Theology and Culture at Vatican II
Fra de tre kongers rejse for at være vidne til Jesu fødsel til den symbolske tilstedeværelse af Israels tolv stammer ved pinse har temaet katolicitet og kultur været en integreret dimension af historien om Kristus og kirken. På tidspunktet for Det andet Vatikankoncil var forholdet mellem teologi og kultur af flere indbyrdes forbundne årsager af særlig betydning.1 Det ufærdige Vatikankoncil I (1869-70) havde lagt en ubalanceret vægt på pavedømmet og den universelle kirke i forhold til bispedømmet og de lokale kirker. Et stærkt pavedømme havde flere fordele for kirken i dens kamp med en ofte fjendtlig verden i det nittende og tidlige tyvende århundrede, men betoningen på det “universelle” var ikke befordrende for et fokus på forskellige kulturer. Der var behov for at genoprette balancen ved at lægge behørig vægt på biskopper og partikulære kirker. Der var en betydelig sammenhæng mellem at værdsætte partikulære kirkers rolle og at værdsætte de forskellige kulturers bidrag.
Disse indre kirkelige bekymringer hang sammen med baggrundsspørgsmålene om kirkens troværdighed i Europa i kølvandet på de to verdenskrige samt den voksende følelse af skam over kolonimagterne i deres behandling af indfødte folk i forskellige lande. I katolske teologiske kredse identificerede Henri de Lubac allerede i 1938, med henvisning til John Henry Newman, kulturel tilpasning som et nøgleelement i katolicismen.2 De Lubac hævdede, at den kristne frelse ikke kan afgrænses til et andet område, men at den virkelig er forbundet med den menneskelige skæbne og er knyttet til de menneskelige samfund på en reel måde. Den protestantiske teolog H. Richard Niebuhrs klassiske værk fra 1951, Christ and Culture, udforsker de forskellige modellers styrker og svagheder og fremhæver til sidst behovet for tro.3 I baggrunden for hans værk ligger angsten over bevidstheden om, at mange europæiske kristnes tro under Anden Verdenskrig havde vist sig at være mere nominel end reel, og at den europæiske kristendom generelt havde svigtet sine forpligtelser til at forandre kulturen og til at modsætte sig elementer af kulturen, der var blevet åbenlyst onde. Samtidig var en anden protestant, Paul Tillich, ved at udvikle sin teologiske korrelationsmetode, hvorefter den menneskelige erfaring, forstået med følsomhed over for kulturel mangfoldighed, stiller spørgsmål, som kristendommen må give orientering for et autentisk svar på, hvis den skal være eksistentielt relevant.4
Temaet om engagement med verden og dermed inkulturation ville være…