Livet i Storbritannien i det 17. århundrede blev engang beskrevet som “grimt, brutalt og kort”. Det var aldrig kedeligt: I England var der krudtkomplotten, den sorte død og den store brand i London; pilgrimfædrene satte sejl med Mayflower, og kong Charles mistede hovedet, fordi han ignorerede parlamentet, og fordi han havde den frækhed at være katolik. Hvad angår Skotland, fortæller historiebøgerne os bl.a., at mænd allerede spillede golf, og at kvinder udøvede hekseri. Begge disse aktiviteter var tilsyneladende udbredt i den lille nordlige by Dornoch. I 1630 skrev Sir Robert Gordon: “Omkring denne toun er der de skønneste og største linkes af alle partere i Skotland, velegnede til bueskydning, goffing, ryding og al anden motion; de overgår markerne i Montrose eller St. Andrews.” Og det var i Dornoch – faktisk på selve links – at Janet Horne, “Skotlands sidste heks”, blev summarisk henrettet.
Så det kongelige og gamle spil er længe blevet spillet på links i Dornoch. Måske fordi det konkurrerede med “bueskydning, ryding og andre øvelser”, blev der ikke etableret nogen formel golfunge før 1877. Der eksisterede helt sikkert en ni-hullers bane på det tidspunkt, men medlemmerne kan ikke have haft en særlig stor mening om den, for i 1886 blev Old Tom Morris opfordret til at anlægge “ni ordentlige huller”. Tre år senere blev han bedt om at udvide banen til hele 18.
Det terræn, som Old Tom havde at arbejde med, var helt perfekt til golf. Det var mere kruset end bølget og havde mange naturlige plateauer, og det var på disse, at Morris placerede mange af sine greens. Som på Prestwick, Royal County Down og Lahinch – tre andre store links, der oprindeligt blev formet og udformet af Morris – skabte han et meget minimalistisk design. Naturen, ikke mennesket, ville altid være den vigtigste arkitekt på Dornoch, og Old Tom var hurtig til at erkende dette faktum. Selvfølgelig er hans layout efterfølgende blevet revideret, først af John Sutherland og J.H. Taylor og senere af George Duncan. Men Dornoch er ligesom St. Andrews stadig en yderst naturlig linksbane.
Selvom golfbanen er underspillet, er omgivelserne blændende og dramatiske. Banen er i hele sin længde afgrænset af et storslået strøg af uberørt hvidt sand. Rundt omkring fylder bjerge og bakker horisonten og skaber en illusion om, at man på en eller anden måde spiller på en scene. Om foråret og den tidlige sommer skifter en stor del af banen fra grøn til guld – gorse er lige så meget en kulisse som en fare på Dornoch, og når den er i fuldt flor, er det et pragtfuldt syn.
På det første indtryk ser banen ud til at have et typisk “out-and-back”-layout. I virkeligheden er ruten mere “S-formet” og er usædvanlig, idet banen ligger på to forskellige niveauer. I grove træk går man ud på et øvre niveau (i halvandet hul spiller man faktisk på toppen af en kæmpe sandbanke) og vender tilbage på et lavere niveau, der støder op til kysten.
De første to huller er det øvre niveau. Det første, et kort par-4, er et ret blidt åbningshul. Det andet er imidlertid bedragerisk tricky. Det er et par-3, igen uden særlig længde, men hvis du misser greenen, bliver dit næste slag enten en akavet chip eller et svært bunkerslag, der spilles på en af de huleagtige fælder, der vogter indgangen til greenen. Så begynder det rigtig sjove.
Hullerne fra tredje til sjette hul er en af de fineste sekvenser i golfsporten. Det tredje hul styrter ned ad bakke fra tee. Den dogger lidt til venstre og er en stærk, flot to-shotter, men fjerde og femte hul er endnu bedre par-4-huller. Førstnævnte har en fairway med en svinebakke med gorse langs hele venstre side og en plateaugreen omgivet af buler og fordybninger samt en halskæde af bunkere. Femte måler lidt mere end 350 yards. Du starter fra en meget forhøjet tee midt i et hav af gorse og kører spektakulært ned ad bakke til en fairway, der hælder kraftigt fra venstre til højre. Herefter følger en delikat pitch over tre bunkere til en anden hævet green, en af de største på Dornoch. Greens, der ofte er stærkt konturerede og har et plateau, er Dornochs mest karakteristiske og særlige kendetegn.
Mens det er vigtigt at finde greenen med dit teeslag på anden banen, er det absolut nødvendigt på par-3 sjette banen. Der spilles til en bordgrøn, og de alternative straffe for at undlade at finde puttingoverfladen er sand og gorse til venstre, sand foran og en meget stejl fallaway til højre. Sjette giver en af de sjældne lejligheder på en skotsk links, hvor det er en behagelig mulighed at blive bunkered.
Syvende hul er hullet, der løber på tværs af toppen af den store sandbanke. Gorsebuske indrammer begge sider af fairwayen. De begynder at gøre det samme på ottende hul, indtil fairwayen pludselig tumler over toppen af højderyggen og falder ned i kaskader til det lavere niveau. Et godt teeslag kan nogle gange få dig ud over kanten, selv om green stadig er et godt stykke væk og ligger i en lavning tæt på kysten.
Du befinder dig nu ved siden af Emboy Bay og den smukke bølge af uberørt hvidt sand. På de næste syv huller bevæger du dig sjældent væk fra kysten. Mellem det niende og det 15. hul snor du dig ind og ud af klitterne, hvor vinden i lige så høj grad som noget andet er afgørende for din strategi. Hvert af hullerne er en klassiker ved havet, selv om de mest kendte nok er par-3 hullet 10 med sin trio af bunkere, der spærrer adgangen til en todelt green, og “Foxy”, det bunkerløse, dobbelte dogleg-hul 14 – et hul, der af Harry Vardon blev beskrevet som “det fineste naturlige golfhul, jeg nogensinde har spillet.”
Det 16. hul er muligvis det eneste svage hul på Dornoch, da det går opad hele vejen, selv om panoramaudsigten fra green giver tilstrækkelig kompensation. Derefter kommer det kavaleriske, nedadgående og opadgående 17. hul med sin tværbunker, der er placeret i en lyngklædt højderyg ca. 50 meter før den stærkt kuperede green – et af de allerbedste huller på banen. Endelig returnerer en stor og krævende par-4 dig til klubhuset.
Celebrerede personligheder har altid været tiltrukket af og inspireret af linksbanen. Dornoch var fødestedet for den legendariske Donald Ross, og selv om han forlod Skotland som ung mand, blev de indviklede og naturlige finesser på links-banen indprentet i hans hukommelse. Indflydelsen fra Dornoch er tydelig i mange af Ross’ bedste designs, især naturligvis på Pinehurst No. 2.
I begyndelsen af dette århundrede kom hver af de store triumvirater (Vardon, Taylor og James Braid) til Dornoch, ligesom den store britiske golfspillerinde Joyce Wethered jævnligt gjorde det. I nyere tid har Tom Watson, Ben Crenshaw, Nick Faldo og Greg Norman alle taget på en tilsyneladende uimodståelig pilgrimsrejse.
Da Watson besøgte Dornoch, ankom han med den hensigt kun at spille 18 huller, men i stedet spillede han tre runder inden for en 24-timers periode. Han beskrev oplevelsen som “den sjoveste oplevelse, jeg har haft ved at spille golf i hele mit liv”, og han beskrev links som “en af de store baner på de fem kontinenter”. Watson var tydeligvis tryllebundet. Det samme var Crenshaw tilsyneladende også. Han spillede på banen i 1980 i en pause i sin forberedelse til Open Championship. Da sekretæren for R&A spurgte ham ved hjemkomsten, hvordan han havde nydt banen, svarede Crenshaw: “Lad mig sige det på denne måde: Jeg var tæt på ikke at komme tilbage.”
Hvorfor var Watson og Crenshaw så betagede? Var det den rene majestæt af links? Eller den skjulte pragt af omgivelserne? Det var uden tvivl en kombination af begge dele. Og måske var der også en anden indflydelse – Janet Hornes 300 år gamle spøgelse, som stadig fortryllede og fortryllede de gode og de store. Dornoch er i sandhed et magisk sted.