Frank Zappas 10 bedste albums nogensinde

Vil du eventuelt tro på rumvæsner, hvis der var mulighed for, at et rumvæsen var kommet til jorden og havde tilpasset sig vores skikke i tilstrækkelig grad – selv om det inderst inde ved, at det aldrig vil passe ind – samtidig med at det udkonkurrerer os og afslører, hvor tåbelig den menneskelige race egentlig er? Hvis svaret er nej, så skulle man måske overveje Frank Zappa som en sandsynlig kandidat. Han var mange ting, herunder kompleks, undvigende og måske udenjordisk; hvis man havde den umulige opgave at definere ham med ét ord, ville det være ikonoklastisk.

Frank Zappa var for musikken, hvad William Burrough var for litteraturen. At lytte til hans plader kan være en meget rystende og til tider ubehagelig oplevelse. Det er netop, hvad han til dels havde til hensigt med noget af sin kunst: Zappa forsøgte at ryste den føjelige menneskehed fra stagnationen, som alt for længe har svælget i det gamle beskidte vand af samfundets hyklerier. Nogle af disse omfatter hippie-modkulturen, herunder hans album We’re Only In It for the Money fra 1968, hvor kunstværket på pladens inderomslag afslører en tydelig satirisk version af Beatles’ Sgt. Pepper Lonely Hearts Club Band-albumkunstværk. I modsætning hertil så andre Zappa skubbe kunsten til kanten af grænsen.

Zappa udfordrede konstant musikkens grænser, idet han med succes kombinerede rock, jazz, jazzfusion og orkestermusik (han er en af de meget få, hvis ikke den eneste, komponist, der dirigerer musikere til rockkompositioner). Ud over at dekonstruere og collagere disse musikgenrer har han også benyttet sig af denne Burroughs-agtige teknik med Musique Concrete, som er betegnelsen for sampling af indspillede lyde som råmateriale. Ofte bliver disse lyde derefter manipuleret så meget, at lydenes kilde bliver uklar.

Hans album er også meget tematiske og er en række mindre konceptstykker, der lægger sig sammen til et større billede. I sin officielle biografi, The Real Frank Zappa Book, udtaler Zappa sig nærmere om dette: “Projekt/Objekt er et begreb, som jeg har brugt til at beskrive det overordnede koncept for mit arbejde i forskellige medier. Hvert projekt (uanset hvilket område) eller interview, der er forbundet med det, er en del af et større objekt, som der ikke er noget ‘teknisk navn’ for. Tænk på det forbindende materiale i Projekt/Objekt på denne måde: En romanforfatter opfinder en karakter. Hvis karakteren er god, får han sit eget liv. Hvorfor skulle han kun få lov til at gå til én fest? Han kan dukke op når som helst i en fremtidig roman. Eller: Rembrandt fik sit “look” ved at blande bare en lille smule brun i alle andre farver – han lavede ikke “rød”, medmindre der var brun i den. Det brune i sig selv var ikke specielt fascinerende, men resultatet af dets obsessive indblanding var dette ‘look’.”

Med hensyn til Projekt/Objektet kan man finde en lille puddel herovre, et lille blowjob derovre, osv. osv. Jeg er dog ikke besat af pudler eller blowjobs; disse ord (og andre af lige så ubetydelig betydning), sammen med billedlige billeder og melodiske temaer, går igen i alle album, interviews, film, videoer (og denne bog) uden anden grund end for at forene ‘samlingen’.

Nedenfor ser vi tilbage på ti af den store mands album og de bedste signifiers for dette syn. Selv om Zappas arbejde strakte sig langt ud over de skitserede år, er det svært ikke at se perioden mellem 1968 og 1981 som hans mest frugtbare. I løbet af lidt over et årti skabte Zappa en signaturlyd og påvirkede hele rock ‘n’ roll for evigt.

Frank Zappas 10 bedste albums:

We’re Only In It for the Money (1968) – Mothers of Invention

Hvis der er noget, Frank Zappa havde foragt for, var det helt sikkert 1960’ernes hippie-modkultur. Lige fra at gøre grin med Beatles’ Sgt. Pepper’s albumartwork, der implementerer elementer af Musique Critique, til hans generelle modvilje mod kommercialiseringen af kulturen – Zappa var ikke fan. Han satiriserede freden og kærligheden lige ud af det, han så som disse “overfladiske hippier”, der fulgte hule tendenser, og i hans øjne var de ikke anderledes end de undertrykte konservative i 50’erne.

Af We’re Only In It For The Money gør Zappa og Mothers of Invention deres følelser tydelige. Selv om de også kommer med et stærkt synspunkt, var lyden, der hvirvlede ud af højttalerne, nærmest revolutionerende dengang i 1968. Når man lytter til dem i 2020, er det svært ikke at anerkende Zappa som et geni.

Cruising with Ruben and The Jets (1968)

Der er mange sider af Frank Zappa. Ud over at være en spiralformet musiker, der er i stand til at undergrave de reneste lyde, er der overraskende nok også en doo-wop-side hos ham, som han nærmer sig på en let ironisk og sarkastisk måde, men som han stadig udfører med ærlig oprigtighed.

Den typiske Zappa-skævhed er selvfølgelig stadig tydelig. Albummets artwork har tegneserieagtige figurer – som mens man lytter til albummet, kan man ikke lade være med at tænke på, om dette nogensinde kunne være et finurligt satireshow, som man kunne se på Broadway? Når man lytter, er det svært ikke at blive transporteret ind på et sådant sted og se et sådant skuespil, men på den måske mest latterlige måde.

You Are What You Is (1981)

Dette er Zappa på sit satiriske højeste, og et af hans mere tilgængelige album musikalsk, men lyrisk meget blasfemisk, og tager skånselsløst sigte på det republikanske parti. Musikvideoen til titelnummeret blev forbudt fra MTV, da den forestillede Ronald Reagan i en elektrisk stol.

80’erne var en svær tid for de fleste af rockkongerne fra tresserne. De kan have banet vejen for, at mange af datidens numre kunne optræde med en sådan kreativitet, men det betød ikke, at de nødvendigvis fik en sådan anerkendelse. For Zappa var det dog bare endnu et årti, som han kunne arbejde i, og han leverede en af sine bedste plader. ‘Gold Mine’ er uden tvivl det bedste øjeblik på albummet og fortjener at blive genhørt ved enhver mulig lejlighed.

One Size Fits All (1975)

Sommetider kan man blive helt og aldeles forvirret, når man lytter til et tidligere uhørt album. Faktisk er det næsten helt forventeligt, når det drejer sig om Frank Zappa.

Den vanvittige sammensmeltning af forskellige rockgenrer smeltet sammen med jazz, One Size Fits All er noget af et trip. Åbningsnummeret, “Inca Roads”, er en rumlig særhed af en sang, der kortlægger en tur gennem universets skumle blæk. Med Captain Beefheart og Johnny (Guitar) Watson er det et rockmesterværk fra midten af 70’erne, der brænder af intensitet.

Sheik Yerbouti (1979)

Sheik Yerbouti er uden tvivl en af de bedste albumtitler, vi nogensinde har hørt, og Zappa er på vej mod sit kunstneriske højdepunkt. I høj grad fordi han nægtede at lade sig begrænse af den kunst, han allerede havde lavet, og i stedet steg fast besluttet på ikke at blive kategoriseret.

Pladen er også er Frank Zappa på sit sjoveste, men det betyder ikke, at det ikke også var hans mest oprigtige forsøg på at jagte kommerciel succes. Den er relativt meget tilgængelig, når man ser på resten af hans værk. Pladen affødte noget af et hit med “Bobby Brown Goes Down”. Vær advaret, nogle af sangene, såsom ‘I Have Been In You’, vil få dig til at løfte øjenbrynene.

Apostrophe (‘) (1974)

Det var aldrig rigtig en del af planen for Frank Zappa at blive en mega rockstjerne. Selvfølgelig har sangeren aldrig været genert for rampelyset, da han har været en del af showbusiness fra en ung alder. Men hans virkelige passion var at lave musik. Det gør det så meget mere interessant at gense hans mest succesfulde album.

Zappas første album, der fik guld, hvilket især skyldtes hittet fra albummet, “Don’t Eat Yellow Snow”, og som bekendt har dette album Jack Bruce fra Cream med på bas. Denne plade viser virkelig Zappas guitarspil, og han ved virkelig, hvordan han skal rippe det. Hvis du ledte efter den perfekte begynder-LP til et rockgeni, så er dette en at vise dem.

Uncle Meat (1969)

Dette er nok et af Zappas mest ekstreme albums, og der har bestemt været mange af dem. Albummet blev angiveligt lavet til en science-fiction film baseret på bandets seksuelle bestræbelser. Filmen blev dog heldigvis aldrig lavet. I hvert fald ikke før 1987, hvor Zappa udgav nogle af optagelserne fra begivenheden.

Med dette album begyndte Zappa for alvor at dykke ned i flere eksperimenter med overdubs og manipulationer med båndhastigheden. Det er et interessant krydsfelt, hvor avantgarde og free-form jazz møder de hårde rockrytmer, der var ved at gøre Zappa til et kendt navn.

Hot Rats (1969)

Dette album er måske hans mest ærlige komposition; de fleste numre er instrumentale, med undtagelse af ‘Willie the Pimp’, som endnu en gang har Captain Beefheart, på vokal. Dette er Zappas første soloprojekt, efter at hans band Mothers of Invention gik i opløsning.

Pladen markerer begyndelsen på hans udforskning af jazzen, et projekt, der er meditativt, samtidig med at det er vildt og frit. Når man kobler dette sammen med den rock ‘n’ roll-ethos, der var begyndt at gennemsyre landet, var Zappa simpelthen udtryk for ungdomskulturens ord. Tankerne var ved at blive blandet sammen, og de unge havde skeen i hånden.