Yippies var en af de mere skæve og kortvarige grupper i 1960’ernes amerikanske modkultur og var medlemmer af Youth International Party, som officielt blev dannet i januar 1968 af de stiftende medlemmer Abbie Hoffman og Jerry Rubin i Washington, D.C. Gruppen var stort set uddød som aktivistisk organisation efter tre år. I løbet af deres korte levetid var Yippierne en indflydelsesrig tilstedeværelse ved nogle af den senere Nye Venstres vigtigste protester, især massedemonstrationen ved det demokratiske konvent i Chicago i august 1968 og marchen mod Pentagon i oktober 1967, en demonstration, som Rubin hævdede var fødslen af Yippie-politikken. Yippierne, der ofte blev udskældt af andre aktivistgrupper i den Nye Venstrefløj for den modkulturelle ånd og karnevalsetik, der gennemsyrede deres aktivisme, var kendt for en surrealistisk stil af politisk uenighed, hvis vigtigste våben var den offentlige (og publicitetsdrevne) hån mod institutionel autoritet af enhver art. Yippiernes afvigelse fra en tidligere generation af 1960’ernes radikalisme, som var blevet set gennem borgerrettighedsloven fra 1964 og den første massedemonstration mod Vietnamkrigen året efter, er en vej ind i historien om, hvad der skete med den amerikanske Nye Venstrefløj. Yippie-aktivismen indfangede perfekt de kaotiske sidste år af “bevægelsen”, da Det Nye Venstre sank ned i en fraktionalisme og forvirring omkring politiske mål, som erstattede den relativt fokuserede tænkning fra den første generation af 1960’ernes radikale.
Den politik, som Hoffman og Rubin bragte ind i Yippie-aktivismen, havde sine rødder i den brede koalition af dissidenter, som voksede ud af borgerrettighedskampene i begyndelsen af 1960’erne, og som uden for sydstaterne i første omgang grupperede sig omkring Students for a Democratic Society (SDS). Hoffman havde arbejdet for en nordlig støttegruppe til borgerrettighedsorganisationen Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC), inden gruppen opgav sin integrationsorienterede holdning i 1966 og rensede organisationen for hvide medlemmer. Rubin havde haft en høj profil i Free Speech Movement (FSM), der blev grundlagt i Berkeley i 1964. Men tilstedeværelsen af digtere (Allen Ginsberg) og musikere (Country Joe and the Fish, Phil Ochs, The Fugs) i partiets stiftende rækker er en måde at fremhæve, hvor langt Yippie-politikken havde bevæget sig væk fra den første generations Nye Venstres relativt ortodokse aktivistiske strategier. I stedet for politik som sådan prædikede Yippie-aktivismen kulturens politiske dimension og understregede det subversive potentiale, der ligger i spontane handlinger af individuel uenighed, som udøves gennem fantasiens frie leg og integration af en erotisk teatralitet i hverdagen. SDS selv har måske aldrig holdt sig til en sammenhængende politisk dagsorden, men med Rubin og Hoffman blev ethvert forsøg på at opretholde et struktureret teoretisk program opgivet helt og holdent. Yippie-politikken adskilte sig pludselig fra den tidlige Nye Venstres fokus på organisering af fællesskaber og relativt målrettede protester, mens den beholdt den Nye Venstres stræben efter individuel frigørelse, og kom således som en uteoretiseret syntese af 1950’ernes “Beat”-tænkning, dadaisme og forskellige holdninger inden for marxistisk kritik fra 1930’erne og fremefter (især Bertolt Brechts og Herbert Marcuses tænkning).
Sammenfattet af Ochs som “blot et angreb af mental ulydighed på et lydigt sindssygt samfund”, tog Yippies “kulturpolitik” den amerikanske statskapitalisme, Vietnamkrigen og universitetet som sine hovedmål, idet Rubin og Hoffman iscenesatte en række teatralske gadeevents, hvor “systemets” moralske fallit blev afsløret eller (ideelt set) blev tvunget til at afsløre sig selv. Allerede i 1965 kunne man finde Rubin i gang med at øve Yippie-ethos efter hans stævning til at møde op for House Un-American Activities Committee (HUAC). Rubin, der blev indkaldt for udvalget sammen med en gruppe radikale, der hovedsageligt kom fra det maoistiske Progressive Labor Party (PL), ankom Rubin i fuld amerikansk revolutionskrigskostume og stod stenet og blæste gigantiske tyggegummibobler, mens hans medvidner hånede udvalget med nazihilsner. I 1967 var Hoffman blandt en gruppe, der spredte dollarsedler fra balkonen på børsen i New York, mens avisfotograferne fangede den efterfølgende kamp om pengesedler blandt børsmæglerne på gulvet nedenunder. I oktober samme år stod Hoffman i spidsen for en masse-“dæmonuddrivelse” under marchen mod Pentagon.
Men det var i Chicago, under det demokratiske konvent i august 1968, at yippie-taktikken skulle finde sit afgørende øjeblik. Da krigen i Vietnam trak ud, og frustrationen voksede blandt de forskellige grupperinger af den nye venstrefløj, blev der planlagt en række massedemonstrationer, som skulle falde sammen med konventet. Lige fra begyndelsen truede manglen på en koordinerende stemme eller en sammenhængende dagsorden med at få demonstrationen til at bryde sammen indefra og bringe vold i Chicagos gader. Alle de vigtige dissiderende grupper bortset fra SDS var enige om behovet for en eller anden form for storstilet protest, men hver gruppering havde sin egen dagsorden. Dave Dellinger fra National Mobilization to end the War in Vietnam (MOBE) argumenterede for en kombination af rutinemæssige taler, marcher og strejkevagter mod krigen, mens den gamle garde i SDS lavede deres egne planer, uafhængigt af den modvillige SDS-ledelse. Mens repræsentanter for PL, Black Panther Party (BBP) og New Yorks anarkistgruppe Motherfuckers også planlagde at deltage i en eller anden form, søgte unge demokrater at knytte en mere afdæmpet demonstration til selve konventets forhandlinger.
Forvirringen blev forværret af lokale Chicago-boere, der mødte op for at arrangere en Poor People’s March, og af en sen ændring i SDS, der opfordrede sine medlemmer til at deltage. På denne baggrund meddelte borgmester Daley, at han ville gøre Chicago til en bevæbnet lejr, og lagde planer om at indkalde nationalgarden og den amerikanske hær. Det var det perfekte scenarie for Yippiernes egen form for kaotisk teatralsk dissens. Med Hoffman og Rubin i spidsen for Yippierne gik gruppen i gang med en kampagne med maksimal reklame og misinformation, hvor de først meddelte, at de ville forlade byen for 200.000 dollars, og derefter spredte rygtet om, at byens vandforsyning ville blive forurenet med LSD. I Lincoln Park arrangerede yippierne et fritløbende karneval, en “Festival of Life” i modsætning til konventets “Festival of Death”, hvis højdepunkt var udnævnelsen af en 150 pund tung gris ved navn “Pigasus” som yippiernes egen præsidentkandidat (en direkte henvisning til den internationale Dada-messe i 1920, hvor figuren “Pigasus” havde haft sin første optræden). Som det altid havde været sandsynligt, blev “Livets festival” afbrudt af en voldelig politiaktion, der i løbet af de følgende to dage eskalerede til et egentligt oprør, hvor mange betjente notorisk fjernede deres identifikationsmærker, inden de gik ind i menneskemængden. Hoffmann og Rubin blev arresteret og anklaget for sammensværgelse med henblik på at begå vold sammen med repræsentanter fra SDS, MOBE og BPP.
Hvor de fik fængselsstraffe, udnyttede Hoffman og Rubin deres kautionsbetingelser med god effekt, idet de jagtede dommeren fra bord til bord, mens han spiste frokost i en privat medlemsklub, og derefter introducerede Yippie-politik i selve retsprocessen, idet de mødte op i retten klædt i dommertøj og i en Chicago-betjents hvide skjorte. Efter at have indkaldt Ginsberg til at møde op i retten henledte anklagemyndigheden igen opmærksomheden på den kulturelle dimension af yippiepolitikken ved at krydsforhøre digteren om det oprørske (dvs. homoseksuelle) indhold i hans skrifter. Yippierne opnåede massiv pressedækning under og efter retssagen, og da Hoffman og Rubin blev fængslet i 1970, var de to blevet internationale berømtheder. Rubins bog Do It! og Hoffmans Revolution for the Hell of It blev efterfølgende internationale bestsellere. Selv om en organisation, der kaldte sig Yippierne, fortsatte med at udgive protestlitteratur ind i 1980’erne, var partiet mere eller mindre færdigt som aktivistisk politisk bevægelse kort efter retssagen.
-David Holloway
Videre læsning:
Albert, Judith Clavir, og Stewart Edward Albert. The Sixties Papers: Dokumenter fra et oprørsk årti. New York, Praeger, 1984.
Caute, David. Sixty-Eight: The Year of te Barricades. London, Paladin, 1988.
Hayden, Tom. Trial. London, Jonathan Cape, 1971.
Hoffman, Abbie. Revolution for the Hell of It. New York, Dial Press, 1968. Rubin, Jerry. Do It! New York, Simon and Schuster, 1970.
Steigerwald, David. The Sixties and the End of Modern America. New York, St Martin’s Press, 1995.