Der findes forskellige yoga-grene, som går komplementære veje til oplysning. Blandt dem er Bhakti-, Hatha-, Jnana-, Karma-, Mantra-, Raja- og Tantra-yoga. Den form, der er mest kendt for vesterlændinge, er Hatha yoga, som søger at gøre kroppen klar til oplysning gennem kropslige stillinger. Hatha yoga, som denne artikel vil fokusere på, anses af mange af dens ikke-kristne udøvere for at være en åndelig vej.
Hatha yoga praktiseres ikke blot ved at indtage en kropslig stilling, der anvendes af udøvere af Hatha yoga, i modsætning til hvad nogle katolske kritikere hævder. Susan Brinkmann, der er medarbejder for det katolske apostolat Women of Grace, skriver: “Selv i klasser, hvor kristne ændrer navnene på stillingerne til mere bibelske begreber, fornægter det ikke kilden til den kraft, der ligger i stillingerne” (“Yoga,” Women of Grace Study Series, s. 19-20).
Denne påstand er en skygge af overtro, idet man tilskriver en fysisk handling magiske virkninger, der udelukkende er baseret på dens ydre udførelse (jf. KKK 2111). Men lad os gøre det klart: Yogaens kropsholdninger er i sig selv neutrale. At bevæge kroppen ind i en bestemt stilling engagerer ikke nødvendigvis personen i en bestemt åndelig aktivitet.
Se på den klassiske kristne bønnestilling, hvor man knæler: Det, at man blot sænker kroppen ned på knæ, engagerer ikke personen i tilbedelsen af Gud. Afhængigt af hans hensigt og handlinger kan en person på knæ være i gang med at luge ukrudt i sin have, eller frieri eller lede efter tabte småpenge under sofaen. Stillingen skal kombineres med en hensigt og andre bedende handlinger (f.eks. foldning af hænderne, tale med ord) for at knæfaldet bliver en tilbedelseshandling.
Kropsstillinger eller åndedrætsrytmer kan have forskellige fysiologiske eller psykologiske fordele, forudsat at de udføres under tilsyn af en læge eller anden kvalificeret ekspert. De discipliner, der er fælles for Hatha yoga, er blevet brugt af læger og terapeuter til behandling af forskellige medicinske lidelser, herunder hjertesygdomme, astma, rygsmerter og endda posttraumatisk stresslidelse.
I sit dokument Some Aspects of Christian Meditation fra 1989 anerkendte Troslærekongregationen (dengang ledet af kardinal Joseph Ratzinger, nu pave Benedikt XVI) dette og bemærkede: “Nogle fysiske øvelser giver automatisk en følelse af ro og afslapning, behagelige fornemmelser, måske endda fænomener af lys og varme” (28).
Risikoen ligger i, at de fysiologiske virkninger af yogastillingerne forveksles med åndelige virkninger: “At tage sådanne følelser for ægte trøst fra Helligånden ville være en helt fejlagtig måde at opfatte det åndelige liv på. At give dem en symbolsk betydning, som er typisk for den mystiske oplevelse, når den pågældende persons moralske tilstand ikke svarer til en sådan oplevelse, ville repræsentere en slags mental skizofreni, som også kunne føre til psykiske forstyrrelser og til tider til moralske afvigelser.” (Aspects 28).
Med andre ord må behagelige fysiske fornemmelser ikke forveksles med de mystiske ekstaser, som kristne helgener som Teresa af Avila eller Johannes af Korset oplevede. At begå en sådan fejl er ikke blot tåbeligt, men kan være åndeligt og psykologisk farligt.
Problemer med yoga
Anvendelsen af yoga som en åndelig vej er yderst problematisk. Der er tre hovedområder, hvor den åndelige praksis af yoga ikke er i overensstemmelse med den katolske spiritualitet.
Monisme
Monisme er en filosofi, der hævder, at alt, hvad der eksisterer, er ét. I stedet for det fællesskab, der eksisterer mellem Gud og hans skabning, som kristne anser for at være sandt, mener monisten, at enhver skelnen mellem Gud og universet er illusorisk, og at den oplyste person vil blive “ét” med det guddommelige, uden nogen skelnen mellem personer.
CDF’s Aspects-dokument udtrykker det på denne måde: “En overvejelse af disse sandheder tilsammen bringer den vidunderlige opdagelse, at alle de forhåbninger, som bønnen i andre religioner udtrykker, opfyldes i kristendommens virkelighed ud over alle grænser, uden at det personlige selv eller et væsens natur bliver opløst eller forsvinder i det Absoluttes hav” (15).
Sæt, du ligger på din yogamåtte og lytter til lærerens instruktioner. Hvordan kan du skelne, hvornår instruktionen skygger over i monisme? Som et eksempel på, hvad du skal være opmærksom på, skal du være på vagt over for de mantraer, der almindeligvis bruges i yogapraksis. I Yoga for Dummies tilbyder forfatterne Georg Feuerstein og Larry Payne et klassisk yogamantra: “So’ham” (udtales so-hum). Forfatterne forklarer, at dette mantra “betyder ‘Jeg er Han’, dvs. ‘Jeg er det universelle Selv'”, som de anbefaler, at du gentager i takt med din vejrtrækning – so på indånding, ham på udånding (s. 317).
Den oversættelse, der gives af so’ham, er klassisk monisme: identifikation med det guddommelige i en sådan grad, at selvet smelter sammen med det guddommelige og det guddommelige med selvet. Så husk på, at hvis du bliver bedt om at intonere noget på et sprog, du ikke kender, kan det være udtryk for et begreb, der strider mod din overbevisning.
Gnosticisme
Det kan virke mærkeligt at sige, at en åndelig vej, der inddrager fysiske stillinger og teknikker i sin praksis, er anti-materiel. Men yoga som en spirituel vej understreger nødvendigheden af at løsrive sig fra den materielle verden, i det omfang at den bekræfter, at den materielle verden er illusorisk, og at det eneste, der betyder noget, er det spirituelle.
Og selv om yoga ikke opstod inden for den kristne tradition, ligner dette syn på det materielle som “fjende” af det åndelige det kristne kætteri gnosticismen, hvor frelse (for yogaudøveren “oplysning”) søges ved at frigøre sig fra det materielle.
Forfatterne til Yoga for Dummies forklarer karakteren af den oplysning, der søges gennem yoga, på denne måde: De anbefaler, at man sidder i et varmt miljø og opretholder stilhed. Du bliver bedt om at fokusere på fornemmelserne i din krop og det, der adskiller dig fra luften omkring dig, med en forventning om, at du vil opdage, at “ingen skarp grænse i virkeligheden eksisterer”. (Der findes en – den kaldes hud.)
Mens du gør dette, er det mål, de beder dig søge, “en fornemmelse af oplysningens altomfattende udstrakthed, som ikke kender nogen grænser” (s. 12). Med andre ord lærer disse yogainstruktører, at oplysning betyder at komme til en forståelse af, at der ikke er nogen sondringer (dvs. “grænser”).
Mens kristendommen understreger vigtigheden af at løsrive sig fra alt det, der adskiller den troende fra foreningen med Gud (jf. KKK 2556), er formålet med løsrivelse relationelt. Den bringer os ind i fællesskab med den treenige Gud og med de hellige i herlighed. Foreningen skabes af kærlighed, som giver og modtager – ikke druknet i et upersonligt guddommeligt, men frit delt mellem Guds personer og hans helgeners personer. “Jeg ønsker at se Gud” udtrykker menneskets sande ønske. Tørsten efter Gud slukkes af det evige livs vand” (KKK 2557).
Teknik
Kirken lærer, at “den kristne bøn . flygter fra upersonlige teknikker eller fra at koncentrere sig om sig selv, hvilket kan skabe en slags rutine og fængsle den bedende i en åndelig privatisme, som ikke er i stand til at åbne sig frit for den transcendentale Gud” (Aspects, 3).
Yoga handler derimod om teknik og selvkoncentration. De forskellige former for yoga, herunder motionsversionen af Hatha, har som mål oplysning, der opnås ved hjælp af forskellige metoder til at “stille” sindet og fokusere på selvet. Yogaformerne er i sig selv teknikker til oplysning. Yoga for Dummies krydser en liste af: “hengivenhed … . fysisk disciplin … . visdom … . selvtranscenderende handling … . potent lyd … . kongelig yoga . . kontinuitet . . . . hengivenhed til en yogamester” (s. 12). Igen, disse er midlerne; oplysning er målet.
For den kristne er bøn en ufortjent gave. Der er en indsats involveret, men ingen specifik teknik vil sikre os et produktivt resultat. “Bøn er både en nådegave og en beslutsom reaktion fra vores side. Den forudsætter altid en indsats. De store bønnefigurer fra den gamle pagt før Kristus, såvel som Guds Moder, de hellige og han selv, lærer os alle dette: bøn er en kamp. Mod hvem? Mod os selv og mod fristerens list, som gør alt, hvad han kan, for at få mennesket til at vende sig væk fra bønnen, væk fra foreningen med Gud” (KKK 2725).
Kan yoga “døbes”?
Spørgsmålet opstår, om yoga kan “døbes” ind i den kristne tradition til brug som en kristen bøn.
Mange kristne forsøger. Yoga-ministerier som Holy Yoga søger at “praktisere med vores sind indstillet på det, der er sandt, ædelt, rigtigt, rent, yndigt, dejligt, beundringsværdigt, fortræffeligt eller prisværdigt (Fil. 4:8), ikke med vores sind tømt”. Vi mediterer på visdommen i Guds ord (Salme 119:9-16, 26-27), ikke på menneskers visdom. Vi søger Guds transcendens og herlighed, ikke vores egen.” (holyyoga.net).
Holy Yoga-udøvere udskifter det klassiske mantra om (et hinduistisk symbol for det højere selv) med det mere bibelske shalom (hebraisk, “fred”). Selv om de er afhængige af en vis synkretisme mellem vidt forskellige åndelige traditioner, bekræfter fortalerne for Holy Yoga: “Vi ved, at yoga er en åndelig disciplin ligesom faste, meditation og bøn, som ikke kan ejes af én bestemt religion. Selv om yoga går forud for hinduismen, var de de første til at popularisere yogadisciplinen ved at give den en skriftlig struktur. Det sprog, der oprindeligt blev givet til yogastillingerne, var på sanskrit. Holy yoga lærer deres instruktører at undervise på deres modersmål.”
Afgørelser som disse fra kristne, der forsøger at fratage yogaen dens hinduistiske rødder, driver hinduistiske yogaeksperter op ad muren. Subhas R. Tiwari, en professor ved Hindu University of America, der har en mastergrad i yogafilosofi, udtaler: “Sådanne bestræbelser peger på en samordnet, langsigtet plan for at fornægte yogaen dens oprindelse. Denne indsats… er langt fra uskyldig. Den minder om det mønster, der er tydeligt gennem kolonimagters lange historie og dynamik” (“Yoga Renamed is Still Hindu,” Hinduism Today, januar-februar-marts 2006). Tiwari mener, at bestræbelserne på at kristne yoga er et uretfærdigt “indgreb” og en slet skjult kristen proselytisme over for hinduer.
Forsøg på at “døbe” yoga indebærer, at der kan knyttes en katolsk spiritualitet til yogastandpunkterne. Selv om det er muligt, at nogle katolikker kan være i stand til at recitere rosenkransen eller bede andre katolske bønner, mens de udøver de ellers neutrale stillinger og åndedrætsteknikker, der er almindelige i yoga, er det ikke tilrådeligt for katolikker, der er lægfolk, at udtænke en spiritualitet for sig selv, som de har hentet fra en ikke-kristen spiritualitet, der generelt er lidet kendt og forstået af vestlige kristne. Dette er især tilfældet, hvis disse katolikker ikke har et solidt kendskab til forskellene mellem kristen spiritualitet og de forskellige ikke-kristne østlige spiritualiteter.
Katolske kritikere
Ud over de legitime farer, der er forbundet med, at kristne samarbejder om ikke-kristne spiritualiteter og forsøger at omforme dem til kristent brug, er der fare i den anden ende af spektret: Nogle kristne fundamentalister er fristet til at finde djævelen lurende under enhver yogamåtte.
Tryk “catholic yoga” i Googles søgemaskine på internettet, og et af de første resultater er en nyhedsartikel, der kan sammenfattes som “Den katolske kirkes mest kendte eksorcist siger, at Harry Potter og yoga er onde”. En gennemlæsning af ressourcerne i katolske apostolater, der er rettet mod katolske kvinders behov, finder videbegærlige påstande om en verdensomspændende sammensværgelse blandt hinduer, der vil infiltrere Vesten og forårsage kristendommens undergang gennem yoga (Brinkmann, “Yoga”, s. 20).
Sådanne vildt overdrevne katolske kritikker er problematiske på en række punkter. Til at begynde med er der den elementære fejl, der er nævnt tidligere, at bestemte kropslige bevægelser har magt i sig selv, uafhængigt af hensigt eller design, til at indbyde til “overnaturlige kræfter … gennem disse øvelsespositioner” (Brinkmann, s. 20). Ikke alene er denne påstand overtroisk, men den viser også en manglende fortrolighed med den kristne forståelse af metafysik.
Disse påstande viser også en mangel på respekt for ikke-kristne østlige religioner, som kirken ikke deler. Selv om Some Aspects of Christian Meditation er blevet frit citeret af nogle katolske kritikere af yoga, ignorerer de dens bemærkning om, at “ægte meditationsmetoder, som kommer fra det kristne Østen og fra de store ikke-kristne religioner, og som viser sig at være attraktive for nutidens menneske, der er splittet og desorienteret, udgør et passende middel til at hjælpe den person, der beder, til at komme til Gud med en indre fred, selv midt under ydre pres” (Aspects, 28; understregning tilføjet).
Der er desværre katolske kritikere af yoga ofte afhængige af protestantiske fundamentalister for at argumentere for deres sag mod yoga. Dette kan være forståeligt, i betragtning af den mangel på informerede katolske kritik, som man kan trække på. Men protestantiske tilgange til kristendommen adskiller sig ofte væsentligt fra de almindelige katolske tilgange. Dette er især tilfældet, når det drejer sig om protestantiske fundamentalister som Dave Hunt, der er fjendtlige ikke kun over for yoga, men også over for katolicismen, og som alligevel citeres uden forbehold eller forbehold i katolske materialer (igen i Women of Grace Study Series).
Bottom line
Bør du begynde at dyrke yoga? Som en åndelig vej er yoga uforenelig med kristen spiritualitet. Men hvis du kan adskille de åndelige/meditative aspekter af yoga fra de kropsholdninger og åndedrætsteknikker, der er almindelige i yoga, kan du måske bruge disse stillinger og teknikker med gavn for helbredet. Hvis du på nogen måde er usikker på, om du er i stand til det, kan det være et godt råd at finde en anden form for motion.
Det er vigtigt for katolikker at vide, at yoga hverken skal helliges eller fordømmes. Som en åndelig vej for østlige folkeslag, der ikke er bekendt med kristendommen, kan den tjene til at hjælpe dem, når “de søger frihed fra angsten i vores menneskelige tilstand enten gennem asketisk praksis eller dyb meditation eller en flugt til Gud med kærlighed og tillid” (Nostra Aetate 2).
På den anden side søger kristne som mål for deres bøn at “flyde ind på vejen til Faderen, som er den måde, Jesus Kristus har beskrevet sig selv på. I sin søgen efter sin egen vej vil hver enkelt derfor ikke så meget lade sig lede af sine personlige smagsløg som af Helligånden, der gennem Kristus leder ham til Faderen” (Aspects, 29).