HEJAZ (Ar. Ḥijāz), en region nordvest for det nuværende *Saudi Arabien, fra Aqabah-bugten i nord til Asir i syd langs det Røde Hav. Den smalle kyststribe (Tihāmah) er et tørt, ufrugtbart land, mens bjergkæden (2100-2400 m og toppe på over 3000 m) er frugtbar på grund af rigelige nedbørsmængder. Da det er hjemsted for *Islams hellige byer *Mekka og *Medinah, er det vigtigt i det arabiske og islamiske historiske og politiske landskab. Navnet Hijāz betyder “opdæmning” og betegner bjergbarrieren mellem havet og baglandet. Der er spredte oaser, som trækker vand fra kilder og brønde i nærheden af wadierne, og som muliggør en vis form for bosat landbrug. Af disse oaser er de største og vigtigste Medinah og *Khaybar. Ifølge en legende af jødisk oprindelse, som er bevaret i muslimske skrifter, ankom de første jøder til Hijāz, da Moses sendte en hær af sted for at fordrive amalekitterne fra landet Yathrib (i tiden: Medinah). Ifølge en anden legende fandt den anden jødiske indvandring sted i 587 f.v.t. i forbindelse med ødelæggelsen af det første tempel. Jøderne bosatte sig dengang i Wādī al-Qurā’, Taymā, Yathrib og Khaybar. Ifølge epigrafiske beviser, der for nylig er blevet udgravet, stammer den tidligste jødiske bosættelse i Ḥijāz imidlertid fra Nabonidus, søn af Nebukadnezar af Babylon (6. århundrede f.v.t.). Man ved intet om senere tider, men aramæiske og jødisk-arabiske inskriptioner i ‘Ullā (det bibelske Dedan) og Madā’in ṣālih (Ḥijrah) fra slutningen af det tredje og begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t. vidner om eksistensen af jødiske bosættelser i Ḥijāz på det pågældende tidspunkt. Jødiske vismænd som ‘Anan b. Ḥiyya fra Ḥijrah er citeret i Talmud (Yev. 116a). Disse samfund overholdt strengt de jødiske praktiske bud og var endnu mere omhyggelige i spørgsmål om renhed og urenhed.
I begyndelsen af det syvende århundrede e.v.t. var der tre jødiske stammer, der boede i Yathrib: Banū *Qaynuqa’, *Banū Naḍīr og Banū *Qurayẓa. Alle tre stammer var rige og magtfulde, og de var også mere civiliserede end araberne. Mens araberne alle var bønder, var jøderne iværksættere inden for industri, forretning og handel i Arabien, og de kontrollerede det økonomiske liv i Yathrib. De to arabiske stammer – Aws og Khazraj – var evigt gældspligtige over for jøderne. Ud over Yathrib var jødernes stærke centre i Ḥijāz Khaybar, Fadak og Wādī al-Qurā’ (Aylah, Maqnā, Tabūk). Landene i disse dale var de mest frugtbare i hele Arabien, og deres jødiske dyrkere var de bedste landmænd i landet. Desuden antog arabere, der bosatte sig blandt de folkerige jødiske samfund i Medinah, Taymā og Khaybar ofte jødedommen.
Islams fremkomst resulterede gradvist i, at jøderne forsvandt fuldstændigt fra Ḥijāz. Allerede på *Muhammads tid blev de tre jødiske stammer i Yathrib udslettet, tvangskonverteret til islam eller fordrevet. Den jødiske bosættelse i Khaybar og Wādī al-Qurā’, som Muhammed anerkendte som et beskyttet folk, eksisterede som landbrugscentre i hvert fald indtil det 11. århundrede, som det fremgår af breve sendt af dem til en gaon i Irak vedrørende religiøse spørgsmål om landbrug. Siden da har der ikke været nogen jødisk bosættelse i Ḥijāz. Den islamiske tradition har endda opfundet en *ḥadīth, der tilskrives Muhammed, som sagde til sin kone før sin død: “Der skal ikke være to religioner i Ḥijāz”. I de kommende dage, fra det 16. til det 18. århundrede, ville dette ordsprog være det vigtigste religiøse argument for at fordrive jøderne i *Yemen, baseret på den påstand, at Yemen i dette spørgsmål skulle omtales som Ḥijāz.
bibliografi:
Baron, Social2, 3 (1957), 60-80; H.Z. Hirschberg, Yisrael be-Arav (1946), indeks; I. Ben-Zvi, The Exiled and the Redeemed (1958), indeks; eis2, 3 (1969), 362-4; Y. Tobi, in: Ben ‘Ever La-‘Arav, 2 (2001), 17-60; idem., “The Orthography of the Pre-Saadianic Judaeo-Arabic Compared with the Orthography of the Inscriptions of the Pre-Islamic Arabia,” in: Proceedings of the Seminar for Arabian Studies, 34 (2004), 343-49; G.D. Newby i jqr, 61, 214-21; idem., A History of the Jews in Arabia (1988); M. Lecker, Jews and Arabs in Preand Early Islamic Arabia (1998).