BUDSKAB FRA HANS HELLIGE POPE FRANCIS
Til Verdensmissionsdagen 2020
Her er jeg, send mig (Es 6,8)
Kære brødre og søstre,
Jeg ønsker at udtrykke min taknemmelighed over for Gud for det engagement, hvormed Kirken i hele verden gennemførte den ekstraordinære missionsmåned i oktober sidste år. Jeg er overbevist om, at den stimulerede til missionær omvendelse i mange samfund på den vej, som temaet angiver: “
I dette år, der er præget af de lidelser og udfordringer, som Covid-19-pandemien har skabt, fortsætter hele Kirkens missionsrejse i lyset af de ord, der findes i beretningen om profeten Esajas’ kaldelse: “Her er jeg, send mig” (6,8). Dette er det altid nye svar på Herrens spørgsmål: “Hvem skal jeg sende?” (ibid.). Denne invitation fra Guds barmhjertige hjerte udfordrer både kirken og menneskeheden som helhed i den nuværende verdenskrise. “Ligesom disciplene i evangeliet blev vi overrumplet af en uventet, turbulent storm. Vi har indset, at vi befinder os i den samme båd, alle skrøbelige og desorienterede, men samtidig vigtige og nødvendige, alle kaldet til at ro sammen, hver især med behov for at trøste den anden. På denne båd … er vi alle sammen. Ligesom de disciple, der med én stemme talte bekymret og sagde: ‘Vi er ved at gå under’ (v. 38), har også vi indset, at vi ikke kan blive ved med at tænke på os selv, men kun sammen kan vi gøre det” (Meditation på Peterspladsen, 27. marts 2020). Vi er virkelig bange, desorienterede og bange. Smerte og død får os til at opleve vores menneskelige skrøbelighed, men minder os samtidig om vores dybe ønske om liv og frigørelse fra det onde. I denne sammenhæng præsenterer opfordringen til mission, opfordringen til at træde ud af os selv af kærlighed til Gud og vores næste sig selv som en mulighed for at dele, tjene og bede for forbøn. Den mission, som Gud betror hver enkelt af os, fører os fra frygt og selvransagelse til en fornyet erkendelse af, at vi netop finder os selv, når vi giver os selv til andre.
I korsets offer, hvor Jesu mission er fuldt ud fuldført (jf. Joh 19,28-30), viser Gud os, at hans kærlighed er til hver enkelt af os (jf. Joh 19,26-27). Han beder os om at være personligt villige til at blive sendt, fordi han selv er kærlighed, en kærlighed, som altid er “på mission”, som altid rækker ud for at give liv. Af sin kærlighed til os sendte Gud Fader sin søn Jesus (jf. Joh 3,16). Jesus er Faderens missionær: hans liv og tjeneste afslører hans totale lydighed over for Faderens vilje (jf. Joh 4,34; 6,38; 8,12-30; Hebr 10,5-10). Jesus, som er korsfæstet og opstanden for os, trækker os til gengæld ind i sin kærlighedsmission, og med sin Ånd, som opliver Kirken, gør han os til sine disciple og sender os ud på en mission til verden og dens folk.
“Missionen, “Kirken på vej”, er ikke et program, et foretagende, der skal gennemføres med ren viljestyrke. Det er Kristus, der får Kirken til at gå ud af sig selv. I evangeliseringens mission bevæger I jer, fordi Helligånden skubber jer og bærer jer.” (Senza di Lui non possiamo fare nulla: Essere missionari oggi nel mondo. Una conversazione con Gianni Valente, Libreria Editrice Vaticana: San Paolo, 2019, 16-17). Gud elsker os altid først, og med denne kærlighed kommer han til os og kalder os. Vores personlige kald kommer af det faktum, at vi er Guds sønner og døtre i Kirken, hans familie, brødre og søstre i den kærlighed, som Jesus har vist os. Alle har imidlertid en menneskelig værdighed, der bygger på den guddommelige invitation til at være Guds børn og til i dåbens sakramente og i troens frihed at blive det, de altid har været i Guds hjerte.
Livet selv, som en gave, der er frit modtaget, er implicit en invitation til denne gave af sig selv: det er et frø, der i de døbte vil blomstre som et svar af kærlighed i ægteskab eller i jomfruelighed for Guds rige. Menneskelivet fødes af Guds kærlighed, vokser i kærligheden og tenderer mod kærligheden. Ingen er udelukket fra Guds kærlighed, og i sin søn Jesu hellige offer på korset besejrede Gud synden og døden (jf. Rom 8,31-39). For Gud bliver det onde – selv synden – en udfordring til at reagere med endnu større kærlighed (jf. Mt 5,38-48; Lk 22,33-34). I påskemysteriet helbreder den guddommelige barmhjertighed vores sårede menneskehed og bliver udgydt over hele universet. Kirken, det universelle sakramente for Guds kærlighed til verden, fortsætter Jesu mission i historien og sender os overalt, så Gud gennem vores trosvidnesbyrd og evangeliets forkyndelse fortsat kan manifestere sin kærlighed og på den måde berøre og forvandle hjerter, sind, kroppe, samfund og kulturer på ethvert sted og i enhver tid.
Mission er et frit og bevidst svar på Guds kald. Men vi opdager kun dette kald, når vi har et personligt kærlighedsforhold til Jesus, der er til stede i hans Kirke. Lad os spørge os selv: Er vi parate til at tage imod Helligåndens tilstedeværelse i vores liv, til at lytte til kaldet til mission, hvad enten det er i vores liv som ægtepar eller som indviede personer eller som kaldede til det ordinerede embede og i alle livets daglige begivenheder? Er vi villige til at blive sendt ud på ethvert tidspunkt og sted for at vidne om vores tro på Gud, den barmhjertige Fader, for at forkynde evangeliet om frelsen i Jesus Kristus og for at dele Helligåndens guddommelige liv ved at opbygge kirken? Er vi ligesom Maria, Jesu moder, parat til helt og holdent at stå til tjeneste for Guds vilje (jf. Lk 1,38)? Denne indre åbenhed er afgørende, hvis vi skal kunne sige til Gud: “Her er jeg, Herre, send mig” (jf. Es 6,8). Og dette ikke i abstrakt forstand, men i dette kapitel af Kirkens liv og af historien.”
Forståelsen af, hvad Gud siger til os i denne tid med pandemier, er også en udfordring for Kirkens mission. Sygdom, lidelse, frygt og isolation udfordrer os. Fattigdommen hos dem, der dør alene, de forladte, dem, der har mistet deres arbejde og indkomst, de hjemløse og dem, der mangler mad, udfordrer os. At være tvunget til at observere social distancering og til at blive hjemme inviterer os til at genopdage, at vi har brug for sociale relationer såvel som vores fælles forhold til Gud. Denne situation bør langt fra at øge mistro og ligegyldighed, men tværtimod gøre os endnu mere opmærksomme på vores måde at forholde os til andre på. Og bønnen, hvor Gud rører og bevæger vores hjerter, bør gøre os endnu mere åbne over for vores brødres og søstres behov for værdighed og frihed samt vores ansvar for at passe på hele skabningen. Den manglende mulighed for at samles som en kirke for at fejre eukaristien har fået os til at dele erfaringerne med de mange kristne samfund, der ikke kan fejre messe hver søndag. I alt dette er Guds spørgsmål: “Hvem skal jeg sende?” er endnu en gang rettet til os og venter på et generøst og overbevisende svar: “Her er jeg, send mig!” (Es 6,8). Gud leder fortsat efter dem, som han kan sende ud i verden og til folkene for at vidne om sin kærlighed, sin befrielse fra synd og død, sin frigørelse fra det onde (jf. Mt 9,35-38; Lk 10,1-12).
Fejringen af Verdensmissionsdagen er også en anledning til at bekræfte, hvordan bøn, refleksion og den materielle hjælp i form af jeres offergaver er så mange muligheder for at deltage aktivt i Jesu mission i sin Kirke. Den velgørenhed, der kommer til udtryk i de indsamlinger, som finder sted under de liturgiske fejringer den tredje søndag i oktober, har til formål at støtte det missionsarbejde, som de pavelige missionsselskaber udfører i mit navn, for at opfylde de åndelige og materielle behov hos folk og kirker i hele verden til alles frelse.
Må den Allerhelligste Jomfru Maria, evangeliseringens stjerne og trøster af de trængte, hendes Søns Jesu missionerende discipel, fortsat gå i forbøn for os og støtte os.
Rom, Sankt Johannes Lateran, 31. maj 2020, pinsehøjtidelighed