Ofte gange finder jeg mig selv i at mindes en bestemt Spring Break.
Min familie og jeg var i Caribien (som en del af en krydstogtsrejse) og var nået til den tredje af fire havne, som vi havde besøgt i løbet af vores tid på skibet.
“Havnen” var den smukke ø Roaton, en moderat stor strækning af land omkring 30 miles øst for Honduras, som hævder at være ejer af landet.
Men da vi gik i land fra skibet – og lod vores begejstrede tæer nyde godt af de varme og indbydende sandstrande – satte en skræmmende, men desværre ikke chokerende, virkelighed ind:
Øen stank af den samme tredjeverdenskultur, som alt for mange lande i Caribien gør.
At sige, at øens befolkninger var “fattige” ville svare til at sige, at den nuværende økonomiske situation i Amerika er “lidt dårlig” – det ville være en storslået og enorm underdrivelse.
Men uanset hvor fattige indbyggerne var, fik man aldrig en stemning af forfærdelse, modløshed eller utilfredshed fra nogen af befolkningen som helhed. Selvfølgelig havde folk ikke meget materielt set, men det, de havde, var mere end noget produkt eller apparat kunne tilbyde.
De havde håb, de havde livet, og de havde hinanden – alt sammen ting, som ingen penge i verden kunne købe.
I Amerika er vi berettiget til disse ovennævnte skatte og mange flere. Vi er frie til at opfylde vores ønsker med alle lovlige midler, til at praktisere enhver religion, hvis vi finder det nødvendigt, og til at give udtryk for, hvad vi mener om dagligdags ting. Kun de utaknemmelige finder grund til at gøre sig umage over den formue, vi er blevet velsignet og født ind i.
Men inkluder mig i kategorien af dem, der ikke sætter pris på, hvordan penge fordeles i vores land, især til visse mennesker.
Jeg taler ikke om politiske spørgsmål som velfærd eller skatter, men snarere om den latterlige årlige lønforskel mellem to relativt store befolkningsgrupper i vores land.
Disse to befolkningsgrupper er “gennemsnitsamerikanere” og amerikanske atleter.
For at sætte tingene i perspektiv med henblik på denne artikel er medianen af årslønnen for en gennemsnitsamerikaner 44.389 dollars*. Sammenlign det med 1.470.000 dollars** for en professionel atlet i et af de fire store idrætsforbund.
Så til sammenligning tjener den gennemsnitlige amerikaner tre procent af det, som den gennemsnitlige atlet tjener.
Men mens der skønsmæssigt lever 304 millioner amerikanere blandt os, er der kun 4.420 professionelle atleter, der deltager i en af de fire kongesportsgrene. Så selv om alle disse penge er “derude”, går de til en astronomisk lav procentdel af enkeltpersoner – 0,0001 procent for at være præcis.
Det er noget af en uoverensstemmelse, hvis du spørger mig.
Spørgsmålet er så stillet: Hvorfor skulle en voksen, der spiller et børnespil, belønnes med langt flere penge end et medmenneske, der bruger langt mere hjerne eller muskler end ham?
Det hænger ikke sammen i offentlighedens øjne, fordi disse mennesker kun har oplevet den ene side af historien – om end den almindelige, ikke-idrætsudøvere side.
De forstår tilsyneladende oddsene for at blive en storspiller, og alligevel kan de ikke fatte fordelene ved at opnå denne eventyrlige livsstil. De er opdraget naturligt og lever normalt. De tjener en anstændig løn.
Alle anomalier, der kommer i kontakt med mennesker med hensyn til et velkendt aspekt af livet (lad os sige penge), medfører en eller anden form for følelse udadtil – sædvanligvis jalousi eller medlidenhed med den modsatte side af tingene.
Forvirret af sandheden? Et eksempel er allerede blevet givet i historien:
Normale amerikanere tjener 44.389 dollars om året. Idrætsfolk tjener 1.470.000 dollars om året. Normale amerikanere afskyr og er formentlig misundelige på, at nogen kan få en løn, der er så meget højere end deres egen, når de føler, at de arbejder lige så hårdt (hvis ikke hårdere) i et job, som de måske eller måske ikke har haft i nogen brugbar længere tid.
Men er det rigtigt at fremkalde sådanne følelser hos en person, som igen kun kan fortælle den ene halvdel af historien?
Vist kan sport gøre krav på mange elskede minder fra vores barndom, men det betyder ikke, at sport kun er for børn.
De øverste niveauer inden for idrætten er lige så meget et erhverv som bankvæsenet, undervisningen og sygeplejen er det. De kræver alle en omfattende viden om deres fag og en superlativ udførelse fra den enkelte, når tiden og situationen kræver det. Derudover kræver de alle et forretningsmæssigt sind og en vilje til at lykkes.
Hvis du ikke besidder for mange af disse egenskaber, vil du se dig selv blive degraderet eller fyret hurtigere, end baseball-speedster Andrew McCutchen kan runde andet.
Sandheden er, at professionel sport minder utroligt meget om andre erhverv på så mange niveauer – det er bare det, at lighederne ikke bliver præsenteret for offentligheden på et sølvfad. De forbliver skjult og tilsløret bag andre, som regel fluffy historier, der går forud for ting, der virkelig har nogen som helst betydning.
I virkeligheden bebrejder jeg ikke offentligheden for den vrede, som den udtrykker over for sportsverdenen og atleterne specifikt. Jeg mener, det er ikke deres skyld, at de bliver misinformeret og vildledt af det sædvanligvis nedslående billede, som medierne tegner af sporten og dens beboere – er det?
De (mediemændene) ønsker, at du skal gøre dig bekendt med alle de prangende, rige atleter i verden – alle 4.420 af dem. De vil have dig til at falde pladask for bestemte spillere og blive fanatisk over disse respektive personers begivenheder – eller guder, som medierne gerne vil have dig til at have det.
Du kan dog næppe bebrejde dem det – det er sådan, de genererer indtægter. De tjener store penge ved at overdrive begivenheder og skildre historier på måder, der vil fremkalde en reaktion fra offentligheden, hvad enten den er positiv eller negativ, og derved få fansene til at ønske at komme tilbage efter mere, hvilket i bund og grund er målet.
Og de har også opfyldt deres mission – det fremgår af, hvordan de er forblevet i branchen. Som nævnt ovenfor har mange mennesker “beef” med de latterlige kontrakter, som atleterne modtager i dag – tal, som medierne glorificerer.
Alex Rodriguez modtog sin mega-aftale på 225 millioner dollars fra Yankees i november 2007. Manny Ramirez fik 45 millioner dollars for at blive hos Dodgers i to år. Basketballsuperstjernerne Lebron James og Kobe Bryant skal tjene et beløb, som aldrig før er set inden for sporten, når de bliver free agents til sommer.
Men det er ikke kun de rutinerede spillere, der høster de enorme pengebunker. Rookies bliver nu mere end nogensinde før præsenteret for enorme kontrakter, der er tungt belæsset med forhåndsgarantier.
Quarterback Matthew Stafford fra Detroit Lions fik i april sidste år en rekordstor seksårig aftale på 72 millioner dollars, som indeholdt absurde 42 millioner dollars i garantier.
I baseball kæmper kaster Stephen Strasburg fra Nationals – som repræsenteres af den notoriske pengesmugler Scott Boras – om 50 millioner dollars.
Det komiske ved det hele er, at selv om de ikke har spillet et sekund i deres nye ligaer, bliver de betalt som superstjerner – ligesom sportsverdenens A-Rods og ManRams, der rent faktisk har tjent deres indkomst.
De er i besiddelse af kolossale evner og suverænt talent, men er du virkelig villig til at satse på, at de vil blive bedre spillere end de bedste i øjeblikket i deres respektive sport?
Jeg ved, at jeg ikke er det, og dobbelt så meget mener jeg, at de ikke bør betales som sådan.
Det ville imidlertid være en fejl at give de nuværende sportsfigurer – ejere, atleter eller agenter – skylden for de overvældende dollertal, der uddeles i dagens spil.
For at være fuldt informeret må man tage et kig på, hvordan kontrakterne inden for sport har udviklet sig gennem årene.
Tilbage i 1950’erne og 1960’erne, da baseball for alvor brød igennem, var kontrakter på 100.000 dollars helt oppe i tiden. Spillere som Ted Williams og Joe DiMaggio fik disse engang så lukrative kontrakter som supplement til deres imponerende statistik.
Sådan var det også i fodbold for omkring ti år siden, at superstjernen Barry Sanders havde genforhandlet sin kontrakt til 34,5 millioner dollars over seks år***.
Huskede du, at Stafford fik 42 millioner dollars i garantier? Hvem tror du, der har fortjent sine penge mest?
Pointen er, at i alle sportsgrene har de store kontrakter været konsekvente, efterhånden som tiden er gået.
Så kan du bebrejde idrætten for progression? For udvikling?
Er det deres skyld, at økonomien er blevet oppustet?
Forstå mig ret, jeg er ikke så naiv, at jeg ikke er uvidende om, at inflationen i sporten er vokset med en langt større – og langt hurtigere – hastighed end i resten af økonomien.
Men til deres forsvar skal det siges, at de blot udvikler sig sammen med deres checks – ligesom hele samfundet gør – og de “rekordstore” kontrakter er fortsat et afslørende tegn på det.
Jeg mener, det ville ikke give mening for spillerne at modtage det, som deres modstykker gjorde for 50 år siden, så hvorfor afsky for alle de penge, de tjener nu?
Jeg tror, at det er på grund af medierne. De er kunstnerne, der maler et billede – enten rosenrødt eller visnet – af, hvordan de ønsker, at sporten skal opfattes i offentligheden. Oftest vælger de at fortælle det “visne” billede, da det er det, der sælger mest.
Det gør os trætte, da vi hører oplysningerne i et yderst negativt lys.
Det er dog os selv, der har formet disse forfærdelige standarder. Det er os, der giver næring til journalistikkens bål, ved at hige efter og besætte os selv med berømmelse og lykke og opblæste personligheder.
Hvis det ikke var for vores fascination af sport, så ville atleterne ikke få den løn, de får. Men mens vi fortsat klager over de penge, de får, står vi også magtesløse i den forstand, at vi kontrollerer, hvad der foregår.
Af en eller anden grund kan jeg ikke finde sympati i det.
Taylor Rummel er skribent på Bleacher Report.
*Tal er hentet fra Wikipedia
**Tal er hentet fra ESPN the Magazine
***Tal er hentet fra Wikipedia