Arbejdskraftudbudskurver stammer fra “labour-leisure”-afvejningen. Flere arbejdstimer giver højere indkomster, men det er nødvendigt at skære i den mængde fritid, som arbejdstagerne har. Følgelig har en ændring i reallønnen to virkninger på mængden af udbudt arbejdskraft. Når f.eks. reallønssatsen stiger, øges alternativomkostningerne ved fritid. Dette har en tendens til at få arbejdstagerne til at udbyde mere arbejdskraft (substitutionseffekten). Men også når reallønnen stiger, tjener arbejdstagerne en højere indkomst for et givet antal timer. Hvis fritid er et normalt gode – efterspørgslen efter det stiger, når indkomsten stiger – vil denne stigning i indkomsten få arbejdstagerne til at levere mindre arbejde, så de kan “bruge” den højere indkomst på fritid (indkomstvirkningen). Hvis substitutionseffekten er stærkere end indkomsteffekten, så er arbejdsudbuddet opadgående. Hvis indkomsteffekten er stærkere end substitutionseffekten over en vis lønsats, bøjer arbejdsudbudskurven bagud. De enkelte arbejdsudbudskurver kan aggregeres for at udlede det samlede arbejdsudbud i en økonomi.