Den største historie i dette transfervindue (eller måske i noget transfervindue nogensinde) er uden tvivl den foreslåede transfer af Neymar fra FC Barcelona til Paris Saint-Germain for 222 millioner euro.
Den største transfersum, der nogensinde er betalt for en spiller, var de 105 millioner euro, som Manchester United betalte til Juventus for Paul Pogba i sommeren 2016. Det beløb, som Paris Saint-Germain agter at betale til FC Barcelona for at sikre sig den brasilianske kaptajns tjenester, er mere end det dobbelte af dette beløb. Som en del af aftalen vil Neymar angiveligt få 30 millioner euro om året efter skat – svarende til omkring 520.000 pund om ugen.
Barcelona havde tidligere udtalt, at spilleren ikke var til salg. Alligevel indeholdt spillerens ansættelseskontrakt et udkøbsgebyr på 222 millioner euro, som Paris Saint-Germain har indvilliget i at betale på spillerens vegne. En erklæring på FC Barcelonas hjemmeside bekræftede holdningen:
“Neymar Junior, ledsaget af sin far og agent, har her til morgen informeret FC Barcelona om sin beslutning om at forlade klubben under et møde, der blev afholdt på klubbens kontor. På baggrund af denne holdning henviste klubben dem til den udkøbsklausul, der er fastsat i hans kontrakt, som siden den 1. juli har været på 222 mio. euro og skal betales i sin helhed.”
Det er blevet tykkere her til morgen (3. august 2017), da det forlyder, at den spanske liga (La Liga) har nægtet at acceptere en check på 222 millioner euro, som en advokat, der handler på vegne af Paris Saint-Germain, har forelagt den. La Liga skulle efter sigende være bekymret for, at den omtalte handel ville være i strid med UEFA’s regler om Financial Fair Play, og har hævdet, at dens regler kun giver de spanske klubber en garanteret ret til at købe en kontrakt ud.
Mens den foreslåede transfer er spændende af flere grunde, er det anvendelsen af udkøbsklausulen, der har fået mest opmærksomhed. Dette blogindlæg i to dele forklarer baggrunden for disse klausuler, og hvordan de anvendes i Spanien, et land, hvor de er særligt udbredte.
Hvad er buy-out-klausuler?
Buy-out-klausuler er en form for straffeklausul. De er i princippet tilladte både i henhold til spansk lovgivning og i henhold til FIFA-regulativet om status og overførsel af spillere (“FIFA-regulativet”). I kommentaren til FIFA-regulativet forklares det, at:
“Parterne kan dog i kontrakten fastsætte det beløb, som spilleren skal betale til klubben som kompensation for at kunne opsige kontrakten ensidigt (en såkaldt buyout-klausul). Fordelen ved denne klausul er, at parterne gensidigt bliver enige om beløbet helt fra starten og fastsætter dette i kontrakten. Ved at betale dette beløb til klubben har spilleren ret til ensidigt at opsige ansættelseskontrakten. Med denne tilbagekøbsklausul er parterne enige om at give spilleren mulighed for at opsige kontrakten på et hvilket som helst tidspunkt og uden gyldig grund, dvs. også i den beskyttede periode, og som sådan kan der ikke pålægges spilleren sportslige sanktioner som følge af den førtidige opsigelse.”
I Al Gharafa S.C. & M. Bresciano mod Al Nasr S.C. & FIFA (CAS 2013/A/3411) udtalte Court of Arbitration for Sport følgende:
“Som det fremgår af , der svarer til almindelig praksis i international fodbold, kan parterne, når de indgår en kontrakt, aftale, at en af parterne (normalt spilleren) på et bestemt (eller et hvilket som helst) tidspunkt kan opsige kontrakten ved en simpel opsigelse og ved at betale et fastsat beløb. Med andre ord accepterer en af parterne (normalt klubben) på forhånd, at kontrakten kan opsiges: når kontrakten reelt opsiges, kan en sådan opsigelse derfor anses for at være baseret på parternes (forudgående) samtykke. Der er derfor ikke tale om nogen overtrædelse, og den part, der opsiger kontrakten, er ikke ansvarlig for nogen sportslig sanktion. Den er kun forpligtet til at betale det aftalte beløb – som udgør “vederlaget” (eller “prisen”) for opsigelsen.”
Gyldigheden af sådanne klausuler i Spanien er forankret i artikel 1.152 ff. i den spanske civillovbog. I det væsentlige bekræfter kodeksen (sammen med retspraksis) legitimiteten af sådanne klausuler og fastslår, at den eneste situation, hvor en dommer kan nedsætte det beløb, der skal betales i en bodsklausul, er, hvis a) kun en del af den primære kontraktforpligtelse er blevet opfyldt, eller b) hvis kontrakten er blevet opfyldt uregelmæssigt, eller c) hvis det pågældende beløb er misbrugte. Desuden har den spanske retspraksis gentagne gange bekræftet, at bodsklausuler skal fortolkes restriktivt. I henhold til Real Decreto 1006/1985 af 26. juni (om regulering af ansættelsen af professionelle sportsfolk) er det obligatorisk at medtage buy-out-klausuler i kontrakter mellem spanske fodboldklubber og deres spillere.
Selv om man ser bort fra La Ligas påståede klage over økonomisk fair play, forekommer det mærkeligt, at La Liga har afvist at acceptere de penge, som Paris Saint-Germain tilbød, med den begrundelse, at der var tale om et buy-out-beløb. Det kan godt være, at en udenlandsk klub ikke er garanteret retten til at udløse en frikøbsklausul, som La Liga angiveligt hævder, men virkeligheden er, at Paris Saint-Germain kunne betale sådanne penge til Neymar, som så igen ville betale dem til Barcelona. Under sådanne omstændigheder ville Barcelona ikke kunne afvise pengene. Selv om Neymar er velhavende, er det usandsynligt, at han har 222 millioner euro til sin rådighed. Realistisk set ville buy-out-pengene, hvis de nogensinde skulle udbetales, altid sandsynligvis blive betalt af en anden klub på spillerens vegne.
Sagen om Neymar viser, at buy-out-klausuler kan gå begge veje. På den ene side giver de en klub i princippet mulighed for at sikre, at spillerne er bundet til lange kontrakter, og på den anden side beskytter de mod risikoen for, at andre klubber kaster sig over dem for at skrive under på deres værdifulde aktiver. På den anden side, hvis en købende klub med ressourcerne som Paris Saint-Germain er i stand til at opfylde det beløb, der er fastsat i udkøbsklausulen, kan en klub ikke tvinge spilleren til at blive: Når udkøbsklausulen er opfyldt, vil kontrakten blive ophævet, og spilleren vil være fri til at skifte til en ny klub.
Det er klart, at de omstændigheder, hvor en klub har råd til at betale de astronomiske beløb, der er fastsat i topspillernes kontrakter, vil være få og sjældne, da kun en udvalgt gruppe af klubber har sådanne ressourcer til rådighed, og da sådanne klubber skal overholde de relevante bestemmelser om finansiel fair play, som i teorien begrænser uhæmmet forbrug. Men da der i Spanien er indføjet buy-out-klausuler i alle spillerkontrakter, vil de buy-out-gebyrer, der indgår i de mindre kendte spilleres kontrakter, ofte være inden for rammerne af det overkommelige for mange af de større klubber. FC Barcelona vil måske i bakspejlet ønske, at den buy-out-klausul, der var indeholdt i Neymars ansættelseskontrakt, ikke var væsentligt højere.
I del 2 vil der blive set nærmere på brugen af straffeklausuler i kontrakter indgået af spanske klubber og mindreårige spillere.