Den 7. marts 1876 får den 29-årige Alexander Graham Bell patent på sin revolutionerende nye opfindelse – telefonen.
Den skotskfødte Bell arbejdede i London sammen med sin far, Melville Bell, som udviklede Visible Speech, et skriftligt system, der blev brugt til at lære døve at tale. I 1870’erne flyttede Bell-familien til Boston, Massachusetts, hvor den yngre Bell fandt arbejde som lærer på Pemberton Avenue School for the Deaf. Han giftede sig senere med en af sine elever, Mabel Hubbard.
Mens han var i Boston, blev Bell meget interesseret i muligheden for at overføre tale via ledninger. Samuel F.B. Morses opfindelse af telegrafen i 1843 havde gjort næsten øjeblikkelig kommunikation mulig mellem to fjerntliggende punkter. Ulempen ved telegrafen var imidlertid, at den stadig krævede håndlevering af meddelelser mellem telegrafstationer og modtagere, og at der kun kunne overføres én meddelelse ad gangen. Bell ønskede at forbedre dette ved at skabe en “harmonisk telegraf”, en anordning, der kombinerede aspekter af telegrafen og pladespilleren for at give personer mulighed for at tale med hinanden på afstand.
Med hjælp fra Thomas A. Watson, en ansat i en maskinfabrik i Boston, udviklede Bell en prototype. I denne første telefon fik lydbølger en elektrisk strøm til at variere i intensitet og frekvens, hvilket fik en tynd, blød jernplade – kaldet membranen – til at vibrere. Disse vibrationer blev magnetisk overført til en anden ledning, der var forbundet med en membran i et andet, fjerntliggende instrument. Når dette membran vibrerede, blev den oprindelige lyd gengivet i øret på det modtagende instrument. Tre dage efter indgivelsen af patentet overførte telefonen sin første forståelige besked – den berømte “Mr. Watson, kom her, jeg har brug for dig” – fra Bell til sin assistent.