Tomás Luis de Victoria, (født ca. 1548 i nærheden af Avila, Spanien – død 27. august 1611 i Madrid), spansk komponist, der sammen med Palestrina og Orlando di Lasso hører til blandt de største komponister i det 16. århundrede.
Victoria blev sendt af kong Filip 2. af Spanien i 1565 for at forberede sig til præstevielse på det tyske kollegium i Rom. Der studerede han sandsynligvis sammen med Giovanni da Palestrina, som han til sidst efterfulgte som leder af musikken på det romerske præsteseminarium. Fra 1578 til 1585 assisterede han Filip Neri som kapellan i San Girolamo della Carità. I 1578 mødte han den fromme enkekejserinde Maria, enke efter den hellige romerske kejser Maximilian II, og senere blev han hendes kapellan. I 1584 indtrådte hun i klostret Descalzas Reales i Madrid, hvor Victoria blev præst og organist. Han bosatte sig i Madrid i 1594.
Victorias værker omfatter 21 messer og 44 motetter, som er blandt de fineste fra perioden. Han skrev også salmeversættelser, hymner, flere Magnificats, fire dødeofficerier og musik til gudstjenester i den hellige uge, herunder to passioner, Improperia og Jeremias’ klagesang. Hans sidste værk var Requiem (1605) til minde om kejserinde Maria.
Victorias musik har en dybde i formålet, som nogle forfattere har sammenlignet med den mystiske glød hos den hellige Teresa af Avila, som sandsynligvis kendte ham som ung og også var protektorinde for Descalzas. Med Palestrinas kontrapunktisk teknik smeltede han en intens dramatisk følelse, som er helt personlig og dybt spansk. Han genbrugte ofte sin egen og andres musik ved hjælp af parodieteknikken og var en mester i kanoniske virkemidler. Hans brug af almindelig sang som cantus firmus er overraskende sjælden. Han brugte også virkemidler, som var moderne i slutningen af det 16. århundrede. Den billedskrift, der skildrer de vilde dyrs raseri i “Cum beatus Ignatius”, overgår de samtidige madrigalister. Hans brug af gentagne toner for at understrege afspejler den voksende florentinske interesse for recitativ. I sine polykorale værker udnytter han den samtidige venetianske stil, og hans bestemmelse af skrevne orgelstemmer ser frem mod continuoens tidsalder. Harmonisk set viser hans musik en bemærkelsesværdig sans for tonale kontraster, hvilket er en forsmag på det dur-mol-koncept af tonalitet, der er karakteristisk for baroktiden.