Gul voksklokke, Kirengeshoma palmata, er en stor skyggelignende urteagtig staude, der er hjemmehørende i bjergområder i Japan og Korea. Den har en busklignende vækst, grov struktur og lysegule blomster i sensommeren til det tidlige efterår.
Denne elegante plante i hortensia-familien (Hydrangaceae) er hårdfør i zone 4-8 og blev tildelt Royal Horticulture Society’s Award of Garden Merit i 1993. Den dyrkes lige så meget for sit løv som for sine blomster.
Kirengeshoma er en klumpdannende plante med store, håndformede blade. Den er næsten buskagtig og vokser oprejst, lilla stængler to til fire fod høje hver sæson, hvilket skaber en imponerende masse af mellemgrønt løv. De trådede, opretstående stængler er stærke og næsten træagtige. De modsatte, dybt fligede og groft tandede blade kan blive op til 8 tommer i diameter og ligner et ahorn- eller sykomorblad med et næsten filtlignende udseende. Sidst på sæsonen kan bladene blive gyldne (hvis de ikke først bliver dræbt af frost). Efter den første frost dør hele planten tilbage til jorden.
I det meste af vækstsæsonen giver gul vokseklokke blot en dramatisk baggrund af løv til andre planter i den skyggefulde have, men sidst på året forlænges stænglerne og bøjer sig yndefuldt, når planten producerer blomsterknopper. Knopperne er først helt kugleformede, men de forlænges, efterhånden som de fem kronblade åbner sig i en bred klokkeform med de spidse spidser vendt udad.
De kødfulde, blege smørgule, hængende blomster sidder i klaser (cymes) i både endestationer og øvre blade på slanke, rødbrune stængler. Hver klynge har typisk tre til fem nedhængende blomster, der rager ud foran bladene og står i flot kontrast til løvet. De smalle, 1,5 tommer lange, voksagtige blomster har en krystallinsk overflade, som funkler i skarpt lys. Blomsterne efterfølges af tre-hornede frøkapsler, der får en brunlig-grøn farve, når de er modne. De små solbrune frø har uregelmæssigt formede, papiragtige vinger.
Planter fra Korea betragtes nogle gange som en separat art, K. koreana, eller blot som en form af K. palmata, ofte anført som Koreana Group eller K. palmata var. koreana. Disse planter adskiller sig ved, at blomsterne er mere opad- eller udadvendte i stedet for nikkende, og planten har tendens til at være større, men har mindre blade, og blomsterstænglerne er mere grønlige end de japanske typer. Sorten ‘Margarita’ har limegrønt løv.
Både typer af Kirengeshoma er gode tilføjelser til bagsiden af større skyggefulde bede eller border eller i skovhaver. Den kombineres fint med mange skov- eller skyggeplanter, hvor dens grove tekstur og store højformede vækst giver en fed kontrast til mere fint strukturerede og opretstående astilbe, bregner, ligularia, spindelurt og paddeliljer (Tricyrtis). Den står i god kontrast til planter med broget, gyldent eller lilla løv, f.eks. gyldent hakongræs (Hakonechloa macra ‘Aurea’), lungeurt (Pulmonaria sp. og hybrider), eller en af de mange mørkløvede Heucheras, en Rodgersia som ‘Bronze Peacock’ eller Actaea (= Cimicifuga) racemosa som ‘Hillside Black Beauty’ eller ‘Chocoholic’. Prøv at plante den sammen med store hostaer og høje bregner for at udfylde store rum under høje træer.
Dyrk gule voksklokker på fugtige, skyggefulde steder. Den kan tåle mere sol, hvis den får tilstrækkelig fugt. Den klarer sig bedst i dyb, humusrig jord og bør tilføres supplerende vand i tørre år. Undgå overdreven gødning. Da den har solide stængler, behøver den ikke at blive stablet. Denne plante har få insekt- eller sygdomsproblemer og er ikke begunstiget af rådyr, selv om den tidlige vækst kan blive angrebet af snegle. Løvet bør skæres tilbage til jorden, efter at det har frosset om efteråret. Denne art formeres bedst ved deling lige når væksten begynder om foråret, idet man adskiller kronerne af store klumper, således at der er mindst tre knopper i hver del. Den kan også dyrkes fra frø, som bør sås, så snart de er modne (selv om de måske ikke spirer før om foråret), eller fra stiklinger taget i forsommeren.
– Susan Mahr, University of Wisconsin – Madison