Det var en klassisk indstilling. Min mand, min helt nye lille dreng og jeg var lige kommet hjem fra hospitalet. Efter en søvnløs nat – men ikke desto mindre en god nat, da vi var i velkendte omgivelser – vågnede jeg op og puttede mig i sengen for at amme min søde, nye lille dreng.
Men han ville ikke have noget med det at gøre. Så snart han så mit bryst, gjorde han vrøvl og vendte sig væk.
Efter ca. en times forsøg ringede vi til hospitalet og spurgte, hvad vi skulle gøre. Der var enighed om at tage ham tilbage til hospitalet.
Det var en regnfuld 4. juli og oven i købet en lørdag, så vi måtte tage på skadestuen.
Min stakkels søde lille dreng fik straks konstateret gulsot, og der blev tilkaldt en ammevejledningskonsulent, som skulle tale med mig.
Det øjeblik amningskonsulenten så mig, udbrød hun: “Du godeste, hvor er du dog fuld!”
Hun puttede på mine bryster og rystede på hovedet. Mine bryster var stort set på størrelse med basketbolde – så fyldte, at mælken stak op i flere smertefulde klumper i armhulerne, der var større end en golfbold.
“Du har hyperlactaion,” udtalte hun efter en kort undersøgelse. Derefter bad hun om at få en brystpumpe til mig.
Jeg priser Gud for den Medela-brystpumpe af hospitalskvalitet, som kom mig til undsætning den dag. Den lindrede det enorme tryk, som jeg tidligere havde troet var normalt. Desuden gav den min stakkels lille dreng frisk mælk at spise.
Hver tredje time den nat pumpede jeg, forsøgte at amme mit barn, som stadig ikke ville have noget med det at gøre, og gav ham så den udpumpede mælk gennem en flaske.
Den næste morgen blev vi udskrevet fra hospitalet – igen. Denne gang bevæbnet med mere viden om, hvad der foregik med min krop.
Da vi kom hjem, gik min mand ud og lejede en hospitalskvalitetspumpe, så jeg kunne lette trykket og fodre mit barn. Efter ca. en måneds leje gik vi videre og købte en Medela Freestyle-pumpe.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det endelig lykkedes for lillemanden og mig at amme. Men sådan er vores historie bare ikke gået. Jeg forsøgte hver dag i timevis at få Little Mister til at amme, men han skreg hver gang og nægtede at tage ordentligt fat. Vi deltog i mange møder med ammekonsulenter, mødtes med andre ammende mødre og prøvede så godt vi kunne. Men jeg var aldrig i stand til at amme min førstefødte baby med succes.
Med et stærkt ønske om at give ham nærende modermælk, pumpede jeg i stedet min modermælk til ham.
Det mærkelige var, at jeg hurtigt opdagede, at selv om jeg kun pumpede to til tre gange pr. 24-timers periode (jeg pumpede normalt kun, når trykket blev for smertefuldt), producerede jeg nok mælk til at give min søn seks gange mere mad! Derfor fik jeg at vide, at jeg havde hyperlaktation – jeg havde en overflod af mælk.
Andre problemer, jeg havde, var at vågne op med hele min skjorte og mit lagen gennemblødt, mine bryster sprøjtede voldsomt mælk stort set uanset hvad (når de ikke var dækket til), og jeg gik igennem en latterlig mængde brystpuder (jeg proppede omkring tre tykke stofpuder i min bh ad gangen).
Når jeg havde fodret min søn, frøs jeg min mælk ned til senere brug. Langt det meste af det blev doneret til vores lokale mælkebank.
Efter næsten et år besluttede jeg at vænne min søn fra modermælk (samtidig med at vores læge sagde, at han kunne skifte til komælk), fordi det var meget irriterende at pumpe, og fordi vores fryser var SÅ overfyldt med mælk, at han alligevel havde nok til et år mere!