The Wise Guise

Ah, 90’ernes underholdning. For nutidens generation af unge er det nok en æra, der kan sammenlignes med den digitale stenalder. Internettet var dial-up, mobiltelefoner var fastgjort til voluminøse tasker i vores biler, og Google var en eller anden søgemaskine, som mærkelige mennesker brugte (alle de seje børn i computerlokalet var på Yahoo! eller Netscape).

For de af os, der voksede op i dette årti, bringer det dog en hvirvelvind af nostalgi frem. Ligesom de primitive mobiltelefoner, der var knyttet til de store, sorte tasker, var 90’erne gigantiske, pågående og overdrevne, men dengang og selv i dag ser vi dem stadig som værende cool. Den amerikanske exceptionalisme, der vendte tilbage i 1980’erne, kom for alvor i gang i 90’erne, da USA satte globale tendenser for den nye tilstedeværelse af online og naturligvis vores eksportvare nummer et: underholdning.

Film, musik, tv og andre medier oplevede radikale afvigelser fra de foregående årtier. Mainstream ændrede sig til en ukonformitet, drevet af en ængstelig forbrugerbase, der blev ved med at give flere penge, efterhånden som entertainere skubbede de sociale grænser for sprog, seksualitet, vold og meget mere. I dag virker disse ting almindelige, men i 90’erne var de banebrydende.

Og lad os derfor fejre det årti, der var. Det var ekstremt svært at lave en liste med kun ni ting, og jeg er sikker på, at alle, der læser dette, vil have deres egne tanker om, hvad der burde have været med og ikke burde have været med. I sidste ende er det meningen, at denne liste skal give dem, der læser den, en tidskapsel om, hvad det betød at leve i denne fantastiske tid.

Den “Jurassic Park”-franchise (1993-1997)

Der var mange kulturelt definerende film i 1990’erne, fra “Titanic” til “Forest Gump”. Faktisk så mange, at hvis jeg begyndte at rangordne dem, ville de alene udgøre en liste på mere end ni. Når man tænker tilbage på de film, der virkelig har haft indflydelse på hele årtiet, er der ikke noget, man kommer hurtigere til at tænke på end “Jurassic Park”.

Steven Spielbergs mesterværk fra 1993 var revolutionerende med sin brug af computergenererede effekter, som nu bruges i stort set alle film og tv-serier fra Hollywood.

Det var dog ikke kun billederne, “Jurassic Park”-filmene gav næring til kulturens fascination af udviklingen inden for videnskab og teknologi. Der blev annonceret innovationer på hvad der føltes som en daglig basis, og disse film spillede ind på tanken om, at mennesket måske endda kunne genoplive dinosaurerne.

Jeg husker, at da “Jurassic Park” kom ud, gik jeg ind for at se den tre gange. Husk på, at jeg var fem år gammel på det tidspunkt. Jeg har ingen anelse om, hvad mine forældre tænkte. Jeg kunne ikke få nok af den store T-Rex eller den uhyggelige scene med raptorerne, der angriber børnene i cafeteriet. Jeg dukkede mit hoved under mit sæde for at se den. Opfølgeren fra 1997, “The Lost World”, er en anstændig efterfølger, men franchisen som helhed var virkelig det, der åbnede fantasien hos mange filmskabere og unge mennesker.

“Jagged Little Pill,” Alanis Morissette (1995)

Var det årtiets album? Jeg kunne helt sikkert argumentere for det. Uanset hvor det placerer sig blandt 90’ernes musikalske værker, var ‘Jagged Little Pill’ utvivlsomt et af de mest indflydelsesrige album i moderne tid. Den vrede unge kvinde, der spyttede foragt ud over sine tidligere kærester, ungdomsårene og endda sin egen eksistens, var ligesom en massiv bombe, der blev kastet ned over den amerikanske kultur.

I slutningen af årtiet havde den solgt over 30 millioner eksemplarer, mere end noget andet i samme periode. Fans vil kærligt huske ‘Ironic’ og ‘You Oughta Know’, men sleeper hits som ‘Hand in My Pocket’ og ‘You Learn’ bør heller ikke glemmes.

Alanis’ strithårede mørke hår, store, mørke tøj og fuck-you-attitude legemliggjorde den ængstelige ungdomsbevægelse i den generation. Vigtigere er det, at albummet virkelig banede vejen for nutidens kvindelige kunstnere, der blander rå tekster med de nyeste melodier inden for pop.

WCW vs. WWE – The Monday Night Wars (1995-1999)

I første halvdel af 1900-tallet blev professionel wrestling primært betragtet som en egentlig sport blandt de fleste amerikanere. Det var indtil de opdagede, at kampene var forudbestemte, og at det meste af handlingen bestod af falske slag. Siden da har branchen med rette indtaget sin plads som underholdning.

I 1990’erne steg branchen for alvor til tops, da Ted Turners World Championship Wrestling valgte at producere et mandagsshow kaldet “Nitro”, der skulle gå i clinch med Vince McMahons World Wrestling Entertainment og dets flagskibsprogram, “RAW”, som blev sendt samme aften.

Beslutningerne blev tidligt set som tossede af nogle insidere i branchen, men de skulle senere føre til den mest sete æra i den professionelle wrestlings historie. Uge efter uge var der mere end 10 millioner seere, der så begge programmer. Fans ventede ivrigt hver uge på at se “Stone Cold” Steve Austin få det bedste ud af sin chef hr. McMahon eller Goldberg forlænge sin sejrsstime.

Indtægterne fra rivaliseringen var så store, at WWE i 2000 var blevet et børsnoteret selskab til en milliard dollars og en hjørnesten i kabel-tv. WCW derimod ville gå konkurs på grund af faldende seertal og billetsalg i 2001. Fans af branchen ser stadig tilbage på tiden som et lysende øjeblik, der personificerede 1990’ernes “Attitude Era”.

The Work of Tupac Shakur (1990-1996)

Ingen anden kunne bedre opsummere 1990’ernes rapscene end ét navn: 2Pac. 2Pac definerede genren i hele 1990’erne med sine elektriske tekster og kontroversielle udtalelser om livet i de indre bydele. Kunstneren stod midt i mange dilemmaer mellem hiphopkulturerne i øst og vest. Og selvfølgelig blev han berømt som den første mand, der fik et nummer et-album – “Me Against the World” – mens han afsonede en fængselsdom.

Så, i 1996, sluttede det hele på tragisk vis. Selv om nogle elitære musikkritikere utvivlsomt vil snobbe mit forslag, mener jeg, at skuddet af 2pac efterlod et lige så stort indtryk på musikverdenen, som mordet på John Lennon gjorde. Han var en gud for rapkulturen, der legemliggjorde volden og livets hårde vilkår for mange i den tid.

Hans arv var fantastisk, med over 75 millioner solgte albums i hans korte karriere. Den mere sigende virkning er dog, hvor meget han stadig refereres til af nutidens kunstnere. For fanden, han bliver endda hologrammet ind.

SEGA/Nintendo-rivaliteten (1992-1999)

“Hvilken en kan du bedst lide – Genesis eller Super Nintendo?” Det var spørgsmål er indprentet i mange unge mænds bevidsthed fra begyndelsen af 1990’erne. Det var også et tegn på den blomstrende videospilbranche, som var ved at få lige så stor betydning i kulturen som film og musik.

Gaming steg først i 1980’erne takket være Nintendo Entertainment System, men i begyndelsen af 90’erne var disse gamere ved at blive ældre. SEGA udnyttede dette med aggressiv markedsføring, herunder deres BLAST-behandling og “SEGA gør det, som Nintendon’t ikke gør.”

Og det virkede faktisk i et stykke tid. Genesis udkonkurrerede SNES’en i USA tidligt i starten. Skæbnen ville dog ændre sig med tiden. Nintendo fortsatte med at innovere og følge med tiden og er stadig i gang indtil den dag i dag.

I modsætning hertil havde SEGA en række fejlslagne konsoller, før de forlod spilhardware-branchen for altid i 2001. Fans ser tilbage på denne tid som en gylden tid for gamingens fødsel, og opfordringer fra nogle til at få SEGA tilbage i hardware-branchen viser den varige indflydelse, som de to selskaber efterlod på forbrugerne i løbet af dette årti.

Seinfeld (1990-1998)

Ingen tv-serie har efterladt en mere varig indflydelse på kulturen i 1990’erne end “Seinfeld”. Dens fodaftryk var så stort, at den stadig sendes i syndikering hver aften på de fleste almindelige markeder. “Showet om ingenting”, der drejede sig om fire venner, der forsøgte at klare sig socialt og professionelt i New York, indfangede den voksende idé om, at hverdagen er den primære kilde til humor.

“Seinfeld” var som oftest den komedieserie med de højeste seertal på tv, indtil den sluttede i 1998. Beslutningen blev truffet, at serien skulle gå ud på toppen i stedet for at blive hængende, og det var en klog beslutning. Fans, der råbte på en genforening, har mange gange fået deres håb skuffet, men fik et glimt af ideen i en nylig sæson af “Curb Your Enthusiasm” med “Seinfeld”-skaberen Larry David i hovedrollen.

Som stjernerne i showet blev de ikoniske. Så meget, at de fleste af de ledende skuespillere havde svært ved at være anker på andre tv-serier, efter at showet var slut, fordi de var så identificeret med deres ‘Seinfeld’-karakterer. Hvem kan dog bebrejde seerne? Det er stadig den måske bedste serie i tv-historien og har produceret nok one-liners til at fylde daglige skrivebordskalendere i mange år fremover.

‘Smells Like Teen Spirit,’ Nirvana (1991)

Hvis du ville have et resumé af 1990’ernes musik, skulle du egentlig bare få nogen til at lytte til dette fantastiske nummer fra 1991, der på genial vis startede 1990’ernes alternative rockkultur. Og denne kultur smittede af på alle andre aspekter af underholdningen og overdækkede æraen med en aggressiv attitude, der var helt anderledes end tidligere årtier.

Singlen blev æret som en “hymne for apatiske unge”, men den blev så meget mere. Den formede opfattelsen af den ængstelige ungdom i 90’erne, en flok vrede unge mænd og kvinder, der var klar til at se de grænser, som forældrene havde sat op, blive revet ned. Det var på en måde et kulturchok, pakket ind i en sød, lille sang.

‘Smells Like Teen Spirit’ ville lancere Nirvana til superstjernestatus, noget de ikke var vilde med. Inden for få år ville forsanger Kurt Cobain være død, og bandets eftermæle ville blive betragtet som alt for kortvarigt. Man skulle tro, at dette ville medføre, at deres arbejde ville blive glemt, men det var det stik modsatte. Singlen ses stadig af mange musikkritikere som en af de bedste rocksange nogensinde og det med rette.

The Disney Renaissance (1990-1999)

Det må virke mærkeligt at gå fra aggressiv ungdom til det stik modsatte af en sådan. Men skiftet måtte foretages. Vi kan diskutere mange ting fra underholdningen for 90’erne, men unægteligt vil de værker, der vil blive husket mest fra den tid om mange år, være de produktioner, der kommer ud af Disney Studios.

Det er heller ikke kun på grund af Disneys irriterende videoværelse. Dette årti bød på en hidtil uset succes for Disney-animation. Selskabet producerede hit efter hit, der hver for sig var nogle af de største film i deres respektive år.

Fra den Oscar-nominerede “Skønheden og Udyret” til den meget roste “Løvernes Konge” prægede filmene tendenser inden for musik, film, spil, tøj og endda mad, som vi købte i supermarkedet. Sig ikke, at jeg var den eneste, der købte Klondike-barer fra “Løvernes konge”.

“Aladdin”, “Pocahontas”, “Tarzan” … listen fortsætter og fortsætter. Intet studie, med den mulige undtagelse af Disneys eget Pixar i det sidste årti, har oplevet en så stærk periode med vedvarende fremragende resultater. Effekten af filmene ses stadig i Broadway-musicals, forlystelser i forlystelsesparker og meget mere.

Det vil de også fortsat gøre. Selv om mange underholdningsartikler fra 90’erne ikke vil blive værdsat af fremtidige generationer, giver det mig en god fornemmelse at vide, at børn i de kommende år vil få den samme oprindelige nydelse, som jeg fik af disse film for mange år siden.

1. Saturday Night Live (1990 – 1999)

Det er så svært at vælge en topplacering for noget som helst. Man er nødt til at være sikker på, at det, man uddeler, er denne plads værdig. Jeg er ikke bange for, at ‘Saturday Night Live’ fortjener den titel, som jeg tildeler.

I 1990’erne var der ikke noget, der mere grundigt eller underholdende viste vores bombastiske kultur frem end ‘Saturday Night Live’. På ugentlig basis flåede den de nyeste musiktrends i stykker. Det store, grimme tøj, som vi syntes så godt ud. Og endda de politikere, der enten ikke kunne få en sætning på plads eller forblive trofaste over for deres koner.

Hvis du ønskede et mikrokosmos af 90’ernes kultur, havde dette show det. Dana Carvey’s politiske imitationer af præsident Bush og den kommende præsident Ross Perot var i topklasse. Adam Sandler fik os til at rulle i gulvet med sine melodier om Lunch Lady og Hanukkah. Og så har vi slet ikke talt om Chris Farley, David Spade, Chris Rock og Phil Hartman. Forstår du billedet?

Faktisk var showet så hot, at andre berømtheder var ved at dø for at komme med på scenen. Og det gav overskrifter. Kan du huske, da Sinead O’Conner flåede et billede af paven i stykker live? Hvad med da Madonna rullede rundt i sengen med Wayne og Garth? Og du glemte vel ikke, da Chris Farley ansøgte om at blive Chippendale’s-danser sammen med Patrick Swayze, vel?

Showet fik sit eget liv, og for at kende kulturen måtte man kende showet. Jeg tror, at det er den højeste kompliment, man kan give et underholdningsværk. ‘Saturday Night Live’ er faldet radikalt i værdi i løbet af det sidste årti. Men dens 90’er-periode er årsagen til, at den stadig er så ærefuld i dag. Det er det, der gjorde 1990’erne mere end noget andet inden for underholdning til noget stort.