1 SORT
Derpå dukker to svage lys op, tæt på hinanden… der bliver lysere. De
opløses til to DYBDE SUBMERSIBLER, der er i frit fald mod os som ekspres
elevatorer.
Den ene er foran den anden og passerer tæt nok på til at FYLDE BILLEDE, og ligner
et rumskib, der blusser af lys, og som er behængt med insektlignende
manipulatorer.
VINKELT nedad for at følge det, mens det synker ned i den grænseløse sorthed
under os. Snart er de ildfluer, så stjerner. Så er de væk.
KUT TIL:
2 EXT./ INT. MIR ONE / NORTH ATLANTIC DEEP
DER SKUBES IND på en af de faldende undervandsfartøjer, kaldet MIR ONE, helt op til
dens cirkulære viewport for at se beboerne.
INDEN er det en trang syv fods kugle, proppet med udstyr. ANATOLY
MIKAILAVICH, ubådens pilot, sidder bøjet over sine kontroller… synger
blidt på russisk.
Ved siden af ham på den ene side sidder BROCK LOVETT. Han er sidst i fyrrerne, dybt
brændt, og han kan lide at bære sin Nomex-dragt uden lynlås for at vise guldet fra
berømte skibsvrag, der dækker hans grå brysthår. Han er en kvik, hurtigt talende
skattejæger, en bjærgningssuperstjerne, der er halvt historiker, halvt eventyrer
og halvt støvsugerforhandler. Lige nu ligger han støttet mod CO2
skrubben, fast sovende og snorkende.
På den anden side, klemt ind i den resterende plads, ligger en skægget bredskuld
ved navn LEWIS BODINE, sho også sover. Lewis er R.O.V. (REMOTELY
OPERATED VEHICLE) pilot og er den lokale Titanic-ekspert.
Anatoly kaster et blik på bundsonaren og foretager en justering af ballasten.
KAP TIL:
3 EXT. BUNDEN AF HAVET
Et bleg, dødfladt månelandskab. Det bliver lysere, oplyst oppefra, da MIR
ONE kommer ind i billedet og falder ned på havbunden i en nedblæsning fra dens
thrusters. Den rammer bunden efter sit to timers frit fald med et højt BONK.
KUT TIL:
4 INT. MIR ONE
Lovett og Bodine rykker sig vågne ved landingen.
ANATOLY:
(kraftig russisk accent)
Vi er her.
EXT. / INT. MIR ONE AND TWO
5 MINUTTER SENERE:
De to SUBS skøjter hen over havbunden til lyden afsidecan sonar og dønningen fra store thrustere.
6 Bundens karakterløse grå ler afrulles i ubådenes lys.
Bodine kigger på sidescan-sonar-displayet, hvor omridset af et stort
punktformet objekt er synligt. Anatoly ligger på maven og styrer ubåden, hans ansigt
er presset mod midterporten.
BODINE:
Kom lidt til venstre. Hun er lige foran os, atten meter. Femten.
Tirteen… du burde kunne se den.
ANATOLY:
Ser du den? Jeg kan ikke se det… der!
Ud af mørket, som en spøgelsesagtig skikkelse, dukker skibets bov
frem. Dens knivskarpe stævn kommer lige mod os og ser ud til at pløje
bundssedimentet som havbølger. Det tårner sig op over havbunden og står
præcis, som det gik i land for 84 år siden.
DET TITANIC. Eller hvad der er tilbage af hende. Mir One går op og over stævnen
rælingen, der er intakt bortset fra en overvækst af “rusticles”, der draperer den som
muteret spansk mos.
DET er en optik på øjenmonitoren på et videokamera. Brock Lovetts ansigt
fylder det sort-hvide rammebillede.
LOVETT:
Det får mig stadig hver gang.
Billedet panoreres til det forreste viewport, hvor man ser over Anatolys skulder, til
buggelænderet, der er synligt i lyset bagved. Anatoly vender sig om.
ANATOLY:
Er bare din skyldfølelse på grund af estealing fra de døde.
Klip BERE, for at vise, at Brock selv betjener kameraet og drejer det
i sin hånd, så det peger på hans eget ansigt.
Bedøm dette manuskript:(3.47 / 31 stemmer)