Når bakkerne i det fjerne kun er bump og kamme i bakspejlet på den lytter, der tager turen til Houses of the Holy, begynder tingene at blive excentriske. Mens de tre første numre på albummet indeholder Zeppelin-standarder (“The Song Remains the Same” og “Over the Hills and Far Away”) og undervurderede perler (“The Rain Song”), er de tre numre, der udgør midten – “The Crunge”, “Dancing Days” og “D’Yer Mak’er” – nogle af de mest splittede numre i hele Zeppelin-diskografien, især det sidste af de tre. For at låne Eric Stoltz’ spidsfindige vits fra Kicking and Screaming, så er mange af disse sange “aim for the stars and hit the roof”. Indimellem vil kritikere smide “prog”-etiketten ud, når de beskriver disse fyre, og det er ikke uden grund; den suite-lignende komposition af episke værker som “Stairway to Heaven” og “Achilles Last Stand” bliver stadig efterlignet af mange Berkelee-studerende den dag i dag.
Når kortere, kompositorisk enklere numre som “The Crunge” betragtes som små stykker i en samlet karrierebue, kan de dog ses som enheder af progression. Medlemmerne af Led Zeppelin havde allerede befæstet deres position som rockens gyldne guder på det tidspunkt, hvor Houses of the Holy blev udgivet; det var ikke overraskende, at tanken om at forgrene sig kom dem i hule hoveder. Progression for progressionens skyld er ingen dyd, men det er ikke det, der foregår i numre som “The Crunge”, og det er heller ikke lyden af et band, der er beruset af tanken om at spille jokeren ud. Den James Brown-inspirerede funk på “The Crunge” ligger ikke milevidt fra den sonik, som gruppen havde etableret for sig selv efter Zoso; det er snarere en kreativ variation over et tema.
Faktisk har “The Crunge” allerede i begyndelsen en klar lighed med et nummer, der kom ikke andet end et album før det: “When the Levee Breaks”. Dette nummer, som er det afsluttende kapitel på Zoso, er blevet berømt ikke på grund af sine fortjenester som sang – selv om det er en helvedes god afslutning – men snarere på grund af dets beat, der kan samples. Når John Bonhams trommer træder ind på “The Crunge”, er det ikke forkert at spørge sig selv, hvorfor den ikke har gjort lige så mange optrædener som “When the Levee Breaks”. 9/8-metret er vanskeligere at matche med andre sange, ja, men det er uden tvivl et af Bonhams bedste beats, og når det spilles sammen med svajet fra John Paul Jones’ shufflende baslinje, er det en lige så god base for en strøm af piskesmældslyrik som noget andet derude.
Nu er “The Crunge” ikke en dårlig sang. Den er faktisk meget sjov, og sammen med “D’Yer Mak’er” er den et af de vigtigste eksempler på brugen af humor i Led Zeppelins musik. Trods alle de tunge makabre billeder og middelalderlige overleveringer, der præger nogle af gruppens kendte kompositioner, er de stadig et rockband under det hele, det samme, der sang “Livin’ Lovin’ Maid (She’s Just a Woman)”. Selv forårsrengøringen for maj-dronningen må have en ende.
Når svajet i “The Crunge” er blevet etableret af Bonhams trommebeat, bliver tingene dog hurtigt subparate. Robert Plants tekster er temmelig rutineprægede, med stor brug af ordet “baby” (selv efter rock n’ rolls standarder) for at beskrive, hvor meget han er blevet forelsket i en navnløs kvinde. I forsøget på at pastiche funk, som på det tidspunkt, hvor Houses of the Holy udkom, stadig var stort set domineret af sorte musikere, undgår bandet klogt nok alt åbenlyst racistisk. Alligevel er der tale om en gruppe af temmelig pastaagtige hvide briter, der forsøger at fremstå som James Brown-entusiaster, hvilket, hvis det ikke er racistisk, i det mindste virker utroligt (og komisk) malplaceret. Hvis man holder ørerne åbne, vil man finde øjeblikke af funk og groove spredt ud over de mange sange, der er skrevet af Led Zeppelin, men et enkelt øjeblik af funk eller et enkelt groove vil ikke altid vokse sig til en fuldblods jam, især ikke en som “The Crunge”, der er en gennemgående genreøvelse. Musikalsk set har medlemmerne af Zeppelin gjort det meget bedre i forhold til at forsøge at udvide deres rækkevidde som sangskrivere.
Den middelmådige musik fordømmer dog heldigvis ikke “The Crunge” til fiasko. I en genial, næsten meta-agtig vending tager bandet sig tid til at blinke til lytteren med sangens afslutning. Indledningsvis til slutningen bliver Plant ved med at sige, at han leder efter en bro; i sammenhængen virker det som om broen henviser til en afstand mellem ham og hende. Da tingene slutter brat, og Plant spørger: “Where’s that confounded bridge?”, står det pludselig helt klart, hvad han taler om: Bandet har ikke skrevet en bro ind i musikken. En sang som “The Crunge” ville normalt indeholde en bro, men sangskriverne Plant, Bonham, Page og Jones udelod den på en legende måde og accepterede selvudslettende deres manglende evne til at spille enhver genre, de kan lide. I størstedelen af dette korte stykke har Zeppelin det fint med at spille funk på deres egen underkogte måde; hvis nummeret var sluttet med denne stemning stadigvæk, kunne det meget vel have været et smidt eksperiment. Men med en enkelt gag – og et enkelt spørgsmål på fire ord – bliver “The Crunge” til en mindre komisk klassiker, en tungsindig rumination over en gruppes begrænsninger.
Precedent Entries
*Introduction / “The Song Remains the Same”
*”The Rain Song”
*”Over the Hills and Far Away”