Rødderne til Marcuses begreb er blevet sporet til Wilhelm Reichs og Theodor Adornos tidligere skrifter, samt til et fælles kendskab til den freudianske idé om sublimeringens involution.
Marcuses idé blev inddraget i 1960’ernes studenteraktivisme, ligesom den blev debatteret på et mere formelt niveau af personer som Hannah Arendt og Norman O. Brown. Et årti senere tog Ernest Mandel Marcuses tema op i sin analyse af, hvordan drømme om at flygte gennem sex (eller stoffer) blev gjort til en vare som led i den voksende kommercialisering af fritid i senkapitalismen.
Den centrale logik i hans tankegang betragtede “undertrykkelse” i senkapitalismen, som ikke fungerer gennem kontrol og fornægtelse, men gennem tilladelse og udtryk. Her elimineres det sociale “nej”, hvor alle fornøjelser bliver tilladt – i kommodificeret form – hvor et kontrolleret udtryk for alle begær og ønsker bliver et redskab til rekreation og kontrol. Falsk bevidsthed opretholdes, og den frie udøvelse og udøvelse af nydelse bliver til en strategi for inddæmning. Individets faktiske materielle ufrihed (i forhold til en marxistisk analyse af produktionsmidlerne og arbejdets udbytning/fremmedgørelse/reificering) går ubemærket forbi – da “det negative er sublimeret”. Individer forfølger således øjeblikkelig og ikke-formidlet begærstilfredsstillelse, som opløser energierne og drivkræfterne bag kritik og negativ tænkning. “Verden opfattes ikke længere som fjendtlig”, hvor status quo opretholdes gennem udbredelsen af bekvemmeligheder, forbrugerisme og kommercialisering; hvor begrebet repressiv desublimering fremhæver disse processers begærproduktions- og kontroldynamik. Kontrolleret tilfredsstillelse siges heri at producere frivillig eftergivenhed og underkastelse, hvor ønsket om transcendens er udryddet. Dette står i modsætning til tidligere samfund, hvis sociale kontrol forbød adgangen til og udtrykket af visse fornøjelser, hvilket førte til deres “undertrykkelse”, som kom til udtryk som en antagonisme i livet hos individer, der var tvunget til at “sublimere” deres begær til socialt acceptable former. I dag fungerer undertrykkelsen gennem en desublimering af begæret, hvor ingen begær tvinges under jorden og dermed eliminerer former for kritisk afstand til samfundet. Som eksempler kan nævnes accepten af pornografi, sexarbejde, narkotikakultur, bdsm, furries, bøssekultur, overdådig levevis, transkultur og lignende, som af samfundet ikke længere opfattes som negative eller skadelige livsstile. Udøvelsen af disse er nu sanktioneret og fejret, hvilket betyder, at det at være medlem af disse former for livsformer ikke længere er en subversiv handling eller livsstil, men faktisk er blevet gjort til en vare og nu viderefører kapitalsamfundet via værdiformen. Et negativt aspekt er blevet vendt til et positivt aspekt, som her kun fungerer på ønskeskabelsesniveauet. Denne idé vil blive opfanget af Deleuze, Baudrillard, Zizek og andre.