1930’erne var præget af den store depression, den største økonomiske krise, som landet nogensinde havde oplevet. I modsætning til tidligere tiders økonomiske kriser var den Store Depression langvarig og berørte næsten alle områder af det amerikanske liv. Forståeligt nok var USA’s regering mellem 1930 og 1939 drevet af behovet for at afslutte krisen og sikre, at den aldrig skulle ske igen. Republikanere og demokrater havde hver deres ideer om, hvordan man skulle gå til værks for at nå disse mål. Landet havde også små, højlydte grupper af socialister, kommunister, amerikanske fascister og nazisympatisører, som alle bidrog til debatterne. Alene det store antal stemmer, der forsøgte at blive hørt, gjorde 1930’erne til et dramatisk årti i amerikansk politik.
Herbert Hoover blev præsident i 1929. 1920’erne havde været en periode med velstand, og han arvede en økonomi, der udadtil var stærk. Men i løbet af få måneder begyndte der at dukke revner op. Børskrakket på aktiemarkedet den 29. oktober 1929 udløste en kædereaktion. Arbejdsløsheden steg dramatisk, priserne faldt, og bankerne begyndte at gå konkurs. I første omgang troede Hoover og hans republikanske rådgivere, at markederne ville rette sig selv. Hoover mødtes med virksomhedsledere for at overtale dem til ikke at afskedige medarbejdere og ikke at sænke lønningerne. Han tog initiativ til højere toldsatser (afgifter på importerede varer) for at beskytte amerikanske virksomheder mod udenlandsk konkurrence. Men i 1932, da arbejdsløsheden var over 23 % og ingen tegn på forbedringer var på vej, ændrede Hoover sin politik. Han iværksatte det, der dengang var det største udgiftsprogram i fredstid i amerikansk historie. Reconstruction Finance Corporation (RFC) stillede mere end 1 milliard dollars til rådighed for erhvervslivet i form af lån. Men selv det var ikke nok til at redde hverken økonomien eller Hoover’s præsidentembede. Franklin D. Roosevelt vandt valget for Demokraterne i efteråret samme år.
Hvor den republikanske administration havde undgået at gribe ind i økonomien, foretrak Roosevelt at gribe direkte ind. I flere år havde USA lidt under fattigdom, hjemløshed og store problemer. I sin indsættelsestale lovede Roosevelt en “New Deal” for amerikanerne. Den første New Deal (en række regeringsprogrammer, der blev iværksat mellem 1933 og 1935) var rettet mod de umiddelbare problemer med arbejdsløshed, hjemløshed og økonomi. I de første hundrede dage hældte administrationen milliarder af dollars i hjælpeprogrammer og jobskabelsesordninger samt planer til håndtering af bank- og landbrugskriserne. Den anden New Deal (1935-37) markerede en drejning mod den politiske venstrefløj. I centrum for den anden fase stod loven om social sikring fra 1935. For første gang var der arbejdsløshedsforsikring, offentlige boliger og sociale ydelser til rådighed for dem, der ikke var i stand til at klare sig selv. I sin anden periode ville Roosevelt støde på problemer, da økonomien fortsatte med at vakle. Men New Deal-politikkerne var ansvarlige for at løfte den amerikanske økonomi ud af nedturen og forberede den på fremtiden. Roosevelt opbyggede en koalition af fagforeninger, kvinder, afroamerikanere, etniske grupper og middelklassen, som omdefinerede amerikansk politik og varede indtil 1960’erne.
Suden økonomiske og politiske forandringer skete der i 1930’erne også en ændring i holdningen til borgerrettigheder. Racismen var dybt rodfæstet i mange områder af det amerikanske liv, og Roosevelt ønskede at løse det voksende problem. Desværre måtte New Dealers trække sig fra nogle forslag til lovgivning om borgerrettigheder for at undgå at ødelægge deres skrøbelige politiske koalition. Et område med sociale reformer, der lykkedes, var ophævelsen af forbuddet. I 1932 havde den amerikanske offentlighed mistet lysten til at opretholde et lovligt forbud mod alkoholholdige drikkevarer, mest fordi loven havde været så vanskelig at håndhæve. Selv om organiseret kriminalitet fik mindre omtale efter ophævelsen i 1933, fortsatte den med at sprede sig til andre forretningsområder end produktion og salg af alkohol, efterhånden som depressionen fik fat i landet.
Det store internationale politiske spørgsmål sidst i årtiet var starten på en krig i Europa. I 1937 var der udbredt støtte til “isolationisme” i USA. En meningsmåling viste, at 64 procent af amerikanerne gik ind for at holde sig uden for den voksende konflikt i Europa. I de næste par år blev Hitler-Tyskland imidlertid mere besværligt, og forholdet til Japan blev mere anspændt. Støtten til isolationisme begyndte at svinde. Da 1930’erne nærmede sig sin afslutning, opbyggede USA sin flåde og sine væbnede styrker og forberedte sig på krig.