Et af historiens tilbagevendende temaer er, at teknologien nogle gange løber hurtigere end samfundet og efterlader politikerne i en kamp for at indhente konsekvenserne. Sådan var det også med virkningerne af trykpressen, dampmaskinen og computeren. Det er det nok også i dag med genredigering, sociale medier og kunstig intelligens.
Mens teknologer ofte hævder, at politikerne bare ikke “forstår” teknologien, svarer politikerne, at teknologerne alt for sjældent forstår politik.
Et fascinerende eksempel på begge sider af debatten er historien om den teknokratiske bevægelse, der kortvarigt blomstrede i Nordamerika i 1930’erne. “Ingeniørernes oprør”, som den blev kaldt, rummer nogle interessante erfaringer for i dag.
Det var forståeligt nok, at der opstod radikale bevægelser i USA i 1930’erne som reaktion på den store depression, ligesom kommunismen og fascismen bredte sig i Europa. Teknokratibevægelsen argumenterede for, at den bedste vej ud af krisen var at forkaste markedets rod og den gammeldags politik og anlægge et “moderne videnskabeligt synspunkt”.
I deres Introduktion til teknokrati, der blev udgivet i 1933, erklærede bevægelsens ledere, at det “skrammel” af forældede sociale institutioner blokerede for fremskridtet, og at politikerne burde fejes til side, ligesom alkymister og astrologer tidligere havde givet plads til videnskaben. Den traditionelle økonomi, der var besat af vilkårlige prismekanismer snarere end rationel produktion, var intet andet end “gældspatologi”.
“I modsætning til politikens snedige metoder, finans- og forretningslivets famlende metoder … har vi videnskabens og teknologiens metoder”, erklærede bevægelsens manifest. “Den moderne sunde fornuft opfordrer nu den fysiske videnskab og teknologien til at udvide grænserne for deres område.”
Historikeren William E. Akin identificerede tre kilder til de spirende teknokrater: en voksende mode for centraliseret planlægning blandt progressive reformatorer; den populære mytologi om ingeniøren som det amerikanske samfunds frelser; og Frederick W. Taylors videnskabelige managementteorier.
Afskaffelse af prismekanismen og maksimering af produktionen havde nogle åbenlyse paralleller til det, der skete i Sovjetunionen. I sin geniale dystopiske roman “Vi” kritiserede den russiske forfatter Jevgenij Zamjatin denne teknokratiske tankegang og forudså et samfund, hvor folk havde numre, ikke navne, og fungerede som tandhjul i en enorm industrimaskine. Den nordamerikanske teknokratibevægelse argumenterede imidlertid voldsomt mod både kommunisme og fascisme og hævdede at være langt mere human.
Trods medieinteressen fik teknokratibevægelsen aldrig succes i USA, hovedsagelig fordi dens ledere var håbløse politikere. Præsident Franklin D Roosevelt var den, der reddede kapitalismen gennem sin New Deal. Måske var bevægelsens største fejl, at den aldrig formulerede praktiske løsninger, som almindelige vælgere kunne forstå. Skuffet over, at den rene fornuft ikke havde fejet alt foran sig, splittede bevægelsen til sidst, og en splintergruppe endte som en kvasi-fascistisk fanklub.
Nord for grænsen blev teknokratibevægelsen taget så alvorligt, at den blev forbudt af de canadiske myndigheder, fordi de frygtede, at den planlagde at vælte regeringen. Partiets desillusionerede leder, eventyreren Joshua Haldeman, forlod senere Canada og flyttede til Sydafrika.
Kernen i bevægelsen var troen på, at menneskelig handling var målbar og i sidste ende forudsigelig. “Teknokratiet fremsætter ét grundlæggende postulat: at de fænomener, der er involveret i en social mekanismes funktionelle drift, er metriske”, hævdede dens manifest.
Flashs af denne mentalitet synes at være dukket op igen på USA’s vestkyst i dag i det, som forfatteren Evgeny Morozov har kaldt teknologisk “løsningisme”. Ifølge dette verdensbillede har teknologien svaret på næsten alle problemer, og mennesker kan bedst analyseres som samlinger af datapunkter.
Politikernes svar er, at menneskelig adfærd ikke kan beregnes. Både individuelt og kollektivt handler vi på forfriskende irrationelle måder. Det er svært at forbedre Immanuel Kants berømte diktum: “Af menneskehedens skæve tømmer er der aldrig blevet lavet noget lige”.
En lille, men spændende fodnote i teknokratibevægelsens historie kan dog have særlig genklang i dag. En af Haldemans sønnesønner er Elon Musk, rumentreprenøren, der har til hensigt at gøre os til en interplanetarisk art.
Måske vil teknokratiet endelig få sin dag, passende nok, på Mars.