Bibelkommentar(Bibelstudie)

EXEGESIS:

KONTEKST:

Thessalonika var (og er stadig) en vigtig havneby omkring 300 km nord for Athen. På Paulus’ tid var den region, som Thessalonika lå i, kendt som Makedonien. I dag er det det det nordlige Grækenland. Til gengæld for sin støtte til Augustus gjorde romerne Thessalonika til en fri by i 43 f.Kr.

Paulus, Silas og Timotheus besøgte Thessalonika på Paulus’ anden missionsrejse (OBS: Silas er hans navn i Apostlenes Gerninger, skrevet af Lukas. I Paulus’ skrifter er han kendt som Silvanus). Paulus og Silas havde været i Filippi, men var blevet fængslet der på grund af en klage fra ejeren af en slavepige, som Paulus havde uddrevet en dæmon fra. Et jordskælv befriede dem samme nat, men de blev i fængslet indtil næste morgen. Da de erfarede, at de var romerske borgere, undskyldte magistraterne, løslod dem og bad dem forlade Filippi (ApG 16).

Derpå tog de til Thessalonika, hvor de på tre på hinanden følgende sabbater deltog i synagogen og fremlagde deres sag om Jesus som Messias. De fik en række konvertitter, primært blandt fromme grækere (ApG 17:4) – ikke-jøder, der sympatiserede med jødedommen, men som endnu ikke var blevet fuldgyldige jødiske proselytter.

Jødiske ledere, der var utilfredse med disse konverteringer, klagede til myndighederne over, at Paulus og Silas hævdede, at der fandtes en konge ved navn Jesus (ApG 17:7). Som følge af den efterfølgende konflikt rejste Paulus og Silas til Berøa (ApG 17:10). Jødiske ledere fra Thessalonika fulgte dem til Berøa og “ophidsede folkemængden” (ApG 17:13). Silas og Timotheus blev midlertidigt i Beræa, mens Paulus tog til Athen (ApG 17:14). Paulus sendte besked til Silas og Timotheus om at komme tilbage til ham, hvilket de gjorde (ApG 17:15).

Paulus tog derefter til Korinth, hvor han opholdt sig i en længere periode (ApG 18). Silas og Timotheus sluttede sig igen til ham der (ApG 18:5). Det var der, efter modstand fra jødiske ledere, at Paulus sagde: “Jeres blod skal komme over jeres eget hoved! Jeg er ren. Fra nu af vil jeg gå til hedningerne!” (ApG 18:6).

Paulus sendte Timotheus for at hjælpe menigheden i Thessalonika (1. Thessalonikerbrevet 3:2). Timotheus kom tilbage med en god rapport (3:6ff.), men udtrykte bekymring over deres forståelse af status for “dem, der er faldet i søvn i Jesus” (1 Thessaloniker 4:14).

– Paulus forsikrer de kristne fra Thessaloniki om, at “de døde i Kristus vil opstå først”, når Jesus kommer igen (1. Thessaloniker 4:16).

– Han minder dem om, at “Herrens dag (vil komme) som en tyv om natten” (5:2) – og at de uomvendte ikke vil finde nogen flugtmulighed (5:3).

– Han minder dem også om, at de er “lysets børn” (5:5), hvilket sikrer deres frelse (5:8-9).

– Han opmuntrer dem til at “opbygge hinanden” (5:11)-og “at respektere og ære” “dem, der står over jer i Herren” (5:12-13)-“at formane de uordentlige” … og at “være tålmodige over for alle” (5:14).

– Han siger: “Glæd jer altid. Bed uden ophør. Tak i alting” (5:16-18).

– Han siger til dem, at de skal “prøve alle ting” (5:21) og “afholde sig fra enhver form for ondskab” (5:22).

1 TESSALONIERNE 1:1. FRA PAUL, SILVANUS OG TIMOTHEUS

1 Paulus, Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes forsamling i Gud Fader og Herren Jesus Kristus: Nåde og fred være med jer fra Gud, vor Fader, og fra Herren Jesus Kristus.

“Paulus, Silvanus og Timotheus” (v. 1a). I betragtning af denne indledning og det faktum, at første person flertal bruges så ofte i dette brev (som f.eks. 1:2 “Vi takker altid…. vores bønner” osv.), mener forskerne, at Paulus, Silvanus og Timotheus har samarbejdet om dette brev, med Paulus som hovedforfatter. De skrev det sandsynligvis i 49 eller 50 e.Kr.

– Paulus er naturligvis en apostel. Han var Saulus, en jødisk farisæer og forfølger af kirken, indtil han fik et syn af den opstandne Kristus på vejen til Damaskus (ApG 9). Efter denne oplevelse tog han et nyt navn – og en ny identitet som hedningeapostel.

– Silvanus er den latinske form for Silas. Lukas bruger konsekvent Silas i Apostlenes Gerninger (ApG 15:22, 27, 32, 40; 16:19, 25, 29; 17:1, 4-5, 10, 14-15; 18:5). Paulus bruger konsekvent Silvanus (2. Korintherbrev 1:19; 1. Thessalonikerbrev 1:1; 2. Thessalonikerbrev 1:1). Silas/Silvanus var en vigtig leder i menigheden i Jerusalem, som Paulus valgte til at ledsage ham på sin anden missionsrejse (ApG 15:40).

– Timotheus var en ung troende, da Paulus mødte ham første gang i Lystra. Paulus’ mor, Eunike, og hans mormor, Lois, var begge troende (2 Timotheus 1:5). Paulus bad Timotheus om at ledsage ham på sin anden missionsrejse (ApG 16:1-3). Andre steder omtaler Paulus Timotheus som “mit elskede og trofaste barn i Herren” (1 Kor 4:17 WEB) og “mit sande barn i troen” (1 Tim 1:2).

“til Thessalonikernes forsamling (græsk: ekklesia)” (v. 1b). Det græske ord ekklesia(forsamling eller kirke) er sammensat af to ord, ek (ud) og kalein (kalde) – det betyder altså “at kalde ud”. Septuaginta (den græske udgave af Det Gamle Testamente) bruger ordet ekklesia til at oversætte det hebraiske ord qahal, som bruges til at betyde Israels menighed – Guds udvalgte folk.

Vi bruger normalt ordet “kirke” til at oversætte ekklesia, selv om World English Bible, som jeg bruger i denne eksegese, bruger ordet “forsamling.”

Når dette brev taler om “Thessalonikernes ekklesia (kirke)”, betyder det det det kristne samfund i Thessalonika. Det er noget helt andet end den måde, vi så ofte bruger ordet “kirke” på i dag. Vi taler om kirker med tårne – og sætter ordet kirke i forbindelse med en bygning. Men bygningen er ikke kirken. Bygningen er kun det sted, hvor kirken mødes. Kirken er de forsamlede kristne troende.

“i Gud, Faderen, og Herren Jesus Kristus” (v. 1b). Paulus siger oftere “i Kristus” (1 Korinther 15,22; 2 Korinther 5,19) eller “i Kristus Jesus” (Romerne 6,11; 1 Korinther 1,2; Galaterne 3,28; 1 Timotheus 1,14). At være “i Kristus” indebærer et altomfattende forhold til Kristus Jesus – et forhold, der har frelsende kraft. Tilføjelsen af “Gud Fader” udvider visionen.

“Nåde (græsk: charis) til jer og fred (græsk: eirene) fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus” (v. 1d). Dette er en velsignelse, som Paulus ofte tildeler i sine hilsner (Romerne 1,7; 1 Korinther 1,3; 2 Korinther 1,2; Galaterne 1,3; Filipperne 1,2; Kolossenserne 1,2; 2 Thessalonikerne 1:2; 1 Timotheus 1:2; 2 Timotheus 1:2; Titus 1:4; Filemon 1:3)

– Nåde (charis) indebærer, at man giver og modtager noget, der har potentiale til at velsigne både giver og modtager. Den klassiske definition af nåde er “den gratis gave til frelse gennem Jesus Kristus”. Men nåde kan antage mange former. Når det bruges i en hilsen til et brev, som det er tilfældet her, kunne jeg forestille mig, at Paulus ville mene, at charis skulle omfatte disse mange former.

– Fred (græsk: eirene) har sine rødder i det hebraiske ord shalom – som taler om en indre form for fred – den form for velvære, der stammer fra et dybt forhold til Gud.

1 TESSALONIKERBREV 1:2-3. VI TAKKER FOR JER ALLE

2 Vi takker altid Gud for jer alle, idet vi nævner jer i vore bønner, 3og vi mindes uden ophør jeres trosarbejde og jeres kærlighedsarbejde og jeres håbets tålmodighed i vor Herre Jesus Kristus for vor Gud og Fader.

“Vi takker altid Gud for jer alle, idet vi nævner jer i vore bønner” (v. 2). Det er ikke længe siden, at Paulus, Silvanus og Timotheus grundlagde menigheden i Thessalonika (2,17; se ApG 17), så deres erindringer om de kristne i Thessalonika er friske. I den thessaloniske menighed er der nogle, der opfører sig dårligt (græsk: ataktos – uordentligt eller ustyrligt), og Paulus opfordrer menigheden til at formane dem (5,14) – men han inddrager alle i sin taksigelse og sine bønner – selv de ustyrlige (se også 2,13; 3,9-10). Præster i dag ville gøre klogt i at efterligne dette – at inkludere alle, selv de ustyrlige, i deres taksigelser og bønner.

“og huske uden ophør på jeres trosarbejde og kærlighedsarbejde og håbets tålmodighed i vor Herre Jesus Kristus, for vor Gud og Fader” (v. 3 WEB). At være i enhver form for tjeneste medfører en række frustrationer, men disse opvejes i væsentlig grad, når præsten ser et ungt menneske vokse op og blive et menneske med dyb tro – eller et menneske, der vender sig fra en destruktiv kurs til en forløsende tro – eller når præsten blot husker på den daglige handling i troen fra almindelige medlemmer af menigheden.

Det er det, der sker her. Timotheus har besøgt Thessalonika for at se til de kristne der, og han har bragt en god rapport med hjem (3,6ff). Det har fået Paulus, Silvanus og Timotheus til at huske nogle af de positive ting, som de har set hos disse kristne fra Thessalonika:

– “jeres trosarbejde” (græsk: ergou pisteos). Dette er ikke gerninger-retfærdighed – gerninger, der frembringer frelse. Det er snarere udgydelsen af trofast tjeneste, som er det naturlige produkt af troen.

– “og kærlighedens arbejde” (græsk: tou kopou agapes). Ordet kopou (arbejde) antyder intensitet. Hårdt arbejde virker imidlertid ikke besværligt, når det udføres ud fra agape-kærlighed. Agape er kærlighed, der søger den andens velfærd, og det er den slags kærlighed, der tjener villigt – gladeligt – med glæde.

– “og håbets tålmodighed” (græsk: tes hupomons elpidos). Det græske ord hupomons (tålmodighed) er beslægtet med ordet for udholdenhed. Det er den slags tålmodighed, der “bliver ved med at holde ud” under vanskelige omstændigheder.

Det håb, der har inspireret den udholdende tålmodighed, er “håbet på vor Herre Jesus Kristus, for vor Gud og Fader”. Det er håbet om frelse, som er gjort muligt gennem “vor Herre Jesu Kristi død og opstandelse” ved “vor Gud og Faders” nåde.”

1 TESSALONIKERBREVET 1:4-5. DE GODE NYHEDER KOM TIL JER I KRAFT

4 Vi ved, brødre elskede af Gud, at I er udvalgte, 5 og at vores gode nyhed ikke kun kom til jer i ord, men også i kraft og i Helligånden og med megen vished. I ved, hvilken slags mennesker vi viste os at være blandt jer for jeres skyld.

“Vi ved, brødre elskede (græsk: agapao) af Gud, at I er udvalgte” (græsk: ekloge) (v. 4). Dette vers forsikrer de kristne fra Thessalonikerne om, at de er:

– Elskede (agapao) af Gud. Det græske ord agapao angiver en glædelig form for kærlighed – den form for kærlighed, der glæder sig over den elskede. Det er den slags kærlighed/glæde, som en mor kan finde i sit nyfødte barn. Det er den slags kærlighed/glæde, som en kunstner kan finde i et kunstværk, der er blevet præcis, som kunstneren havde forestillet sig det. Det er den slags kærlighed/glæde, som Gud oplever, når han ser på dem, som han har skabt og udvalgt.

– Udvalgt (ekloge) af Gud. Det græske ord ekloge er nært beslægtet med eklektos. Begge ord angiver, at man bliver udvalgt eller valgt af Gud til et særligt formål. I det første tilfælde af udvælgelse valgte Gud at indgå et pagtsforhold med Abram (1. Mosebog 12:1-3) – et pagtsforhold, der senere blev udvidet til nationen Israel. Ideen om udvælgelse fortsætter i Det Nye Testamente (Johannes 15:16; 17:6; Efeserne 1:4; 2:10; 2 Thessaloniker 2:13), hvor Gud udvælger visse mennesker til at være hans folk, til at udføre hans arbejde og til at nyde frelsens velsignelser.

Denne lære om udvælgelse kan støde moderne følsomheder, som modsætter sig tanken om, at nogle kan udelukkes fra Guds rige. Jeg kan dog godt lide den måde, som Charles Spurgeon behandlede den på. Han bad: “Herre, frels alle de udvalgte, og udvælg så nogle flere.”

“og at vores gode nyhed (græsk: euangelion) kom til jer ikke kun i ord, men også i kraft og i Helligånden og med megen vished” (græsk: plerophoria) (v. 5a WEB). Det græske ord euangelion kombinerer ordene eu (god) og angelos (engel eller budbringer) og betyder “gode nyheder” – de gode nyheder om en frelse, der er muliggjort af Guds nåde – ved gaven af hans Søn på korset. Euagellion oversættes ofte med “evangelium” – et ord, der stammer fra det gamle engelske “god spel”, som betyder “gode nyheder”.”

I Det Nye Testamente bruges euangelion om forkyndelsen af den gode nyhed om Jesus Kristus. Paulus bruger en eller anden form for dette ord næsten halvtreds gange og bruger det til at inkorporere Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse.

Gode nyheder overføres typisk ved hjælp af ord – talt eller skrevet. Men det er én ting at høre gode nyheder, men en anden at opleve dem personligt. Derfor er den gode nyhed, som disse kristne har reageret på, også kommet til dem i kraft og i Helligånden. Oprindeligt så de denne kraft manifesteret i Paulus’ og hans kollegers forkyndelse – muligvis ledsaget af tegn og undere. Derefter oplevede de den personligt, da Helligånden vejledte og gav dem kraft.

“med stor vished” (plerophoria). Det græske ord plerophoria udtrykker idéen om vished-tryghed-overbevisning-tillid. Helligånden har formidlet det gode budskab om frelse gennem Kristus til disse kristne fra Thessaloniki på en sådan måde, at de kunne føle sig sikre på den grund, de stod på.

“I ved, hvilken slags mennesker vi viste os at være blandt jer for jeres skyld” (v. 5b). Paulus og hans kolleger havde prædiket et autentisk ord i Thessalonika – et pålideligt ord. De havde været opsat på at behage Gud snarere end de mennesker, som de prædikede for (2:4). De brugte ingen smigrende ord for at manipulere deres tilhørere (2:5). De søgte ingen menneskeskabt ære (2:6). De arbejdede for at forsørge sig selv, så de ikke pålagde det folk, som de prædikede for, en økonomisk byrde (2:9). De kristne i Thessaloniki havde set dette. De havde oplevet Paulus’ og hans kollegers integritet – deres uselviskhed – deres agapekærlighed. Alle disse ting bidrog til deres tillid til, at Paulus og hans kolleger talte sandheden – at de tjente Gud snarere end at fremme en eller anden privat dagsorden.

1 TESSALONIERNE 1:6-7. I BLEV ET EKSEMPEL

6 I blev efterfølgere af os og af Herren, idet I modtog ordet under megen trængsel med glæde over Helligånden, 7 så I blev et eksempel for alle, der tror i Makedonien og Akaja.

“I blev efterfølgere af os og af Herren, idet I modtog ordet under megen trængsel” (v. 6a). Da de nye kristne i Thessalonika havde set Paulus’ og hans kollegers ægthed (se kommentarerne ovenfor til v. 5), reagerede de nye kristne i Thessalonika ved at efterligne dem. Når de gjorde det, efterlignede de også Herren. De kristne i Thessaloniki havde lidt ligesom Kristus havde lidt – og ligesom Paulus og hans kolleger havde lidt i forbindelse med deres forkyndelse.

I det næste kapitel vil Paulus fortælle, hvordan han og hans kolleger led og blev behandlet skammeligt i Filippi (2:2). Apostlenes Gerninger indeholder en række beretninger om Paulus’ lidelser i Kristi tjeneste (ApG 9:28-29; 13:50; 13:50; 14:4, 19; 16:22-24; 21:30-36; 22:22-25; 23:1-10). I sit andet brev til menigheden i Korinth gav Paulus en sammenfattende redegørelse for sine lidelser i Kristi tjeneste. Han blev fængslet, slået, stenet og led skibbrud. Han udholdt farer fra floder og røvere – farer fra jøder og hedninge – farer i byer, i ørkenen og på havet. Han var ofte sulten og tørstig – kold – og endda nøgen. Derudover oplevede han dagligt bekymring for de unge kirker, som han havde grundlagt (2. Korinther 11:23-28).

“med glæde i Helligånden” (v. 6b). Disse kristne fra Thessaloniki oplevede glæde på trods af deres problemer. Før de havde kendt Kristus, kunne de kun se frem til en usikker fremtid. Nu lever de i vished om, at Helligånden – Guds ånd – bor i dem og vejleder og styrker dem. Desuden lever de i den overbevisning, at Kristi død og opstandelse har garanteret deres egen frelse. Disse ting gør det muligt for dem at være glade midt i et liv, der ofte er svært (se også 5:16 – “Glæd jer altid!”).”

“så at I blev et eksempel (græsk: typos) for alle dem, der tror i Makedonien og Akaja” (v. 7 WEB). Grækerne brugte ordet typos til at betegne det mærke eller indtryk, som man får ved at slå på noget med et mønstret billede. Som teltmager ville Paulus først og fremmest have arbejdet med læder – og læder egner sig godt til stemplede billeder. Et stemplet billede skulle dog være tydeligt og præcist for at have værdi.

Paulus fortæller de kristne i Thessaloniki, at de har givet et trofast eksempel (typos) – et vidnesbyrd med vidtrækkende virkning.

Makedonien var den nordlige region og Akaja den sydlige region i det område, som vi i dag kender som Grækenland. Paulus fortæller disse kristne fra Thessaloniki, at deres lidelser for Kristus – og deres glæde i Kristus – har gjort dem til stærke vidner i hele den del af verden – fra nord til syd – fra grænse til grænse.

Et vellevet liv er en velprædiket prædiken – en sandhed, der ikke er begrænset til den jødisk-kristne tradition. Den romerske filosof Seneca – samtidig med Paulus og hans kolleger – sagde: “Vi reformerer andre ubevidst, når vi går oprejst”. Det gør vi også!

Vi tænker normalt på vidnesbyrd som noget, vi gør til gavn for ikke-troende. Det er i sandhed en vidunderlig ting at se troens lys begynde at skinne i hjertet på en person, som hidtil har levet i mørke. Det er især vidunderligt at vide, at vores vidnesbyrd har været med til at gøre det muligt. Men i dette vers fortæller Paulus disse kristne fra Thessaloniki, at de er blevet “et eksempel for alle dem, der tror”. Med andre ord har det thessaloniske eksempel været en særlig velsignelse for dem, der allerede har taget Kristus til sig. Hvorfor skulle det være vigtigt? Hvorfor skulle nogen, der allerede tror på Kristus, have brug for at se et trofast eksempel fra en anden troende?

Markusevangeliet fortæller en dejlig historie om en far, der bragte sin dæmonbesatte søn til Jesus. Da faderen bad Jesus om at helbrede sin søn, sagde Jesus: “Hvis du kan tro, er alting muligt for den, der tror”. Faderen svarede: “Jeg tror. Hjælp min vantro!” (Markus 9:23-24). Denne fars svar er en bøn, som vi alle ville gøre klogt i at huske – og bede. “Jeg tror. Hjælp min vantro!”

Mange mennesker tror, men ingen tror helt og holdent. Vores trosrejse føles nogle gange, som om vi går på en snor – og det gør vi på en måde også. Vi bliver kastet rundt af kræfter, der truer med at bringe os ud af balance. Jo stærkere vores tro er, jo mere fast besluttet er fristeren på at bringe os ud af balance. Derfor har vi altid brug for hjælp, og fællesskabet af troende (kirken) er et af de bedste steder at finde denne hjælp. Når vi har fællesskab med andre troende, styrker deres tro vores tro – og vores tro styrker deres.

Når min kone og jeg besøger storbyen, holder vi gudstjeneste i en stor, livskraftig kirke, som vores søn opdagede, da han gik på college der. Den kirke inkluderer personlige vidnesbyrd i deres gudstjenester, en tradition, der er mindre populær i dag end i tidligere tider. De strukturerer disse vidnesbyrd ret stramt. Kort før prædikenen interviewer en af præsterne et medlem af menigheden, som har indvilget i at give sit vidnesbyrd. Nogle gange involverer vidnesbyrdet en mand og kone med spædbørn i armene eller børn, der står ved siden af – et særligt charmerende indslag. Spørgsmålene og svarene er blevet øvet på forhånd, hvilket giver vidnesbyrdet en lidt konstrueret smag. Ikke desto mindre er disse vidneudsagn overbevisende. Forsamlingen holder kollektivt vejret og lytter opmærksomt til hvert eneste ord. Det ville være passende at sige til den eller de personer, der aflægger deres vidnesbyrd: “I (er) blevet et eksempel for alle, der tror.”

1 TESSALONIERNE 1:8. FRA DIG ER HERRENS ORD blevet forkyndt

8 For fra dig er Herrens ord blevet forkyndt, ikke alene i Makedonien og Akaja, men også på alle de steder, hvor jeres tro på Gud er gået ud, så vi ikke behøver at sige noget.

“For fra jer er Herrens ord (græsk: tou kuriou) blevet forkyndt, ikke alene i Makedonien og Akaja, men også alle steder er jeres tro mod Gud gået ud” (v. 8a). “Herrens ord” kan betyde “Gud Faderens ord” eller “Kristi ord” eller begge dele. I Det Nye Testamente synes det oftest at betyde “Kristi ord” – men tvetydigheden kan være tilsigtet.

Disse thessalonikere har ikke blot modtaget Herrens ord, men har også forkyndt – prædiket det – spredt det. Som nævnt ovenfor har deres trofaste vidnesbyrd spredt sig vidt omkring – fra Makedonien til Akaja – fra nord til syd – og til alle de steder, hvor deres tros vidnesbyrd har berørt.

Vi har brug for at høre dette, for vi er altid fristet til at tro, at vores personlige vidnesbyrd eller vores lille menigheds vidnesbyrd har ringe potentiale. Men de kristne i Thessaloniki var få i antal. De var ikke vant til at rejse vidt og bredt. De kunne ikke bruge radio, tv, internet, mobiltelefoner osv. til at sprede budskabet. Ikke desto mindre forkyndte de på en eller anden måde Herrens ord på en sådan måde, at det havde en positiv virkning langt og bredt – på alle dem, som deres vidnesbyrd rørte.

“så vi ikke behøver at sige noget” (v. 8b). Dette er hyperbole – overdrivelse for at opnå effekt – overdrivelse for at gøre en pointe. Paulus og hans kolleger har travlt med at prædike og skrive løbende, og de kender værdien af deres ord (Romerne 10:15-17). Men de ved også, hvor vigtigt det er at opmuntre de trofaste kristne i Thessalonika til at fortsætte med at være trofaste, så de inkluderer denne lidt overdrevne ros.

1 TESSALONIKERBREV 1:9-10. I vendte jer fra afgudsbilleder til en levende Gud

9 For de beretter selv om os, hvilken modtagelse vi fik af jer, og hvordan I vendte jer fra afgudsbilleder til Gud for at tjene den levende og sande Gud, 10 og for at vente på hans søn fra himlen, som han oprejste fra de døde – Jesus, som frelser os fra den kommende vrede.

“For de beretter selv om os, hvilken modtagelse vi fik af jer” (v. 9a). Hvem er “de”? De skulle være dem fra Makedonien, Akaja og andre steder, som er blevet positivt påvirket af de kristne fra Thessaloniki.

Disse mennesker har fortalt Paulus og hans kolleger, at de har hørt gode beretninger om den modtagelse, som de kristne fra Thessaloniki gav dem. Det gjaldt fromme grækere (ApG 17,4) – ikke-jøder, der sympatiserede med jødedommen, men som endnu ikke var blevet fuldgyldige jødiske proselytter. Det gjaldt ikke for de jødiske ledere, som blev oprørte, da disse fromme grækere blev tilhængere af Jesus (ApG 17:7-10). Disse ledere fulgte endda Paulus og hans kolleger til Berøa, hvor de ophidsede folket (ApG 17:13).

Men Timotheus har igen besøgt Thessalonika, og hans beretning fortæller os, at de kristne der fortsat havde en stærk tro på Kristus og et fast forhold til Paulus og hans kolleger.

“og hvordan I vendte jer om til Gud fra afguderne for at tjene en levende og sand Gud” (v. 9b). Dette er nøglen! De kristne fra Thessalonikerne havde vendt sig fra tilbedelse af afguder – livløse, døde afguder – til tilbedelse af den levende Gud. De var gået fra tilbedelse af det falske til tilbedelse af det ægte. Folk havde bemærket forskellen i deres liv og var positivt imponerede. Evangeliets forkyndelse blev styrket af deres vidnesbyrd.

“og til at vente på hans Søn fra himlen, som (den sande Gud) har oprejst fra de døde – Jesus, som frelser os fra den kommende vrede” (v. 10). Det tidlige kristne samfund ventede spændt på Kristi genkomst. Paulus havde tydeligvis haft denne fremhævelse med i sin tidligere forkyndelse i Thessalonika, og han vil understrege den igen i dette brev (5:2-6).

Den kendsgerning, at Gud oprejste Jesus fra de døde, bekræftede hans status som Guds søn. Senere bekræftede det også apostlenes forkyndelse.

Det var passende for disse kristne at se frem til Kristi genkomst, fordi Paulus havde forsikret dem om, at Kristus ville udfri dem fra den kommende vrede. De ville ikke lide under den dom, som de ugudelige ville opleve ved tidens ende.

SCRIPTURCITATER er fra World English Bible (WEB), en offentlig domæne (ingen ophavsret) moderne engelsk oversættelse af den hellige bibel. Den engelske verdensbibel er baseret på den amerikanske standardversion (ASV) af Bibelen, Biblia Hebraica Stutgartensa Old Testament og den græske Majority Text New Testament. ASV, som også er offentligt tilgængelig på grund af udløbet ophavsret, var en meget god oversættelse, men indeholdt mange arkaiske ord (hast, shineth osv.), som WEB har opdateret.

BIBLIOGRAFI:

Barclay, William, Daily Study Bible: Letters to the Philippians, Colossians, Thessalonians, (Edinburgh: The Saint Andrew Press, 1963)

Beale, G.K., IVP New Testament Commentary: 1 & 2 Thessalonikerne (Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press, 2003)

Bridges, Linda, McKinnish, Smyth & Helwys Bible Commentary: 1 & 2 Thessalonikerne (Macon, Georgia: Smyth & Helwys Publishing, Inc., 2008)

Bruce, F. F., Word Biblical Commentary: 1 & 2 Thessalonikerne (Dallas: Word Books, 1982)

Demarest, Gary W., The Preacher’s Commentary: The Preacher’s Commentary: 1, 2 Thessalonikerne, 1, 2 Timotheus, Titus (Nashville: Thomas Nelson Publishers, 1984)

Elias, Jacob W., Believers Church Bible Commentary: Believers Church Bible Commentary: 1 and 2 Thessalonians, (Scottdale, Pennsylvania: Herald Press, 1995)

Fee, Gordon D., The New International Commentary on the New Testament: The First and Second Letters to the Thessalonians (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Co., 2009)

Gaventa, Beverly Roberts, Interpretation: First and Second Thessalonians (Louisville: John Knox Press, 1998)

Gaventa, Beverly R., i Brueggemann, Walter, Cousar, Charles B., Gaventa, Beverly R., og Newsome, James D., i: Brueggemann, Walter, Cousar, Charles B., Gaventa, Beverly R., og Newsome, James D, Texts for Teaching: A Lectionary Commentary Based on the NRSV-Year A (Louisville: Westminster John Knox Press, 1995)

Green, Colin J.D., i Van Harn, Roger E. (red.), The Lectionary Commentary: Theological Exegesis for Sunday’s Texts: The Second Readings: The Second Readings: Acts and the Epistles (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Company, 2001)

Green, Gene L., Pillar New Testament Commentary: The Letters to the Thessalonians (Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999)

Holladay, Carl R., i Craddock, Fred B., Hayes, John H., Holladay, Carl R., og Tucker, Gene M.,Preaching Through the Christian Year A (Harrisburg, Pennsylvania: Trinity Press International, 1992)

MacArthur, John, Jr., The MacArthur New Testament Commentary: 1 & 2 Thessalonikerne (Chicago: The Moody Bible Institute of Chicago, 2001)

Martin, D. Michael, New American Commentary: 1-2 Thessalonikerne, vol. 33 (Nashville: Broadman Press, 1995)