Hvem er Elohim? Svaret vil måske ryste din teologi

Vi har alle sammen skelsættende øjeblikke i livet, kritiske vendepunkter, hvor intet fra det øjeblik af nogensinde vil være det samme. Et sådant øjeblik i mit eget liv kom, da jeg genopdagede ordet elohim.

Det var i kirken en søndag morgen, mens jeg stadig gik på kandidatskole. Jeg snakkede med en ven, der ligesom jeg var i gang med en ph.d. i hebraiske studier, og dræbte et par minutter før gudstjenesten begyndte. Jeg husker ikke meget af samtalen, selv om jeg er sikker på, at det var noget om gammeltestamentlig teologi. Men jeg vil aldrig glemme, hvordan den endte. Min ven rakte mig sin hebraiske bibel, som var åbnet til salme 82. Han sagde ganske enkelt: “Her, læs det … se det nøje.”

Det første vers ramte mig som et lynnedslag:

Gud står i den guddommelige forsamling;
hun holder dom midt iblandt guderne.

Jeg har angivet den hebraiske formulering, der fangede mit blik og fik mit hjerte til at stå i halsen. Ordet elohim forekommer to gange i dette korte vers. Ud over pagtsnavnet Jahve er det det det mest almindelige ord i Det Gamle Testamente for Gud.

Den første brug af ordet i dette vers fungerede fint. Men da jeg kendte min hebraiske grammatik, så jeg straks, at det andet tilfælde skulle oversættes med flertal. Der var det, helt klart som dagen: Det Gamle Testamentes Gud var en del af en samling – et pantheon af andre guder.

Siger Bibelen, at der findes andre guder?

Nødvendigt at sige, at jeg ikke hørte et ord af prædikenen. Mit sind var i sving. Hvordan var det muligt, at jeg aldrig havde set det før? Jeg havde læst Bibelen igennem syv eller otte gange. Jeg havde været på seminariet. Jeg havde studeret hebraisk. Jeg havde undervist i fem år på en bibelskole.

Hvad gjorde dette ved min teologi? Jeg havde altid troet – og havde undervist mine studerende – at alle andre “guder”, der omtales i Bibelen, blot var afguder. Hvor let og behagelig den forklaring end var, gav den ikke mening her. Israels Gud er ikke en del af en gruppe af afguder. Men jeg kunne heller ikke forestille mig, at han render rundt med andre rigtige guder. Dette var Bibelen, ikke græsk mytologi.

Men der stod det sort på hvidt. Teksten havde mig ved struben, og jeg kunne ikke ryste mig fri.

Jeg gik straks i gang med at forsøge at finde svar. Jeg opdagede snart, at det terræn, jeg udforskede, var et sted, hvor evangelikale havde frygtet at træde. De forklaringer, jeg fandt fra evangeliske lærde, var foruroligende svage og fastholdt for det meste, at guderne (elohim) i verset blot var mænd – jødiske ældste – eller at verset handlede om Treenigheden. Jeg vidste, at ingen af disse kunne være korrekte.

Vilkår med Salme 82’s implikationer

Palm 82 siger, at guderne blev fordømt som korrupte i deres forvaltning af jordens nationer. Bibelen lærer ingen steder, at Gud udnævnte et råd af jødiske ældste til at regere over fremmede nationer, og Gud ville bestemt ikke rakke ned på resten af Treenigheden, Jesus og Ånden, for at være korrupte. Helt ærligt, svarene var bare ikke ærlige i forhold til de ligefremme ord i teksten i Salme 82.

Da jeg kiggede ud over den evangeliske forskerverden, opdagede jeg, at andre forskere havde udgivet dusinvis af artikler og bøger om Salme 82 og israelitisk religion. De havde ikke ladet nogen sten være uvendt for at opspore paralleller mellem salmen og dens idéer og litteraturen i andre civilisationer i den bibelske verden – i nogle tilfælde matchede de salmens sætninger ord for ord.

Deres forskning bragte andre bibeltekster frem i lyset, som gav genlyd af indholdet i Salme 82. Det gik op for mig, at det meste af det, jeg havde lært om den usynlige verden på bibelskolen og seminariet, var blevet filtreret af engelske oversættelser eller afledt af kilder som Miltons Paradise Lost.

Himlens hierarki

Herskerne i det gamle Egypten blev kaldt faraoer. I det gamle Egyptens sprog var titlen faktisk to ord, per a-a-a, som betød “stort hus(hold)”. Husholdningsbegrebet for de herskende familier i det gamle Egypten var et dynastisk bureaukrati. Faraoerne havde typisk store, udvidede familier. De udnævnte ofte familiemedlemmer til nøglepositioner i deres administration. Elitepersonalet i kongens styrende bureaukrati kom typisk fra faraoens husstand. De var administratorer, ikke lavtstående budbringere.

Dette koncept og denne struktur var velkendt i hele den antikke verden. Det talte om lagdelt autoritet: en høj konge, eliteadministratorer, som ofte var i familie med kongen, og lavtstående personale, som tjente de højere autoritetsniveauer. Alle i systemet var en del af regeringen, men autoritet og status var differentieret.

Flere passager i Det Gamle Testamente beskriver, at denne administrative struktur også eksisterede i det himmelske rige. Salme 82 er måske den tydeligste – og måske den mest overraskende. I salmen omtales Jahves administration som et råd. Det første vers lyder:

“Gud (elohim) står i den guddommelige forsamling;
han administrerer dommen midt iblandt guderne (elohim).”

Oversættelse af ordet elohim

Du har uden tvivl bemærket, at ordet elohim forekommer to gange i dette vers. Du genkender sikkert også elohim som et af Guds navne, på trods af at formen af ordet er flertal. På engelsk gør vi ord i flertal ved at tilføje -s eller -es eller -ies (rotter, heste, historier). På hebraisk ender flertalsord af maskuline navneord med -im.

Mens ordet elohim er flertal i formen, kan dets betydning være enten flertal eller ental. Oftest (over 2.000 gange) i den hebraiske bibel er det i ental og henviser til Israels Gud. Vi har ord som dette på engelsk.

For eksempel kan ordet får være enten i ental eller flertal. Når vi ser “får” i sig selv, ved vi ikke, om vi skal tænke på ét får eller en flok får. Hvis vi sætter “sheep” ind i en sætning (“The sheep is lost”), ved vi, at der kun menes ét får, da verbet kræver et singulært subjekt. På samme måde oplyser “Fårene er fortabte” os om, at der er tale om mere end ét fårs status. Grammatikken vejleder os. Det er det samme med hebraisk.

Palm 82:1 er særlig interessant, da elohim optræder to gange i dette ene vers. I Salme 82,1 må det første elohim være ental, da den hebraiske grammatik har ordet som subjekt i en ental verbalform i ental (“står”). Det andet elohim må være flertal, da præpositionen foran det (“i midten af”) kræver mere end én. Man kan ikke være “i midten af” én. Præpositionen kræver en gruppe – ligesom det tidligere substantiv, forsamling, gør det. Betydningen af verset er uomgængelig: Israels elohim i singularform leder en forsamling af elohim.

Dømme elohimerne

En hurtig læsning af Salme 82 fortæller os, at Gud har indkaldt dette rådsmøde for at dømme elohimerne for korrupt styre af nationerne. Vers 6 i salmen erklærer, at disse elohim er Guds sønner. Gud siger til dem:

Jeg har sagt: “I er guder ,
og sønner af den Højeste, alle sammen.”

For en bibelsk forfatter var den Højeste (elyon) Israels Gud. Det Gamle Testamente omtaler ham som den Højeste flere steder (f.eks. 1 Mos. 14:18-22; 4 Mos. 24:16; Sl. 7:17; 18:13; 47:2). Guds sønner/den Højeste kaldes her tydeligvis elohim, da pronomenet “I” i vers 6 er en flertalsform på hebraisk.

Teksten er ikke klar over, om alle elohim er under dom eller kun nogle af dem. Ideen om elohim, der styrer nationerne under Guds myndighed, er et bibelsk begreb, som er beskrevet ret detaljeret i Det usynlige rige. Indtil videre er det tilstrækkeligt, at du ser klart og tydeligt, at Guds sønner er guddommelige væsener under Israels Guds autoritet.

Gud var formand for en forsamling af guder?

Du kan se, hvorfor denne salme forvirrede mig. I det første vers står Gud som formand for en forsamling af guder. Lyder det ikke som et pantheon – noget, vi forbinder med polyteisme og mytologi?

Der er netop derfor, at mange engelske oversættelser slører det hebraiske ord i dette vers. For eksempel oversætter NASB det som: “Det er ikke nødvendigt at camouflere det, der står i den hebraiske tekst. Folk skal ikke beskyttes mod Bibelen. De bibelske forfattere var ikke polyteister. Men da Salme 82 skaber spørgsmål og kontroverser, er vi nødt til at bruge noget tid på, hvad den lærer, og hvad den ikke lærer, sammen med andre skriftsteder, der informerer os om det guddommelige råd.

Taler Gud til Treenigheden?

Mange kristne, der gør indsigelse mod den klare betydning af den hebraiske tekst i Salme 82, hævder, at denne salme faktisk beskriver Gud Fader, der taler til de andre medlemmer af Treenigheden. Dette synspunkt resulterer i kætteri.

Jeg er sikker på, at du kan se hvorfor – i salmen er det Gud, der dømmer de andre elohim for fordærv (v. 2-4). De fordærvede elohim bliver dømt til at dø ligesom mennesker (v. 7).

Alene disse iagttagelser burde få enhver kristen, der bekymrer sig om Guds lære, til at opgive denne idé. Den har andre fejl. Slutningen af salmen gør det klart, at de elohim, der tugtes, fik en slags autoritet over jordens nationer, en opgave, som de ikke formåede at udføre. Dette passer ikke til treenigheden.

Er elohimerne mennesker?

Andre kristne, der ser problemerne med denne første idé, forsøger at argumentere for, at Guds sønner er mennesker – jøder for at være specifik. Nogle jødiske læsere (som naturligvis ikke ville være trinitariske) går også ind for dette synspunkt.

Dette “menneskesyn” er lige så mangelfuldt som det trinitariske synspunkt. På intet tidspunkt i Det Gamle Testamente lærer Skriften, at jøder eller jødiske ledere blev sat i autoritet over de andre nationer. Det modsatte er sandt – de skulle være adskilt fra de andre nationer. Pagten med Abraham forudsatte denne adskillelse: Hvis Israel var helt og holdent hengiven til Jahve, ville andre nationer blive velsignet (1 Mos 12:1-3). Mennesker er heller ikke af natur adskilte. Ordet elohim er et udtryk for “bopæl”. Vores hjem er den legemliggjorte verden; elohim bor af natur i den åndelige verden.

Guddommelige væsener er tydeligvis ikke mennesker

Det virkelige problem med den menneskelige opfattelse er imidlertid, at den ikke kan forenes med andre henvisninger i det hebraiske Gamle Testamente, der henviser til et guddommeligt råd af elohim.

Palm 89:5-7 modsiger udtrykkeligt forestillingen om et guddommeligt råd, hvor elohim er mennesker.

Og så vil himlene prise din vidunderlige gerning, Jahve,
også din trofasthed, i de helliges forsamling.
Thi hvem i himlen er lige så stor som Jahve?
Hvem er som Jahve blandt Guds sønner,
en Gud, der er meget frygtet i de helliges råd,
og frygtindgydende over alt omkring ham?

Guds guddommelige råd er en forsamling i himlene, ikke på jorden. Sproget er utvetydigt. Det er præcis, hvad vi ville forvente, hvis vi forstår elohim som guddommelige væsener. Det er fuldstændig nonsens, hvis vi opfatter dem som mennesker. Der er ingen henvisning i Skriften til et råd af mennesker, der tjener Jahve i himlen (jøder eller andet).

Det, som Salmerne 82 og 89 beskriver, er fuldstændig i overensstemmelse med det, vi ser i Job 38:7 – en gruppe af himmelske gudesønner. Det stemmer også fuldstændig overens med andre henvisninger til Guds sønner som elohim i flertal:

Gudssønnerne kom for at præsentere sig selv for Jahve. (Job 1:6; 2:1)

Skriver til Jahve, Guds sønner,
skriver til Jahve ære og styrke.
Skriver til Jahve den ære, der tilkommer hans navn (Salme 29:1-2).

Beskriver disse henvisninger en gruppe af jødiske ledere, blandt hvilke (i afsnittet fra Job) Jahves store modstander optræder, hvilket fører til Jobs lidelser? Konklusionen er indlysende.

Har jødedommen udviklet sig til en monoteistisk religion?

Mange forskere mener, at Salme 82 og andre passager viser, at religionen i det gamle Israel begyndte som et polyteistisk system og derefter udviklede sig til monoteisme. Jeg afviser denne idé sammen med alle andre forklaringer, der søger at skjule tekstens klare læsning. I alle sådanne tilfælde er tankegangen vildledt. Problemet har sin rod i en fejlagtig opfattelse af, hvad ordet elohim præcist betyder.

Da elohim så ofte oversættes med “Gud”, ser vi på det hebraiske ord på samme måde, som vi ser på det store G-o-d med store bogstaver. Når vi ser ordet “Gud”, tænker vi instinktivt på et guddommeligt væsen med et unikt sæt af egenskaber – allestedsnærværelse, almagt, suverænitet og så videre. Men det er ikke sådan, at en bibelsk forfatter tænkte på begrebet. De bibelske forfattere tildelte ikke ordet elohim et bestemt sæt af attributter. Det er tydeligt, når vi observerer, hvordan de brugte ordet.

De bibelske forfattere henviser til et halvt dusin forskellige entiteter med ordet elohim. Efter enhver religiøs opgørelse er disse enheders attributter ikke ens.

• Yahweh, Israels Gud (tusindvis af gange – f.eks, 1 Mos. 2:4-5; 5 Mos. 4:35)
• Medlemmerne af Jahves råd (Psa. 82:1, 6)
• Gudinder og gudinder fra andre nationer (Judg. 11:24; 1 Kong. 11:33)
• Dæmoner (hebraisk: shedim-Deut. 32:17)
• Den afdøde Samuel (1 Sam. 28:13)
• Engeler eller Jahves engel (1 Mos. 35:7)

Elohim indebærer ikke polyteisme

Vigtigheden af denne liste kan sammenfattes med ét spørgsmål: Ville nogen israelit, især en bibelsk forfatter, virkelig tro, at de afdøde døde mennesker og dæmoner er på samme niveau som Jahve? Nej.

Bibelske forfatteres brug af udtrykket elohim fortæller os meget klart, at udtrykket ikke handler om et sæt af egenskaber. Selv om vi, når vi ser “G-o-d”, tænker på et unikt sæt af egenskaber, tænkte en bibelsk forfatter, da han skrev elohim, ikke på den måde. Hvis han gjorde det, ville han aldrig have brugt udtrykket elohim til at beskrive noget andet end Jahve.

Der er derfor ingen begrundelse for at konkludere, at elohim i flertal producerer et pantheon af udskiftelige guder. Der er intet grundlag for at konkludere, at de bibelske forfattere ville have betragtet Jahve som ikke bedre end en anden elohim. En bibelsk forfatter ville ikke have antaget, at Jahve kunne blive besejret på en given dag af en anden elohim, eller at en anden elohim (hvorfor ikke en hvilken som helst af dem?) havde de samme egenskaber. Det er polyteistisk tænkning. Det er ikke det bibelske billede.

Hvordan de bibelske forfattere taler om Jahve

Vi kan være sikre på, at Jahve står over elohimerne ved endnu en gang at iagttage, hvad de bibelske forfattere siger om ham – og aldrig siger om en anden elohim. De bibelske forfattere taler om Jahve på måder, der signalerer deres tro på hans enestående og uforlignelige karakter:

1. “Hvem er som du blandt guderne , Jahve?” (Exod. 15:11)
2. “‘Hvilken Gud er der i himlen eller på jorden, som kan gøre det samme som dine gerninger og dine mægtige gerninger?’ ” (5. Mos. 3:24)
3. “Jahve, Israels Gud, der findes ingen gud som dig i himlen ovenpå og på jorden nedenunder” (1. Kong. 8:23).
4. “For du, Jahve, er den højest hævet over hele jorden. Du er højt ophøjet over alle guder” (Salme 97:9).

Bibelske forfattere tildeler også Jahve unikke egenskaber. Jahve er:

• Almægtig (Jer. 32:17, 27; Pss. 72:18; 115:3)
• Suveræn konge over de andre elohim (Psa. 95:3; Dan. 4:35; 1. Kong. 22:19)
• Skaber over de andre medlemmer af hans værtsråd (Psa. 148:1-5; Neh. 9:6; jf. Job 38:7; 5. Mos. 4:19-20; 17:3; 29:25-26; 32:17; Jas. 1:17)
• Den enlige elohim, der fortjener tilbedelse fra de andre elohim (Psa. 29:1).

Faktisk erklærer Nehemias 9:6 udtrykkeligt, at Jahve er enestående – der er kun én Jahve (“Du alene er Jahve”).

Elohim er åndelige beboere

Den bibelske brug af elohim er ikke svær at forstå, når vi ved, at det ikke drejer sig om attributter. Fælles for alle figurerne på listen er, at de er indbyggere i den åndelige verden. I det rige er der hierarki.
For eksempel besidder Jahveh overlegne attributter i forhold til alle elohim. Men Guds egenskaber er ikke det, der gør ham til en elohim, da underordnede væsener er medlemmer af den samme gruppe. De gammeltestamentlige forfattere forstod, at Jahve var en elohim – men ingen anden elohim var Jahve. Han var arts-unik blandt alle beboere i den åndelige verden.

Det betyder ikke, at en elohim ikke kunne interagere med den menneskelige verden. Bibelen gør det klart, at guddommelige væsener kan (og gjorde det) antage fysisk menneskelig form, og endda legemlig kød, for at interagere med mennesker, men det er ikke deres normale status. Åndelige væsener er “ånder” (1. Kong. 22:19-22; Joh. 4:24; Heb. 1:14; Åb. 1:4). På samme måde kan mennesker blive transporteret til det guddommelige rige (f.eks. Es. 6), men det er ikke vores normale tilværelsesplan. Som jeg forklarede tidligere, er ordet elohim et udtryk for “opholdssted”. Det har intet at gøre med et bestemt sæt af egenskaber.

Er elohimne virkelige?

De, der ønsker at undgå klarheden i Salme 82, hævder, at guderne kun er afguder. Som sådan er de ikke virkelige. Dette argument modsiges blankt af Skriften. Det er også ulogisk og viser en misforståelse af afguderiets begrundelse.

Med hensyn til Skriften behøver man ikke at se længere end til Femte Mosebog 32:17:

“De ofrede til dæmoner , ikke til Gud , til guder, som de ikke havde kendt.”

Det vers kalder udtrykkeligt de elohim, som israelitterne perverst tilbedte, for dæmoner (shedim). Dette sjældent anvendte udtryk (5. Mos. 32:17; Psa. 106:37) kommer fra akkadisk shedu. I det gamle Nærøsten var udtrykket shedu neutralt; det kunne tale om et godt eller ondskabsfuldt åndsvæsen.

Disse akkadiske skikkelser blev ofte udformet som vogtere eller beskyttende væsener, selv om udtrykket også blev brugt til at beskrive en persons livskraft. I forbindelse med Femte Mosebog 32:17 var shedim elohim-åndevæsener, der bevogtede fremmed territorium, og som ikke måtte tilbedes.

Israel skulle tilbede sin egen Gud (her eloah; jf. 5. Mos. 29:25). Man kan ikke benægte realiteten af elohim/shedim i 5. Mosebog 32:17 uden at benægte realiteten af dæmoner. Forskere er uenige om, hvilken slags væsen shedim’erne var. Men uanset hvad den korrekte forståelse af shedim måtte være, er de ikke stykker af træ eller sten.

Lærde om Paulus’ første brev til korinterne ved, at i apostlens advarsel om ikke at have fællesskab med dæmoner (1 Kor. 10:20) følger Paulus’ kommentarer israelitternes historie, som er beskrevet i Femte Mosebog 32. Han advarer de troende mod fællesskab med dæmoner på baggrund af Israels svigt i tilbedelsen af andre guder. Paulus bruger ordet daimonion, et af de ord, der ofte bruges i Det Nye Testamente om onde åndelige væsener, til at oversætte shedim i Femte Mosebog 32:17. Paulus kendte sin hebraiske bibel og benægtede ikke virkeligheden af shedim, som er elohim.

Lær mere om elohim

Dette indlæg er tilpasset fra Michael S. Heisers The Unseen Realm: Recovering the Supernatural Worldview of the Bible: The Unseen Real: Recovering the Supernatural Worldview of the Bible. Hvis du er interesseret i at lære mere om Salme 82 og elohim, så hent et eksemplar i dag.

Andre indlæg i denne serie

1. 14 nøgterne fakta om Satan, Djævelen
2. Gud var ikke alene, før han skabte verden (siger Bibelen)
3. Hvem (eller hvad) var nephilim?
4. Hvad skete der virkelig i Babelstårnet?

Du kan gennemse alle Mikes bøger, film, kurser og podcasts samlet på ét sted her.