I denne video introducerer vi dig til flere vigtige begreber i Heideggers teknologifilosofi. I teksten nedenfor kan du læse lidt mere om Heideggers syn på teknologi.
Hvorfor er teknologi ikke neutral?
Heidegger er stærk modstander af den opfattelse, at teknologi er “et middel til et mål” eller “en menneskelig aktivitet”. Disse to tilgange, som Heidegger kalder henholdsvis den “instrumentelle” og den “antropologiske” definition, er ganske vist “korrekte”, men de går ikke dybt nok; som han siger, er de endnu ikke “sande”. Det er ubestrideligt, påpeger Heidegger, at teknologiske genstande er midler til at opnå mål, og at de bygges og drives af mennesker, men teknologiens væsen er noget helt andet. Ligesom essensen af et træ ikke i sig selv er et træ, påpeger Heidegger, er teknologiens essens ikke noget teknologisk.
Hvad er da teknologi, hvis den hverken er et middel til et mål eller en menneskelig aktivitet? Teknologi skal ifølge Heidegger forstås som “en måde at afsløre på” (Heidegger 1977, 12). “Afsløring” er et af de begreber, som Heidegger selv har udviklet for at gøre det muligt at tænke det, der ifølge ham ikke længere er tænkt. Det er hans oversættelse af det græske ord alètheuein, som betyder “at opdage” – at afdække det, der var tildækket. Beslægtet med dette verbum er det selvstændige substantiv alètheia, som normalt oversættes med “sandhed”, selv om Heidegger insisterer på, at en mere passende oversættelse ville være “afsløring”.”
Hvordan kan teknologi være “en måde at afsløre på”?
Hvad har det med teknologi at gøre? Og hvad mener Heidegger, når han siger, at teknologien er “en måde at afsløre på”? For at besvare disse spørgsmål er det nødvendigt med en kort, men vigtig omvej. Det, vi kalder “virkelighed”, er ifølge Heidegger ikke givet på samme måde i alle tider og i alle kulturer (Seubold 1986, 35-6). “Virkeligheden” er ikke noget absolut, som mennesket nogensinde kan kende én gang for alle; den er relativ i ordets bogstaveligste forstand – den eksisterer kun i relationer. Virkeligheden “i sig selv” er derfor utilgængelig for mennesket. Så snart vi opfatter eller forsøger at forstå den, er den ikke længere ‘i sig selv’, men ‘virkeligheden for os’.”
Det betyder, at alt, hvad vi opfatter eller tænker på eller interagerer med, “træder ud af det skjulte til det uhåndgribelige”, med Heideggers ord. Ved at indgå i et bestemt forhold til virkeligheden bliver virkeligheden ‘afsløret’ på en bestemt måde. Og det er her, teknologien kommer ind i billedet, eftersom teknologien er den måde at afsløre på, der kendetegner vores tid. Teknologien er indbegrebet af en særlig måde at afsløre verden på, en afsløring, hvor mennesket tager magten over virkeligheden. Mens de gamle grækere oplevede “fremstillingen” af noget som “at hjælpe noget til at blive til” – som Heidegger forklarer ved at analysere klassiske tekster og ord – er den moderne teknologi snarere en “tvang til at blive til”. Teknologien afslører verden som råmateriale, der er tilgængeligt for produktion og manipulation.
Hvorfor er teknologi ikke en menneskelig aktivitet?
Ved den moderne, teknologiske kultur, vi lever i i dag, er der ifølge Heidegger noget galt med den. I vores ‘teknologiens tidsalder’ kan virkeligheden kun være til stede som et råmateriale (som en ‘stående reserve’). Denne tilstand er ikke blevet skabt af mennesker; den teknologiske måde at afsløre på er ikke valgt af mennesker. Det er snarere vores forståelse af verden – vores forståelse af “at være”, af hvad det vil sige at “være” – der udvikler sig gennem tiderne. I vor tid har ‘væren’ karakter af en teknologisk ‘ramme’, hvorfra mennesket nærmer sig verden på en kontrollerende og dominerende måde.
Denne teknologiske forståelse af ‘væren’ skal, ifølge Heidegger, ses som den ultimative fare. For det f{³}rste er der faren for, at mennesket ogs{³} vil fortolke sig selv som råmateriale. Bemærk, at vi allerede nu taler om “menneskelige ressourcer”! Men vigtigst af alt er det, at den teknologiske vilje til magt ikke giver nogen mulighed for at undslippe. Hvis vi ønsker at bevæge os i retning af en ny fortolkning af væren, vil dette i sig selv være et teknologisk indgreb: vi vil manipulere vores manipulation og udøve magt over vores måde at udøve magt på. Og dette ville kun bekræfte den teknologiske fortolkning af væren. Ethvert forsøg på at klatre ud af teknologien kaster os tilbage i den igen. Den eneste udvej for Heidegger er “viljen til ikke at ville”. Vi er nødt til at åbne op for muligheden for at stole på teknologierne uden at blive slaver af dem og se dem som manifestationer af en forståelse af væren.