One Good Thing er Vox’ anbefalingsfunktion. I hver udgave kan du finde endnu en ting fra kulturens verden, som vi varmt anbefaler.
En af de mest markante tendenser inden for globalt tv i 2010’erne var en, som næsten ingen amerikanere lagde mærke til: fremkomsten af danske dramaer. I en periode kom nogle af de mest anerkendte timelange tv-serier i verden fra København, og mange af dem blev genindspillet af amerikanske tv-netværk. Disse seriers fortælletropper spredte sig snart til stort set alle andre lande i Skandinavien og senere Vesteuropa, fordi det var en nem måde at skabe en serie i stil med dansk dramatik på at blive prestigefyldt på.
Den første danske serie, der opnåede international berømmelse, var Forbrydelsen fra 2007, som fulgte efterforskningen af en enkelt forbrydelse, hvor hvert afsnit beskrev en dag i efterforskningen. Hvis det overhovedet lyder bekendt, skyldes det, at den blev genindspillet i USA som AMC-serien (og senere Netflix-serien) The Killing. Da serien debuterede i Storbritannien i 2011 og blev et kæmpehit, banede det vejen for, at den blev en international sensation og dermed skabte mange efterlignere. Den originale Forbrydelsen er stadig ikke blevet gjort tilgængelig i USA, selv om den er blevet genindspillet her. (Jeg så de første mange afsnit som forberedelse til The Killing’s lancering i 2011.)
Forbrydelsen typificerede det danske drama: Den var fuld af plottwists, antydninger af personers motivering og vilde tilfældigheder. Det typiske danske hit er et hit, der tager vilde sving, når det gælder om at fortælle historier, og som derefter får patina af prestige i kraft af sine høje produktionsværdier og sin europæiske fernis. Ikke alle disse serier er gode – nogle er faktisk ret dårlige – men man kan alligevel føle sig klog på at se dem.
Hvis man alligevel kun skal se ét dansk drama, bør det være den politiske serie Borgen, der kørte i tre sæsoner fra 2010 til 2013 og er lidt som The West Wing med flere lyssky handler og tilfældigheder. Og heldigvis for dig er Borgen netop blevet tilføjet til Netflix globalt for første gang. Netflix har også bestilt en fjerde sæson, der skal have premiere i 2022, så nu er det perfekte tidspunkt at få indhentet de 30 episoder, der allerede findes. (Netflix hævder også at have en “ny engelsk dub”, men se endelig bare med undertekster, hvis det er muligt.)
Centret i Borgen er Birgitte Nyborg Christensen (den vidunderligt stålsatte Sidse Babett Knudsen), en ubetydelig politiker i det danske folketing, der gennem en række usandsynlige omstændigheder bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Birgitte er midtsøgende i et land, der har flere magtfulde fraktioner, der repræsenterer forskellige vælgere på tværs af både venstre og højre, og hendes forsøg på at holde fast i sin magt uden at opgive de principper, hun har, er en ofte spændende serie. Det gælder især, hvis man ikke er særlig fortrolig med det parlamentariske demokratis ind- og udgange (som jeg ikke er).
Ordet “centristisk” får nok denne serie til at lyde som en Aaron Sorkin-fantasi, og det kan den til tider også være. Men Borgen er forfriskende klarsynet på de måder, hvorpå magt korrumperer, og hvordan man ofte ikke opnår noget af betydning, hvis man forsøger at tilfredsstille alle, når man ikke opnår noget af betydning. Birgittes statsministerpost er ganske vist historisk, men når det er tid til at hun rent faktisk skal udrette noget af betydning, har hun svært ved at få tingene gjort.
Hun får hjælp til sin opgave af Kasper (Pilou Asbæk, alias Euron fra Game of Thrones), en overbevisende skruppelløs “spindoktor”, der arbejder for Birgitte, men som hele tiden virker som om, at han måske vil gå hen og hjælpe en anden højest bydende. Hun har også konstant at gøre med journalisten Katrine (Birgitte Hjort Sørensen), som fuldender seriens centrale trio. (Alle tre af disse skuespillere er gået videre til at spille for det meste mindre roller i engelsksprogede HBO-prestigedramaer, hvilket føles nogenlunde rigtigt.)
Borgen fortsætter dog en deprimerende dansk dramatrend: Den første sæson er den bedste, og hver efterfølgende sæson bliver en lille smule dårligere, som om historien bare løb tør for damp for tidligt. Der er også lejlighedsvis ubehagelige undertoner af “Men kvinder ved magten?! Hvordan vil de være mødre?!”, men man må indrømme, at det at styre et helt land kommer i vejen for at være hjemme til børnenes fritidsaktiviteter.
Den centrale del af Borgen er dog interesseret i de måder, hvorpå Birgitte er nødt til at navigere i nogle af disse sociale pres på en måde, som en mand bare ikke ville gøre. Når hun kæmper for at holde sit ægteskab sammen eller tilbringe nok tid sammen med sine børn, er serien meget opmærksom på, hvordan dette er en dobbeltstandard, som hun ikke kan undslippe, uanset hvor meget hun prøver. At serien fanger hende i netop denne dobbeltmoral kan meget vel være en del af dens design.
Den centrale målgruppe for Borgen er sandsynligvis de politiske tilhængere. Det system, som Birgitte er formand for, kunne ikke være mere forskelligt fra det amerikanske system, men som det bliver dissekeret af skaberen Adam Price og hans medarbejdere, er dansk politik en kompliceret Rube Goldberg-sammenkobling, hvor den eneste grund til, at noget bliver gjort, er, at nogen sætter det helt rigtige forløb i gang ved at hviske et par ord i det rigtige øre. Det har idealismen fra The West Wing giftet med kynismen fra House of Cards, og det fungerer på en eller anden måde.
Der har været forsøg på at lave en amerikansk version af Borgen, men det underholdende ved serien er så bundet til dens placering i den parlamentariske magts haller, at det ville føles underligt, hvis den pludselig skulle handle om f.eks. en magtfuld kvindelig senator. Borgen har et af de vigtigste kendetegn for en rigtig god, virkelig idiosynkratisk tv-serie: Jo mere man prøver at forestille sig, at det handler om noget andet, jo mere begynder det at falde fra hinanden for øjnene af en. Men vi har denne version af Borgen, og den er virkelig god.
Borgen streames på Netflix, hvor den fjerde sæson vil være tilgængelig i 2022.
Millioner af mennesker henvender sig til Vox for at forstå, hvad der sker i nyhederne. Vores mission har aldrig været mere afgørende, end den er i dette øjeblik: at styrke gennem forståelse. Økonomiske bidrag fra vores læsere er en afgørende del af støtten til vores ressourcekrævende arbejde og hjælper os med at holde vores journalistik gratis for alle. Hjælp os med at holde vores arbejde gratis for alle ved at yde et økonomisk bidrag fra så lidt som 3 $.