U.S. Forest Service

Rhodora (Rhododendron canadense)

Af Chris Mattrick

Aldrig har en mere iøjnefaldende smuk plante fået et så ho-humt navn: Rhodora. Selv om det kan lyde eksotisk, er det tydeligt, når først det videnskabelige navn afsløres, hvorfra det almindelige navn er opstået. Alligevel er navnet en rest af det, der engang var en særskilt slægt. Da man i det 19. århundrede ikke kunne retfærdiggøre, at arten indgik i slægten Rhododendron, placerede de daværende taxonomer arten i en selvstændig slægt, nemlig Rhodora-slægten. I dag er denne beslutning blevet omstødt, men det gamle slægtsnavn er bevaret i det almindelige navn Rhododendron canadense, eller Rhodora, der er medlem af Heath (Ericaceae) familien. Det er en art, der er blevet en del af den botaniske identitet for generationer af botanikere fra New England fra Asa Gray til Merritt Fernald til Arthur Haines. Dens navn og billede bruges endda som logo for den prestigefyldte New England Botanical Club, hvis kvartalsvise tidsskrift “Rhodora” er blevet udgivet uafbrudt siden 1899.

Måske er det denne arts tilpasningsevne og skønhed, der har præget den ind i nordøstlige nordøstlige menneskers botaniske bevidsthed. Fra Pennsylvania og det nordlige New Jersey til nordpå til Ontario, Quebec og de canadiske Maritimes er blomstringen af denne art et sikkert tegn på, at sommeren ikke er langt væk. Rhodora er en art med stor plasticitet inden for sit udbredelsesområde. Masseeksplosioner af lyserøde blomster bryder ud i vådområder og moser i lavlandet fra midten til slutningen af maj. På disse lokaliteter er arten mere kendt for sin blomstring end for de enkelte blomsters skønhed. Den store masse af farver er et resultat af, at blomsterne kommer frem før eller samtidig med, at bladene kommer frem. Så i modsætning til de fleste andre medlemmer af hedefamilien er der ingen blade, der kan forstyrre vores observation af blomsterne.

I midten af juni er blomstringen flyttet nordpå til de højere beliggende områder i det nordlige New England og Canada, hvor arten stadig besætter vådområder, men også findes langs stier og på de golde bjergtoppe. For den gran-trætte vandrer er denne art en velkommen infusion af farve i et til tider trist gråt/grønt miljø. Det er i de højere højder, hvor arten ikke vokser i en sådan overflod, at blomsternes individuelle skønhed kan værdsættes mere fuldt ud. Blomsterne er ikke diskrete, når de ses tæt på, men dristige. I modsætning til andre medlemmer af slægten har blomsterne ikke noget egentligt rør eller hals, som ville begrænse alle de forskellige plantedele sammen. I stedet er blomsten delt næsten fra bunden med en øvre trelobet læbe og to laterale båndformede kronblade. De fremspringende støvdragere, stiletter og støvfang er selv for denne slægt store og er ofte lige så lange som kronbladene eller længere end dem.

Blomsterne giver også nektar til en række hvirvelløse arter, bl.a. moseelfinne-sommerfugl, hvis larver udelukkende lever af nålene fra sortgran (Picea mariana). Efterhånden som moseelfinens livscyklus skrider frem, udgør Rhodora-blomsterne en nærliggende fødekilde for de nyudklækkede sommerfugle. På trods af blomsternes intense skønhed og værdi for moseelfinne og andre sommerfugle har de ingen mærkbar duft i modsætning til andre nært beslægtede medlemmer af denne slægt.

Denne busk bliver sjældent over en meter høj, og når blomsterne er forbi, forsvinder den i relativ ubemærkethed, mens andre skov- og vådområdearter bliver større og mere prangende, efterhånden som sæsonen skrider frem. For det skarpe øje kan Rhodora altid identificeres på sine blågrønne blade og tilstedeværelsen af et let dunlag på de unge stængler og blade. Frugten modner til en hård, ridset kapsel, der åbner sig i siderne, så efterårs- og vintervindene kan sprede de støvlignende frø.

Den transcendentalistiske digter Ralph Waldo Emerson var så betaget af denne art, at han i 1839 skrev et helt digt til dens ære.

The Rhodora

af Ralph Waldo Emerson

På spørgsmålet om, hvorfra blomsten kommer, spørger man: “Hvorfra er blomsten?

I maj, da havvindene gennemborede vore ensomheder, fandt jeg den friske Rhodora i skoven, som spredte sine bladløse blomster i en fugtig krog, for at behage ørkenen og den sløve bæk. De lilla kronblade, der faldt ned i dammen, gjorde det sorte vand glad med deres skønhed; her kunne den røde fugl komme for at køle sine fjer og gøre kur til den blomst, som billiger hans klædedragt. Rhodora! Hvis vismændene spørger dig, hvorfor denne charme er spildt på jord og himmel, så sig til dem, kære, at hvis øjnene er skabt for at se, så er skønhed sin egen undskyldning for at være: Hvorfor var du der, du rosenens rival? Jeg har aldrig tænkt på at spørge, jeg har aldrig vidst det; men i min simple uvidenhed formoder jeg, at den samme kraft, som bragte mig derhen, bragte dig derhen.

For yderligere oplysninger

• PLANTER Profil – Rhododendron canadense, rhodora

Ahmadjian, Vernon. 1979. Blomstrende planter i Massachusetts. University of Massachusetts Press, Amherst, Massachusetts.

Emerson, Ralph Waldo. 1834. The Rhodora. American Transcendentalism Web.

Appalachian Mountain Club. 1964. AMC Field Guide to Mountain Flowers of New England. Appalachian Mountain Club, Boston, Massachusetts.

Gleason H. A. og A. Cronquist. 1991. Manual of Vascular Plants of Northeastern United States and Adjacent Canada, Second Edition. The New York Botanical Garden, New York, New York, New York, USA.

Johnson, Charles W. 1985. Bogs of the Northeast. University of New England Press, Hanover, New Hampshire og London, England.

Slack, N. G. og A. W. Bell. 1995. Field Guide to the New England Alpine Summits. Appalachian Mountain Club, Boston, Massachusetts.

Wallner, J. og M. J. DiGregorio. 1997. New England’s Mountain Flowers: A High Country Heritage. I samarbejde med New England Wild Flower Society. Mountain Press Publishing Company, Missoula, Montana.

Wikipedia, The Free Encyclopedia. Rhododendron canadense. 2006.