et af årets mest ventede album, så forventningerne var meget høje. For det meste blev disse forventninger indfriet. Det er et meget stærkt album støttet på styrken af førstesinglen “More Than Meets The Eye”, (muligvis den bedste Transformers-tema-metalsang nogensinde). Det indeholdt også nogle mindeværdige dybe skæringer som “Henchmen Ride”, “Killing Season” og “F.E.A.R.” For ikke at glemme albummets afslutter, “Leave Me Forever”, der indeholdt et basgroove og en riff-stil, der ville have passet lige ind på Low.