Vers 1-10
Kapitel 1
LOVENS INDLEDNING (1 Thessalonikerbrev 1:1-10)
1:1-10 Paulus, Silas og Timotheus sender dette brev til Thessalonikernes menighed, som er i Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred.
Altid takker vi Gud for jer alle, og altid husker vi jer i vores bønner. Vi holder aldrig op med at huske det arbejde, der er inspireret af jeres tro, det arbejde, der er foranlediget af jeres kærlighed, og den udholdenhed, der er begrundet i jeres håb på vor Herre Jesus Kristus, for Gud, som også er vores Fader. For vi ved, brødre, elskede af Gud, hvordan I blev udvalgt. Vi ved, at vores gode budskab ikke kun kom til jer med ord, men med kraft og med Helligånden og med megen overbevisning, ligesom I også ved, hvad vi har vist os for jer for jeres skyld. Og I blev efterfølgere af os og af Herren, for selv om I modtog ordet under megen trængsel, modtog I det dog med Helligåndens glæde, så I blev et eksempel for alle de troende i Makedonien og Akaja. Thi Herrens ord gik ud fra jer som en basun, ikke blot i Makedonien og Akaja, men fortællingen om jeres tro på Gud er gået ud alle steder, så at vi ikke havde behov for at sige noget om det. For de mennesker, blandt hvilke vi befandt os, kunne fortælle os jeres historie, og hvordan vi kom ind til jer, og hvordan I vendte jer fra afguderne til Gud for at tjene den levende og sande Gud og for at vente på hans søns komme fra himlen, nemlig Jesus, som han oprejste fra de døde, og som redder os fra den kommende vrede.
Paulus sender dette brev til Thessalonikernes menighed, som er i Gud og Herren Jesus Kristus. Gud var selve den atmosfære, i hvilken kirken levede og bevægede sig og havde sit væsen. Ligesom luften er i os, og vi er i luften og ikke kan leve uden den, således er den sande kirke i Gud, og Gud er i den sande kirke, og der er intet sandt liv for kirken uden Gud. Desuden er den Gud, som Kirken lever i, vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, og derfor ryster Kirken ikke i isnende frygt for en tyrannisk Gud, men soler sig i solskinnet for en Gud, der er kærlighed.
I dette indledende kapitel ser vi Paulus i sin mest indtagende form. Om kort tid skulle han uddele advarsler og irettesættelser; men han begynder med uforblandet lovprisning. Selv når han irettesatte, var det aldrig hans mål at nedslå, men altid at opløfte. I ethvert menneske er der noget fint, og ofte er den bedste måde at befri ham for de lavere ting på, at rose de højere ting. Den bedste måde at udrydde hans fejl på er at rose hans dyder, så de blomstrer endnu mere; ethvert menneske reagerer bedre på opmuntring end på irettesættelse. Det fortælles, at hertugen af Wellingtons kok engang sagde op og forlod ham. Han blev spurgt, hvorfor han havde forladt en så ærefuld og velbetalt stilling. Hans svar var: “Når middagen er god, roser hertugen mig aldrig, og når den er dårlig, bebrejder han mig aldrig; det var bare ikke umagen værd.” Der manglede opmuntring. Som en god psykolog og med ægte kristen takt begynder Paulus med ros, selv når han har til hensigt at gå over til irettesættelse.
I 1 Thessalonikerbrevet 1:3 fremhæver Paulus tre store ingredienser i det kristne liv.
(i) Der er et arbejde, som er inspireret af troen. Intet fortæller os mere om et menneske end den måde, hvorpå det arbejder. Han kan arbejde i frygt for pisken; han kan arbejde i håb om gevinst; han kan arbejde ud fra en grum pligtfølelse; eller han kan arbejde inspireret af tro. Hans tro er, at dette er hans opgave, som Gud har givet ham, og at han i sidste ende arbejder ikke for mennesker, men for Gud. Nogen har sagt, at et tegn på sand hengivelse er, at et menneske kan finde ære i slid og slæb.
(ii) Der er det arbejde, som er foranlediget af kærlighed. Bernard Newman fortæller, hvordan han engang boede i en bulgarsk bondes hus. Hele den tid, han var der, var datteren i gang med at sy en kjole. Han sagde til hende: “Bliver du aldrig træt af det evige syarbejde?” “Åh nej!” sagde hun, “det er jo min brudekjole.” Arbejde udført af kærlighed har altid en herlighed.
(iii) Der er den udholdenhed, som er baseret på håb. Da Alexander den Store begav sig ud på sine felttog, fordelte han alle sine ejendele mellem sine venner. Nogen sagde: “Men du beholder jo intet til dig selv”. “Jo, det gør jeg,” sagde han. “Jeg har bevaret mit håb.” Et menneske kan udholde alt, så længe han har håb, for så vandrer han ikke til natten, men til daggryet.
I 1 Thessalonikerbrevet 1:4 taler Paulus om thessalonikerne som brødre, der er elsket af Gud. Udtrykket elsket af Gud var et udtryk, som jøderne kun anvendte på overordentligt store mænd som Moses og Salomon og på selve nationen Israel Nu er det største privilegium, som de største mænd i Guds udvalgte folk havde, blevet udvidet til de ydmygeste af hedningene.
1 Thessalonikerbrevet 1:8 taler om Thessalonikernes tro, der lyder ud som en trompet; ordet kunne også betyde, at den brager ud som et tordenrul. Der er noget enormt ved den rene trodsighed i den tidlige kristendom. Da al fornuft ville have dikteret en livsstil, der ville undgå at blive bemærket og dermed undgå fare og forfølgelse, bragede de kristne ud med deres tro. De var aldrig flove over at vise, hvem de var, og hvem de søgte at tjene.
I 1 Thessalonikerbrevet 1:9-10 bruges to ord, som er karakteristiske for det kristne liv. Thessalonikerne tjente Gud og ventede på Kristi genkomst. Den kristne opfordres til at tjene i verden og til at vente på herligheden. Den loyale tjeneste og den tålmodige ventetid var den nødvendige optakt til himlens herlighed.
-Barclay’s Daily Study Bible (NT)