Mily Balakirev voksede op nede ad Volga-floden fra Moskva, i provinsbyen Nizhny Novgorod. Men det var Sankt Petersborg, der lokkede, og den unge Balakirevs musikalske ambitioner fik ham til at opgive sine matematiske studier og forfølge det kunstneriske liv i Ruslands kulturelle hovedstad. Hans beslutning blev hurtigt bekræftet, og den unge komponist steg til en fremtrædende plads i byens blomstrende intellektuelle samfund og blev til sidst en del af en gruppe kendt som “De fem”. Sammen med Alexander Borodin, César Cui, Modest Mussorgskij og Nikolaj Rimskij-Korsakov samledes disse unge musikere mod det borgerlige musikalske etablissement og forsvarede autodidaktens uhøjtidelige kreative ånd og den iboende værdi af Ruslands rige folkekultur.
På grund af sin erfaring påtog Balakirev sig den uofficielle rolle som mentor for gruppen, men blev noget af en autoritær person. Han afviste uden videre enhver musikalsk mening, der afveg fra hans egen, hvilket førte til, at al musikken fra de Fem i stigende grad lød ens og mere og mere som hans egen. Disse personlige usikkerheder, som blev forstærket af en personlighed med tendens til voldsomme depressioner, førte til et nervøst sammenbrud i 1871, hvor Balakirev opgav alle aspekter af sit musikalske liv for at finde trøst i den russisk-ortodokse kirke. Han trak sig også fra ledelsen af den frie musikskole i Sankt Petersborg og fandt en behagelig stilling som jernbanekontorist uden for byen. På dette tidspunkt var han helt holdt op med at komponere. Han vendte tilbage fem år senere for at genoptage sit hverv som direktør og begyndte at skrive musik i en stil, der lignede hans yngre dage, men som tragisk nok manglede lidenskab. Han gik på pension i 1895 og helligede sine resterende år til at komponere.