Kinas premierminister, Li Keqiang, har opfordret til at undersøge mulighederne for den meget ambitiøse vestlige del af det syd-nordlige vandomledningsprojekt.
Ideen om at omlede vand fra Kinas våde sydlige del til det tørre nordlige blev første gang foreslået i 1952. I dag består projektet af en østlig, en central og flere potentielle vestlige ruter. Den centrale, der blev færdiggjort i 2014, fører vandet på en 15-dages rejse fra Hubei-provinsen mere end 1.400 kilometer nordpå til Beijing og Tianjin. Den østlige begyndte at overføre vand fra Jiangsu til Shandong og Tianjin i 2013.
Den endnu mere udfordrende vestlige rute, som ville forbinde Yangtze- og Gule floder på tværs af det tibetanske plateau, har aldrig forladt tegnebrættet på grund af bekymringer om dens miljømæssige og sociale konsekvenser. Snakken om den er nu genopstået i forbindelse med en økonomisk afmatning i Kina. Selv om byggeriet kunne stimulere økonomien, er der gode grunde til, at ideen har ligget i dvale så længe.
Flere muligheder
Den syd-nordlige vandomledning er både det dyreste og mest vidtrækkende kinesiske infrastrukturprojekt siden 1949. Byggeriet begyndte i 2002, og hundredtusinder af mennesker blev flyttet for at gøre plads. Det medførte fundamentale ændringer i hydrologien og økologien i både det gule og Yangtze-flodens systemer.
De to eksisterende ruter – den østlige og den centrale – aftager vand fra henholdsvis den nedre og den midterste del af Yangtze-floden.
Ideerne til den vestlige rute i det syd-nordlige vandomledningsprojekt kan deles op i to: nogle meget ambitiøse forslag fra offentligheden og et mere beskedent forslag fra regeringen.
Den officielle plan stammer fra ministeriet for vandressourcer’s Yellow River Commission i 2001. Der ville blive hentet vand fra Sichuans bifloder i Yangtzes øvre løb, såsom Yalong og Dadu. Et enormt dæmningssystem vil hæve vandstanden, så det kan strømme gennem kanaler til den Gule Flods øvre løb, hvorfra det vil strømme videre til Qinghai, Gansu, Ningxia, Indre Mongoliet, Shaanxi og Shanxi. I sidste ende vil der blive omledt 17 milliarder kubikmeter vand om året, hvilket er nok til at imødegå den vandmangel, der forudses for den Gule flods øvre og midterste løb i 2050.
De mere vanvittige, uofficielle forslag omfatter en kanal, der forbinder Shuomatan-punktet i Tibet med Tianjin, og en anden plan om at omlede vand fra det samme område til Xinjiang. Disse planer ville forsyne Kinas nordlige del ikke kun fra Yangtze, men også fra transnationale floder, herunder Yarlung Tsangpo, Nu og Lancang (som bliver til Brahmaputra, Salween og Mekong, når de flyder uden for Kinas grænser).
Den Tibet-Tianjin-kanal blev foreslået i slutningen af sidste århundrede af Guo Kai, en pensioneret teknisk kadre. Den ville betyde, at 200 milliarder kubikmeter – svarende til fire Gule floder – ville blive omledt fra Yarlung Tsangpo (Brahmaputras øvre løb) til den Gule flod.
Forslaget om at omlede vand til Xinjiang blev fremsat i 2017 af en anden ikke-fagmand, Gao Gan. Denne “Red Flag River”-ordning ville strække sig over 6.188 km, kun lidt mindre end selve Yangtze-floden, og aflede 60 milliarder kubikmeter vand, hvilket er mere end den årlige vandføring af den Gule flod.
Flere holdninger
Undersøgelser af den vestlige rute blev sat i gang i 2018 efter en meddelelse fra Yellow River Commission i august. De omfatter en evaluering af tendenserne i vandforsyning og -efterspørgsel i Den Gule Flods afvandingsområde og potentialet for vandbesparende ordninger. Den officielle rute får en grundig undersøgelse, mens de mere ambitiøse alternativer får indledende vurderinger.
Den officielle vestlige rute ville krydse et bjergområde 3.000-4.000 meter over havets overflade. Terrænet her er komplekst: det er seismisk aktivt, miljømæssigt sårbart og befolket af minoritetsgrupper. Anlæg og vedligeholdelse ville blive enormt dyrt.
De uofficielle forslag ville være endnu mere udfordrende, bl.a. på grund af deres internationale dimensioner.
Eksperter har forskellige holdninger til begge fremgangsmåder.
De skarpeste kritikere har kaldt de uofficielle planer for “fantasi”. Qian Zhengying og Zhang Guangdou fra det kinesiske ingeniørakademi sagde i en rapport fra 2002 til statsrådet, at de inden for en overskuelig fremtid ville være uigennemførlige og unødvendige.
I en tale på Hong Kong University i 2006 beskrev den tidligere vandminister Wang Shucheng Tibet-Tianjin-ordningen, som ville forbinde fem forskellige floder via fem kanaler for at fodre den Gule flod, som “unødvendig, uigennemførlig og uvidenskabelig”. Han påpegede, at den Gule flod allerede er udsat for oversvømmelser i den våde sæson, og at yderligere 200 milliarder kubikmeter vand ville skabe problemer for eksisterende dæmninger, vandkraftværker og byer. De økonomiske og miljømæssige omkostninger gør også ordningen upraktisk, sagde han.
Hvis vi bevarede vandet ordentligt, ville det så overhovedet være nødvendigt at omlede det?
Men Zhang Boting, vicesekretær for China Society for Hydropower Engineering, er tilhænger af en udvidet vestlig rute og siger, at vand fra Yarlung Tsangpo, Nu og Lancang ville hjælpe med at afhjælpe Kinas vandmangel. Han påpeger, at selv om Kina i øjeblikket ikke trækker vand fra transnationale floder, bør det gøre det i forhold til den længde, som hver flod løber inden for landets grænser: “I gennemsnit strømmer der over 100 milliarder kubikmeter vand gennem Yarlung Tsangpo inden for Kinas grænser hvert år, men vi gør slet ikke brug af det. Der er kun lidt over 50 milliarder kubikmeter vand i den Gule flod, men den giver vand til halvdelen af landet. Vi burde trække vand fra tværnationale floder.”
Det er de mindre ambitiøse planer, mener Zhang, der er upraktisk. Han mener, at det at trække vand fra Yangtze-floden vil påvirke vandkraftanlæg som f.eks. Tre Gorges-dæmningen, så der vil være mere modstand. “At tage vandet væk er som at tage deres penge væk”, argumenterer han.
Fan Xiao, en senioringeniør fra Sichuan Bureau of Geology’s regionale undersøgelseshold, har et andet synspunkt end Zhang: “Man behøver ikke at fjerne vandet for at gøre brug af det. Vandet opretholder den regionale økologi; det er også en vigtig funktion. Bygningen af dæmninger ved Lancang har allerede en indvirkning på Mekong-floden længere nede ad floden.”
Hvorfor ikke lade være?
Kernen i uenigheden ligger i balancen mellem vandanvendelse og miljøbeskyttelse.
Siden 2006 har et undersøgelseshold, der er grundlagt af den uafhængige geolog Yang Yong, undersøgt de områder, hvor vandet skal hentes fra, ledes igennem og leveres til. De har konkluderet, at syv problemer endnu ikke er blevet løst fuldt ud. Disse omfatter indvirkninger på den naturlige balance i Yangtze-kildeområdet, på oversvømmelsessæsoner på den Gule flod og på klimaet.
Efter 13 års undersøgelser fastholder Yang Yong, at en vestlig rute af enhver art er unødvendig. Han påpeger, at klimaændringerne gør Kinas nordvestlige del varmere og vådere, og at menneskelig migration mod øst samt et skift væk fra den tunge industri vil afhjælpe vandmanglen. Kort sagt mener Yang, at forståelsen af ændringer i klima, befolkning, samfund, miljø og teknologi bør prioriteres højere end tekniske løsninger.
Fan Xiao er ikke overbevist om, at det nordvestlige Kina bliver varmere og vådere, men har ellers en lignende holdning. Han siger, at en vestlig rute ikke ville løse vandmangel, og at der bør gennemføres bevaringsforanstaltninger, før der føres mere vand ind: “Hvis vi bevarer vandet ordentligt, hvor meget ville vi så skulle aflede? Ville det overhovedet være nødvendigt?”