William Carlos Williams skrev “The Use of Force” i 1933 som en af de historier, han havde lovet redaktørerne af det proletariske tidsskrift Blast. Han var dengang på højdepunktet af sin periode med social bevidsthed, og han følte smerte over det faktum, at mange af hanspatienter levede i fattigdom. USA blev hærget af den store depression, en økonomisk katastrofe, der varede gennem 1930’erne, indtil Anden Verdenskrig stimulerede vækst nok til, at de arbejdsløse fandt arbejde i krigsindustrien. Williams, der var familielæge i industribyen Rutherford i New Jersey, vidste, hvad fattigdom betød, og efter i årevis at have været digter og eksperimenterende prosaister begyndte han at skrive mere klart og mere direkte om menneskers liv. “Jeg levede blandt disse mennesker”, forklarede han, “jeg var involveret.”
Hans mål i historier fra 1930’erne som “The Use of Force”, “Jean Beicke”, “The Girl with a Pimply Face” og “Four Bottles of Beer” var at udtrykke både skønheden og smerten i den almindelige amerikaner. Som han skrev i sin selvbiografi: “De havde ingen viden og ingen færdigheder overhovedet. De dumpede, blev fængslet, fik ‘Mamie’ med barn og faldt fra deres perfektioner, hvis de overlevede…. De var perfekte, de synes at være født perfekte, at de ikke havde brug for andet. De var der, de levede før mig.” “The Use of Force” udkom i Williams’ anden novellesamling, Life along the Passaic River, en bog, hvis titel skulle understrege forbindelsen mellem kunsten og de mennesker, der levede i det hårdt ramte område omkring Passaic-floden i New Jersey.
Williams havde udgivet sin første digtsamling mere end 25 år tidligere, og han havde været ven med Ezra Pound, H. D. og Marianne Moore i sin tid som læge på medicinstudiet i Philadelphia. Efter den tid var han kommet til at blive betragtet som en førende avantgardeforfatter. Han var dog ikke kendt som en politisk forfatter. I midten af 1920’erne vendte han sig til skønlitteraturen og udforskede karakterer og temaer, som var nye for det modernistiske forfatterskab. James Joyce gravede i sin irske barndom, ligesom Ernest Hemingway skrev om sin ungdomstid i Michigan og sine oplevelser under Første Verdenskrig. Williams brugte ikke sine egne tidligere år som emne, men vendte sig mod sine patienter fra arbejderklassen. For ham var det centrale spørgsmål i disse afgørende år: Hvad skal historien handle om?
“The Use of Force” er et forbløffende stykke fiktion, fordi det synes at have så lidt struktur. Fortalt som en fysisk kamp mellem den undersøgende læge og den stædige unge patient, er historien en enkelt episode, der udelukkende fokuserer på viljens kamp. Den er skrevet fra den mandlige læges perspektiv, hvis opgave er at åbne pigens, Mathilda Olsons, mund for at se ind i hendes hals og afgøre, om hun har difteri eller ej. Holdt fast af sine grådige forældre, hvis dialog med deres datter driver den bryske læge til tavshed, kæmper pigen mod lægen med al den kraft, hun har. Hun kradser ham og bider den tungepresser, som han til sidst tvinger ind i hendes mund, i stykker. Gennem hele kampen forbliver hendes kæber tæt lukkede og hendes hemmelighed bevogtet. Historiens højdepunkt kommer, da lægen endelig vrider hendes mund op og ser, at hun rent faktisk er smittet med den dræbende sygdom. Titlen på fortællingen henviser til begge personers brug af magt.
Nogle læsere har læst fortællingen som en udforskning af lægens psyke, idet han er optaget af at tvinge den unge pige til at underkaste sig hans undersøgelse. Den er endda blevet læst som en voldtægtshistorie, hvorved det erotiske fremhæves frem for den tilsyneladende handlingslinje på en måde, der begrænser Williams’ virkelige genialitet med kortfiktion. Det, som Williams har gjort med lægens figur, bidrager til denne komplekse fiktion. Han viser lægen som en lidenskabelig mand, der er fast besluttet på at vinde den unge patient for sig, selv om han beundrer hendes lige så lidenskabelige vilje til at modstå hans undersøgelse. Men han tegner også lægen som en mand med en ironisk sprogfornemmelse, hvis ikke humor. Lægen taler hårdt: “Jeg var nødt til at smile for mig selv. Jeg havde trods alt allerede forelsket mig i den vilde møgunge.”
Williams får læseren til at stille spørgsmålstegn ved, om det er den slags læge, man ønsker sig for sit barn. Hvorfor kalder han hende for en “vild unge”? Hvorfor lægger han vægt på lægens erobrerrolle? Men det Williams gør er at forstærke dramaet i en simpel hændelse ved at give karakterernes handlinger livskraft. De erotiske understrømme tilføjer en dimension til den kamp, der er iboende i alle mandlige og kvindelige interaktioner, selv om det høflige samfund, som Olsons repræsenterer, benægter dens tilstedeværelse. Williams oplader historien med en duel mellem Olsons’ og lægens sprog. “Han vil ikke gøre dig noget,” siger fru Olson. Alligevel er læseren fanget i den dramatiske ironi af at vide, at lægen faktisk ville gøre hende ondt, hvis han skulle, for hans eneste mål er at diagnosticere hendes sygdom. Hvad han er nødt til at gøre for at opnå dette, er ligegyldigt. Hendes forældre begynder at etikettere; de råder deres kæmpende barn til at lade den “søde” læge få sin vilje, mens de kalder hende “ond”. Williams’ læge tager parti for barnet og undrer sig over, hvordan han kan virke flink over for hende, når han kæmper for at overmande hende, så han kan proppe ting ind i munden på hende.
Williams’ stil er både eksplicit og hurtig. Intet ord er overflødigt, og alt, hvad der optræder på siden, er nyttigt for læseren. Men sparsommeligheden er ikke en skeletagtig journalistisk behandling, der forsimpler for meget. Williams’ fiktion forbliver snarere bevidst suggestiv og er ofte forfriskende ambivalent i forhold til moralske holdninger. Selv om han er mest kendt som digter, idet han vandt Pulitzerprisen for poesi kort efter sin død i 1963, var Williams også en vigtig fornyer inden for prosaen. “The Use of Force” er fortsat en stor amerikansk novelle, præcis i sin karakterbeskrivelse og omhyggeligt direkte i sin udførelse af fortællingen.
-Linda Wagner-Martin