Figur 1 illustrerer en Massons trichrome-farvet knogleoverflade med en nyligt dannet, endnu ikke mineraliseret osteoidoverflade i blå farve og mineraliseret knogle i rød farve, sammen med et tilstødende snit, der er dobbeltfarvet for CD34 og glat muskelaktin (SMA) ved hjælp af IHC. Laget af lodne knogledannende osteoblaster på knogleoverfladen er dækket af et lag af SMA+ fibro-osteoblastiske aflange baldakinceller. Hos voksne mennesker opbygges der ikke knogle, i stedet bliver eksisterende knogle først nedbrudt og derefter genopbygget under en proces, der kaldes knogleremodellering (Parfitt, 1994). Hos normale individer og hos patienter med primær hyperparathyroidisme (PHPT) dækker canopy’en langt størstedelen af knogleombygningsstederne (Hauge et al., 2001; Kristensen et al., 2013, 2014). Allerede i publikationer fra 1990’erne blev det antydet, at de flerlagede cellelag over knogledannende overflader hos patienter med sekundær hyperparathyroidisme bestod af celler fra osteoblastlinjen (Bianco og Bonucci, 1991), mens Ellen Hauge og kolleger i 2001 viste, at remodelleringssteder hos patienter med PHPT har en meget omfattende baldakindækning (Hauge et al., 2001). Tværtimod er dækningen med canopy-celler nedsat hos kvinder med postmenopausal osteoporose og hos patienter med multipel myelom eller Cushing’s syndrom (Andersen et al., 2014; Hinge et al., 2015; Jensen et al., 2012). Baldakincellerne stammer sandsynligvis fra de mesenkymale knoglemarvshindeceller (BME). BME-cellerne er placeret over hvilende overflader og danner et ekstremt svækket cellelag, som næppe er synligt ved lysmikroskopi, men som kan visualiseres ved elektronmikroskopi (EM) (Kristensen et al., 2014). BME-cellerne og baldakincellerne opdeler knogleoverfladen fra den tilstødende knoglemarv, og de udgør sandsynligvis en vigtig osteoblastprogenitorpopulation (Kristensen et al., 2014). Sammenlignet med knogledannende osteoblaster har de præosteoblastiske canopy-celler langstrakte kerner og lange celleforlængelser, der morfologisk set ligner fibroblaster. De farves positivt for osteoblastmarkører såsom osterix og runx2, men også for markører, der er relateret til nerver, glatte muskelceller, pericytter og fibroblaster såsom CD56 (NCAM), P3NP og SMA (Andersen et al., 2013; Hinge et al., 2015; Jensen et al., 2012; Kristensen et al., 2013, 2014). Det skal bemærkes, at osterix, runx2 og CD56 også markerer osteoblast-lineagecellerne på de eroderede overflader, omvendingscellerne og de knogledannende osteoblaster. Det er meget sandsynligt, at BME- og baldakinceller spiller en ukendt rolle i reguleringen af hæmatopoietiske stam- og progenitorceller (HSPC’er). For det første falder deres position sammen med den formodede parakrine interaktion mellem baldakinceller og knoglemarvsceller, da baldakinen dækker osteoklasterne og osteoblast-linjeagecellerne på knogleoverfladen. For det andet udvikler nogle patienter med PHPT anæmi muligvis på grund af knoglemarvsfibrose (Bhadada et al., 2009). For det tredje viste en undersøgelse for 30 år siden, at det fremherskende osseøse mål for parathyreoideahormon (PTH) ikke var den modne osteoblast, men en formodet præosteoblastisk celle (Rouleau et al., 1988), og for nylig blev PTH-receptor 1 (PTHR1) påvist i canopy-celler hos børn med alvorlig nyresygdom, og dækningen af usædvanligt flerlagede canopier korrelerede med PTH-niveauet (Pereira et al., 2016). For det fjerde har både prækliniske og kliniske undersøgelser vist en regulerende rolle af PTH på hæmatopoietiske stamceller (HSC’er) og HSC-nichen (Brunner et al., 2007; Yu et al., 2014; Calvi et al., 2003), og en præklinisk undersøgelse viste, at behandling med PTH efter knoglemarvstransplantation resulterede i øget HSC-engravering (Adams et al., 2007). Patienter, der blev behandlet med PTH i en periode på 28 dage efter dobbelt navlestrengsblodtransplantation, opnåede imidlertid ikke en hurtigere eller bedre genopretning af blodtallet (Ballen et al., 2012). Alligevel er de fibro-osteoblastiske baldakinceller og muligvis også deres forløbere BME-cellerne det vigtigste cellulære mål for PTH, og den manglende evne til at overføre virkningerne af PTH-behandling fra prækliniske til kliniske undersøgelser udelukker ikke muligheden af en effekt, men understreger nogle af vanskelighederne ved at overføre resultater fra unge mus med hurtigt igangværende knoglemodellering til ældre mennesker med langsomt igangværende knoglemodellering.
Fig. 1. Visualisering af en knogledannende overflade. To billeder opnået på tilstødende sektioner, som enten blev farvet ved hjælp af modificeret Massons trichrome (A) eller dobbeltfarvet for CD34 og SMA ved hjælp af IHC (B). De nederste stiplede linjer angiver omridset af knogleoverfladen, mens de øverste angiver omridset af baldakinen. Den nyligt dannede ikke-mineraliserede osteoidoverflade er blå, mens den mineraliserede knogle er rød (A). Bemærk, at kun de fibro-osteoblastiske langstrakte baldakinceller farves positivt for SMA, mens de mere lodrette knogledannende osteoblaster farves negativt (B). Gule og sorte pilespidser angiver en kapillær. Skalaer = 25 μm. Sektionerne er fremstillet fra en paraffinindstøbt knoglemarvsbiopsi fra en 57-årig sund kvindelig frivillig kvinde (Den Nationale Etiske Komité for Biomedicinsk Forskningsetik projekt ID # S-20110112).