Af Sam McPherson
Den 1989 Oakland Athletics var mange ting, herunder World Series mestre. De tog dog den hårde vej dertil, idet de tabte World Series 1988 på trods af, at de var store favoritter. Det er et øjeblik, som A’s desværre skulle genopleve i World Series 1990. Men mellem to oprykninger i slutrunden opnåede 1989-versionen af Oakland Athletics udødelighed.
Holdet vandt 99 kampe, selv om det mistede 1988 American League Most Valuable Player Jose Canseco i 97 kampe på grund af en skade. All-Star-lukker Dennis Eckersley gik også glip af næsten syv uger af sæsonen, fra slutningen af maj til midten af juli. Åh, og Walt Weiss, der blev årets AL Rookie of the Year i 1988, missede også 78 kampe. Hvor mange hold kan miste tre nøglespillere på den måde og alligevel opnå 99 sejre? Ikke mange.
Dette var et hold, der havde masser af talent og lyst. A’s var på en mission om at vinde serien efter Los Angeles Dodgers red et heldigt sving og en varm eskytte til titlen i 1988, hvor de slog Oakland i fem kampe ret let. Dette hold ville ikke blive nægtet deres mesterskab.
Med disse skader overtog A’s ikke førstepladsen for alvor før den 10. august, hvor både Canseco og Eck var tilbage på 100 procent. Midt på sommeren genindkøb af den evige All-Star Rickey Henderson gjorde heller ikke ondt. Rickey var intet mindre end fantastisk hjemme foran Oakland-fansene – i blot 85 kampe med A’s stjal han 52 baser.
Sæsonen igennem var der blandt andet første baseman Mark McGwire (33 homeruns, 95 RBI), designated hitter Dave Parker (22 HRs, 97 RBI) og tredje baseman Carney Lansford (.336 i gennemsnit, 37 tyverier). Endnu en gang var også den startende pitching fantastisk: Fire forskellige A’s startere vandt mindst 17 kampe i 1989.
Dave Stewart gjorde det sædvanlige, idet han opnåede en 21-9-rekord med en ERA på 3,32, mens Mike Moore (19-11, 2,61) og Storm Davis (19-7) hver opnåede 19 sejre. Hvis man dertil lægger Bob Welch og hans 17-8 rekord med en ERA på 3,00, var det en formidabel rotation at knække for modstanderne på ugentlig basis.
Eckersley formåede stadig at redde 33 kampe med en 4-0 rekord og en ERA på 1,56, mens lefty Rick Honeycutt (12 redninger, 2,35) og righty Todd Burns (otte redninger, 2,24) udfyldte Eck, når han var ude, med stor dygtighed. A’s førte AL i saves takket være denne trio af relievere, der var klar, når manager Tony LaRussa kaldte på dem.
I AL Championship Series stod Oakland over for Toronto Blue Jays – som naturligvis ville få deres egen udødelighed et par sæsoner senere. Men i 1989 var de ikke klar endnu. A’s vandt nemt de to første kampe hjemme i Coliseum, og efter at Blue Jays havde slået Davis i tredje kamp, begyndte det virkelige show for alvor for baseballfansene.
Henderson kørte fire runs ind med to HR’s, mens Canseco slog den dybeste bold, nogen nogensinde har set ramme på live-tv, virkelig: YouTube elsker stadig det home run. Det femte dækskud fra Jose’s bat var nedslående for Blue Jays, og de kom aldrig rigtig på fode igen. A’s vandt den fjerde kamp med 6-5, og i den femte kamp slog Stewart og Eck Toronto ud med 4-3.
Det var på vej til World Series igen for Oakland, og holdet skulle møde sine rivaler på tværs af bugten, San Francisco Giants. I en sweep i fire kampe, der slet ikke var særlig konkurrencedygtig – Giants førte aldrig på noget tidspunkt i serien – rettede A’s op på fejlene fra 1988 med en dominerende opvisning.
Oakland scorede 32-14 point mere end San Francisco og slog dem 44-28 point mere end dem. A’s vandt de to første kampe i Coliseum med 5-0 og 5-1 efter en dominerende indsats af Stewart og Moore. Efter at jordskælvet i Loma Prieta tvang til at udsætte den tredje kamp i 10 dage, tog Oakland fat, hvor de havde slappet.
Stewart startede kamp tre og holdt Giants nede på tre runs, før S.F. scorede fire meningsløse runs af A’s bullpen i niende inning i et nederlag på 13-7. Moore startede kamp fire, og han var også meget stærk igen. Igen fik Giants fire runs i Oaklands bullpen i slutningen af kampen, men med 9-6 sejren til A’s blev serien afgjort i fire kampe.
Naturligvis var Stewart MVP, men det kunne virkelig have været en række A’s, der kunne have gjort krav på prisen. Oakland ramte .301 som hold i serien, så Canseco (.357, en HR, tre RBI), Henderson (.474, en HR, tre RBI), Dave Henderson (.308, to HR, fire RBI), Lansford (.438, en HR, fire RBI) og catcher Terry Steinbach (en HR, syv RBI) var alle værdige til MVP-status.
A’s dominans var så fuldstændig, at de kun brugte seks pitchere i hele World Series. Stewarts komplette shutout-indsats i den første kamp satte dog tonen for serien. Eckersley skulle kun redde én kamp, og det var den afgørende kamp i Game Four.
Oakland blev naturligvis selv fejet af Cincinnati Reds i 1990 Series, og i ni kampe i eftersæsonen siden da er det ikke lykkedes A’s at nå tilbage til titelrunden i MLB-slutspillet. Oakland har vundet hele syv AL West-titler siden 1990, men de har kun nået ALCS to gange (1992, 2006) i den periode.
Med den økonomiske dynamik i baseball, der ændrede sig i begyndelsen af 1990’erne, gik A’s fra at være et af de hold med de højeste udgifter til nu at være et af de hold med de laveste udgifter. Intet hold med små lønninger har vundet serien siden 2003, så hvis Oakland skulle vinde igen inden længe, ville det være en fantastisk præstation.
For nu kan fans fra Bay Area huske Battle of the Bay i 1989 Fall Classic for mere end blot et jordskælv: De kan huske det som det sidste mesterskab for et dominerende hold, der med stor lethed vandt tre liga-våbenskaber i træk. I Bay Area-baseballhistorien er det kun A’s fra 1972-74, der også har vundet tre liga-vimpler i træk, og chancerne er, at det aldrig vil ske igen.
Sam McPherson er freelance-skribent og dækker baseball, fodbold, basketball og fantasisport for mange onlinesider, herunder CBS, AXS og Examiner.