I sommeren for to tusind år siden, i år 14 e.Kr., udåndede kejser Augustus endelig sit sidste åndedrag efter at have domineret Rom i over fyrre år. Den nye kejser blev hans stedsøn Tiberius. Mens Augustus’ præstation med at afslutte borgerkrigen og diskret omdanne en republik til et enmandsstyre fremkalder modvillig beundring selv hos dem, der ikke er begejstrede for autokrati, har Tiberius meget få fans. Suetonius’ biografi, den tredje i hans tolv Kejsernes liv, giver et spændende indblik i, hvorfor dette kan være tilfældet.
Tiberius nedstammer fra en af Roms mest adelige familier, og Tiberius var midt i 50’erne, da han kom til magten, havde ledet en række enormt vellykkede, om end ikke prangende, militære felttog, sikret sig Pannonien (omtrent det moderne Ungarn) i øst og gjort meget for at stabilisere det problematiske område omkring Rhinen i nord. Han elskede litteratur, filosofi og kunst. Han var netop den slags mand, der havde domineret senatets øverste ledelse under republikken – en meget traditionel slags romersk leder, kunne det synes.
Men blandt de antikke kommentatorer er det kun Velleius Paterculus, der skrev under hans regeringstid, der har meget godt at sige. Suetonius, i sin biografi, og Tacitus, i sine Annaler, tilbyder en litani af fordømmende kritik. Tiberius, der selv havde stor respekt for traditioner og gik meget op i korrekte procedurer, synes at have fundet sin position – som en ikke helt anerkendt autokrat, der forventedes at udøve personlig dominans gennem det, der angiveligt var de gamle republikanske rammer – dybt ubehagelig. I modsætning til Augustus havde han ikke noget som helst ønske om at udvikle et varmt forhold til det almindelige folk i Rom. (Suetonius gør hans totale mangel på interesse for legene klart – en sigende indikator). Der blev ikke brugt nogen penge på offentlige arbejder. Han svingede mellem at insistere på, at senatet skulle opføre sig uafhængigt, og at give kryptiske hentydninger om, hvordan han ønskede, at det skulle stemme. Alligevel var hans største forbrydelse i nogle antikke kritikeres øjne at forlade Rom.
I 26 e.Kr., tolv år inde i sin regeringstid, trak Tiberius sig tilbage til øen Capri, for aldrig at vende tilbage til byen. Var det meningen, at dette skulle ligne en tilbagevenden til senatorstyret? I de næste elleve år blev den kejserlige kontrol udøvet på afstand, for det meste gennem Sejanus, præfekt for prætorianergarden. Blandt de mange prominente romere, der blev dømt for forræderi i disse år, var medlemmer af Tiberius’ egen familie, herunder enken og de to ældste sønner til hans nevø Germanicus. Til sidst endte også Sejanus som et lig i Tiberen og tog ved sit fald mange med sig, som havde håbet at drage fordel af at omgås kejserens håndlanger. Dette blodbad afspejler Tiberius’ medfødte grusomhed samt hans usikkerhed – men Suetonius fremhæver også andre laster.
Hans biografi begynder med en del familiehistorie – en blandet flok af tidligere claudianere, mænd og kvinder, nogle berømte for deres dyd, andre berygtede for deres arrogance og fordærv. Suetonius skitserer derefter Tiberius’ tidlige liv, hans fornemme militære karriere, hans tronbestigelse og de overvejende positive foranstaltninger, som han iværksatte i de første år af sin regeringstid. Men kapitel 33 antyder mørkt det karaktermord, der skal følge: “Han viste først efterhånden, hvilken slags kejser han var”. Dette træk foregriber de kommentarer, som Suetonius kommer med i sine liv om Caligula (kap. 22: “Historien har hidtil været om kejseren Caligula, resten må være om uhyret Caligula”) og Nero (slutningen af kap. 19 forbereder læseren på “de skammelige gerninger og forbrydelser, som jeg fremover skal beskæftige mig med”). For Suetonius er karakteren, selv om den kan være midlertidigt maskeret, ikke genstand for forandring eller udvikling.
Suetonius bemærker ganske vist, at Tiberius’ tilbagetrækning betød, at provinsstyret blev forsømt, men historier om kejserens fordærv får langt mere opmærksomhed. Da Tiberius var på Capri, “gav han endelig efter for alle de laster, han så længe havde kæmpet for at skjule”. Hans drikkeri var legendarisk, og hans sexliv oversteg de værste fantasier. Tiberius var omgivet af seksuelt eksplicitte kunstværker og var afhængig af alle former for perversioner, både med drenge og piger – selv små børn. Beskyldningerne om oralsex ville have vakt særlig afsky hos de romerske læsere. Tiberius’ appetit var næppe menneskelig; “folk talte om den gamle gedehule – en leg med øens navn”. Hvad foretog Tiberius sig egentlig? Historier af denne art var en del af den romerske politiske diskurs. Suetonius giver lignende plads til Caligulas, Neros og Domitians seksuelle overskridelser – en sådan opførsel kan man forvente af en tyran. Selve den fjerne beliggenhed af kejserens residens må have givet næring til de mest grumme fantasier tilbage i Rom. Emblematisk for Tiberius’ umulige position er hans forhold til sin mor Livia. Havde hun ikke været Augustus’ hustru gennem mange årtier, ville Tiberius aldrig være kommet til magten. Suetonius understreger gentagne gange Livias afgørende rolle i forbindelse med fremme af sin søn. Hun overtalte Augustus til at adoptere ham, efter at hans to voksne barnebarn var døde. Hun var med til at sikre, at en rivaliserende kandidat blev elimineret. Selv efter at Tiberius efterfulgte Augustus, forblev Livia en magtfaktor at regne med: “han var vred på sin mor Livia, fordi hun gjorde krav på en lige stor del af hans magt”. Alligevel bør vi måske være lige så forsigtige med hensyn til disse historier som med dem om Tiberius’ seksuelle smag. Hvilken bedre måde for Tiberius’ kritikere at underminere ham på end at hævde, at denne erfarne militærmand i sen midaldrende alder havde brug for råd fra sin mor? Sådanne påstande ville måske have været særligt fornærmende for en person med Tiberius’ ultra-traditionelle indstilling. De senatorer, der foreslog at hædre ham med titlen “Livias søn”, vidste, hvordan de skulle pine kejseren. Suetonius beretter faktisk historier om, at hovedårsagen til, at Tiberius forlod Rom for at tage til Capri, var for at komme væk fra sin mor.
Billedkredit: (1) Siemiradzki Orgie på Capri af Henryk Siemiradzki, 1881. Public domain via Wikimedia Commons (2) Tiberius Claudius Nero Caesar (42 f.v.t. – 37 e.v.t.). Fra: H.F. Helmolt (red.): History of the World. New York, 1901. University of Texas Portrait Gallery. Public domain via Wikimedia Commons.