Denne artikel er rettet mod Schmidts (1975) skemateori om motorisk indlæring. Inden for denne teori er der tilsyneladende blevet lagt mest vægt på variability of practice-hypotesen. Hypotesen hævder, at variabel øvelse er mere effektiv til udvikling af skemaer end konstant øvelse. Det empiriske grundlag for variabilitetsforudsætningen vurderes her på grundlag af 63 relevante undersøgelser (hovedsagelig tidsskriftartikler og afhandlinger), der rapporterer 73 forskellige eksperimenter og dækker 12 års empirisk forskning (fra 1975 til 1987).
Der skelnes mellem eksperimenter med voksne (n = 48) og med børneforsøgspersoner (n = 25). I litteraturen anføres det ofte, at der er solid empirisk støtte til hypotesen, især med børneforsøgspersoner. Af den gennemgang, der blev præsenteret her, blev det konkluderet, at for det første var omkring halvdelen af eksperimenterne rent faktisk ikke rettet mod variabilitetsforudsætningen, især fordi der ikke var nogen indlæring under øvelsen. For det andet kunne der kun opnås begrænset støtte til fordel for forudsigelsen fra de resterende forsøg. Variabilitetsforudsigelsen kan derfor ikke baseres på konsekvent understøttende beviser, hverken med voksne eller børn.