Prædikning forberedt af pastor Mark Verbruggen, Sioux Center, IA
Ordning af gudstjenesten
Åbning af gudstjenesten
Velkommen og bekendtgørelser
Opening Song of Praise: PH #244
Kald til tilbedelse: PH #244
Kald til tilbedelse: Salme 100
Stille bøn
Gudshilsen: “Må Guds, vor Faders og vor Herre Jesu Kristi nåde og fred være over os. Amen.”
Salme til lovsang: PH #428 “O Worship the King”
Bekendelsesgudstjeneste
Bekendelsesbøn efterfulgt af: “O Worship the King”
Bekendelsesgudstjeneste
Bekendelsesbøn efterfulgt af: PH #420
Assurance of Pardon: Kolossenserbrevet 1:13-14
Guds vilje for vores liv: Anden Mosebog 20:1-17
Salme som svar: PH nr. 19:2
VORDETS Tjeneste
Bøn om Guds ledelse
Skriftlæsning: 1 Kong. 18:17-39
Prædiktion: “Elias:
Bøn til svar
Salme: Elias: “Elias, det store opgør”
Salme:
BEDESTREDJE OG OFFERDAGT
Kongregationsbøn
Ofring
Ofring
Ofringsbøn efterfulgt af: PH #496
GUDSTJENESTENS SLUTNING
Slutningshymne: PH #555 “Lead on O King Eternal”
Guds velsignelse: PH #555 “Lead on O King Eternal”
Guds velsignelse: “Herren Jesu nåde være med alle”
Guds folk: “Amen”
Musikalsk postludium
Prædikning
I vores skriftlæsning i dag har vi læst om opgøret mellem Elias og Baals profeter på Karmels bjerg. Alt i Elias-fortællingen har bevæget sig frem mod dette møde i 1 Kong. 18. Den politiske leder og den åndelige leder er samlet med folket på bjerget for at afgøre det ældgamle spørgsmål: “Hvem er Gud?” Er “Jahweh”, pagtens Herre, den sande Gud i himlen og på jorden? Eller er “Baal”, frugtbarhedsguden i de hedenske nationer omkring Israel, himlens og jordens Herre?
Elija formulerer dagens væsentlige spørgsmål i vers 21, hvor han siger: “Hvor længe vil I vakle mellem to meninger? Hvis Herren er Gud, så følg ham; men hvis Baal er Gud, så følg ham.” I nogle oversættelser er ordet “waver” oversat med “vakle”. “Hvor længe vil I blive ved med at ‘halte’ mellem to meninger?”
Menneskene kan ikke få begge dele. Hvem er Gud? Det er et gammelt spørgsmål, og det er et moderne spørgsmål.
Som sådan er spørgsmålet stadig meget nærværende i dag. Vor tids guder er mange og forskelligartede. Mens mange mennesker i verden i dag vil identificere sig med en af de store verdensreligioner som kristendom, islam, hinduisme eller jødedom, kan spørgsmålet om “Hvem er Gud?” under hver af disse store religioner ofte fortolkes ud fra, hvad en person elsker.
Nogle kristne ser Gud i velsignelsen af deres rigdom. Nogle kristne ser Gud i velsignelsen af deres politiske dagsorden. Nogle muslimer ser Gud i jihad, den hellige krig mod Vesten. Ud over dette ser mange mennesker Gud, når de ser sig i spejlet og tilbeder den Gud, der er indeni dem. … eller når de ser på Hollywood-underholdningsmændenes ansigter og livsstil. … eller i tilbedelsen af vor tids sportshelte.
Hvem er Gud? Det er et gammelt spørgsmål, og det er et moderne spørgsmål. Opgøret på Karmelbjerget taler til fortiden og til os i nutiden. Når vi studerer denne tekst, må vi huske på advarslen i 1. Korintherbrev 4:4, hvor apostlen Paulus skriver: “Denne tidsalders gud har forblændet de vantro, så de ikke kan se lyset fra evangeliet om Kristi herlighed, som er Guds billede.”
Det opgør på Karmels bjerg mellem profeten Elias og Baals profeter er en dramatisk skildring af det første bud. I sin lov siger Herren: “Jeg er Herren din Gud … Du må ikke have andre guder for min skyld.” Det samme bud står i Femte Mosebog 6, hvor det hedder: “Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Bibelen siger, at der er én Gud, og kun til Herren skal vi give vores “alt” – al vores kærlighed, vores hjerte, vores sjæl og vores styrke. Det spørgsmål, der har flyttet handlingen frem til Karmelbjerget, er centreret i ordet og i særdeleshed i det første bud.
I vores tekst følger folket ikke længere Herren alene. De har ikke helt forladt ham, men de flirter samtidig med en anden gud. De humper mellem Jahve, pagtens Herre, og Baal, frugtbarhedsguden. Dette er et spørgsmål om troskab, fordi de har brudt deres pagtsløfte til Herren.
Den bedste sammenligning af denne “utroskab” fra Israels side er med et ægteskabsforhold. Israel, “bruden”, har været sin “ægtemand”, Pagtens Herre, utro og er “sammen” med en anden. Folkets kærlighed til Herren er blevet kold, og derfor kræver Elias et svar: “Hvem er Gud?” “Hvor længe vil I halte rundt mellem to forskellige meninger?” Dette er et spørgsmål, som de ikke kan ignorere, selv om vi i teksten ser, at de prøver på det.
Bemærk, at efter at Elias har stillet spørgsmålet i vers 21, står der i teksten: “Men folket sagde intet.” En bedre oversættelse af den oprindelige tekst siger: “Og folket svarede ham ikke et ord.”
Et nøgleord i vores tekst er ordet “svar”. Hvem vil svare på det spørgsmål, som Elias bringer i vers 21? Hvem vil give et svar på den udfordring, som han stiller i versene 22-24?
I første omgang giver folket ikke noget svar. Deres tavshed er på en vis måde så højlydt, at vi er nødt til at lægge mærke til den. I vers 21 er folkets tavshed et tegn på deres skyld. For at bruge metaforen om “pagtsægteskab” endnu en gang (og det er helt sikkert et af de styrende motiver i baggrunden af 1 Kong. 18) kan vi sige, at folket ikke vil svare på spørgsmålet, fordi sandheden afslører deres skyld, deres “begær efter” en anden elsker, en anden gud.
Husk på, at mange år tidligere havde Israels folk med glæde indgået en pagt med Herren. I Josvabogen, kapitel 24, hører vi folket sige: “Det er langt fra os at forlade Herren for at tjene andre guder! … Også vi vil tjene Herren, for han er vores Gud.” Josua advarede folket om, hvor alvorligt det løfte var, som de afgav. Men den dag var folket ikke tabt for et svar. Faktisk var de ivrige efter at svare. Måske var de for ivrige efter at svare, for Josua siger derefter til dem: “I er ikke i stand til at tjene Herren. Han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud. … Hvis I forlader Herren og tjener fremmede guder, vil han vende sig om og bringe ulykke over jer og gøre en ende på jer, efter at han har været god mod jer.”
Det handler om, at folkets tavshed over for profeten er, at de har glemt deres “første kærlighed”, noget Herren også beskyldte den efesianske menighed for (Åb. 2:4). De har glemt Herren og deres pagtsforhold med ham. Virkende i dette opgør i vores tekst er det ord, som Elias talte til Akab alene i 1 Kong. 18:18. Elias sagde til Akab: “Du har forladt Herrens befalinger og har fulgt Ba’alerne.”
Dette er Herrens ord, som kræver et svar fra folket. Elias legemliggør Guds levende og virksomme ord. Kristi ånd er over ham, når han nu taler til folket. Derfor må vi forstå, at det i sidste ende er til Jesu Kristi ansigt, at folket er tavst. Men ordet kan ikke forblive ubesvaret. Spørgsmålet vil fremkalde et svar.
Når vi læser denne historie, må vi lægge mærke til, at tavsheden ikke kun kommer fra folket, der vakler mellem to meninger. Der ville også have været mange mennesker til stede på dette tidspunkt – herunder Baals profeter – som var hengivne til den hedenske gud. Det er bemærkelsesværdigt, at disse hengivne tilhængere af Baal også er tavse. Hvorfor hævede de ikke deres stemme til støtte for deres gud? Elias gav dem muligheden. Det ville have været et fantastisk forebyggende angreb på Elias, Herrens enlige profet, hvis de havde hævet deres stemmer til støtte for Baal. Hvorfor skete det ikke? Svaret på dette spørgsmål ligger igen i kraften i Herrens levende og virksomme ord. Martin Van’t Veer skriver i sin bog Min Gud er Jahve: “Der er noget mirakuløst ved de lukkede munde hos alle de mennesker, som ønskede at tale imod Gud. Miraklet blev udført af majestæten i Herrens ord. Allerede nu kan man se Ordet rykke frem mod sejren.”
Medens historien fortsætter i vers 22-24, opstiller Elias en udfordring mellem Herren og Baal. Den Gud, der svarer med ild, er den sande Gud. På dette forslag giver folket endelig et svar til profeten. I vers 24 står der ordret: “Og hele folket svarede: “Det er godt, hvad du siger”.” Men bag dette svar ved vi, at det er Herrens levende og virksomme ord, som tvinger spørgsmålet fremad. “Hvem er Gud?” Det, der følger i vers 25-29, er Baals profeters liturgi, og i vers 30-37 Elias’ liturgi.
I sammenligningen af de to liturgier ser vi vigtigheden af liturgi, og hvordan vi nærmer os vores Gud.
Baals profeters tilbedelse og liturgi er et indblik i det latterlige. Teksten ønsker, at vi skal se dette. Det er et humoristisk indblik i hedenske ritualer, hvor folk råber og danser, skærer sig selv med knive og profeterer – alt sammen til ingen nytte. Midt i vers 26 står der: “Men der var ingen reaktion; ingen svarede.” Elias håner dem i vers 27: “Råb højere! Måske er han dybt i tanker, eller har travlt, eller er på rejse. Måske sover han og skal vækkes.” Man skulle tro, at denne hån ville blive ignoreret af Baals folk, men de føjer sig til deres tåbelighed og gør, som Elias siger! I timevis fortsætter denne latterlige liturgi af råb, dans og klipning, men vers 29 afslutter den med at sige: “Men der var ingen reaktion, ingen svarede, ingen lyttede, ingen var opmærksom.” Hvor trist. Et tredobbelt “ingenting” er alt, hvad der sker. Ingen respons, ingen svar, ingen opmærksomhed! Hvis det blot var et spørgsmål om oprigtighed, ville disse Baals profeter ikke være blevet fundet utilstrækkelige. De er oprigtige i deres tilbedelse, men de var oprigtigt forkerte.
Derimod finder vi, når vi ser på Elias’ liturgi i vers 30-37, en helt anden tilgang. Hvordan begynder den? Den begynder med en opfordring til folket. “Kom her til mig,” siger Elias. Og folket kommer. Hvem kommer de til? Elias, ganske vist, men mere end det, de kommer til den, i hvem Kristi Ånd bor, og gennem hvem Herrens ord bliver talt. Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som er trætte og belastede, og jeg vil give jer hvile.”
Se eller lyt nu godt efter. Efter at have opfordret folket til at komme frem, begynder Elias at genopbygge Herrens alter. Al handlingen går langsommere i vores tekst, mens vi læser om dette ritual i vers 30-35. Vi nærmer os Gud på Guds betingelser, ikke på vores egne. Før Kristi offer på korset blev Guds folks ofringer i Det Gamle Testamente udført på en sådan måde, at de var i overensstemmelse med hans ord.
Elija genopbygger pagtens Herrens alter med 12 sten, der repræsenterer hele nationen Israel, ikke den splittede nation, som eksisterede på hans tid. Alteret, træet og offeret bliver derefter døbt med tolv krukker med vand. Hvorfor? Måske for at skabe dramatisk effekt, eller måske for at minde folket om, hvem der er den sande Gud, som bringer vand og liv til landet og folket. I vores historie er Baal på vej ned, og han går hårdt ned! Elias’ liturgi kulminerer derefter med en bøn til Herren. I slutningen af denne bøn i vers 37 siger profeten: “Svar mig, Herre, svar mig, så at dette folk kan kende, at du, Herre, er Gud, og at du vender deres hjerter om igen.” Læg mærke til nøgleordet “svar”, som Elias siger to gange i sin bøn. Hvem vil svare? Hvem vil tale? Hvem er Gud?”
Elias’ liturgi er ikke efter hans eget design, og den er heller ikke et ritual for ritualets skyld. Det er en liturgi, der er forankret i Herrens ord, som af nåde svarer os først. Elias inviterer folket til at komme frem. Han ærer Guds vilje ved at bygge et alter. Dette alter er et tegn på det kors, hvorpå det ultimative offer for vores synder ville blive bragt. Det er det sted, hvor vi inviteres til at komme, fordi det er her, Gud besvarer spørgsmålet for os. “Hvem er Gud?” Vent og se.
I Elias’ bøn beder han om, at folket vil se, at Gud vender deres hjerter tilbage til ham. Vi er også nødt til at lægge mærke til dette subtile budskab i vores tekst. På egen hånd kan vi ikke vende os til Gud. Hvem vi er uden nåde, er det, som folket var i slutningen af vers 21 – tavse. På egen hånd ville vi hellere fordømme vores sjæle til helvede end nogensinde at indrømme, at vi har taget fejl. Det er det, vi er af natur. Men i denne historie lærer vi, at Gud ikke vil lade os fordømme os selv. Hans ord taler om nåde.
Og alt dette fører til Herrens svar i vers 38. Der kommer ild ned fra himlen og fortærer alt: træet, stenene, jorden og selv vandet i grøften. Dette er Guds åbenbaring! Hans ord har bragt folket til dette sted og denne tid, og det er ikke uden virkning. Folkets reaktion i vers 39 er at falde ned på jorden og udråbe: “Herren – han er Gud! Herren – han er Gud!” Pagtens Herre har svaret sit folk, og som svar har de svaret ham.
Bevægelsen i vores tekst er fra tavshed til proklamation; fra et spørgsmål til et svar. Det er en bevægelse fra Karmel til Golgata. For at forstå det, der sker i 1 Kong. 18, må vi huske et andet bjerg og et andet offer, hvor det samme levende og suveræne ord er på arbejde. Da Jesus hang gudsforladt på korset, var den eneste lyd omkring ham den hånlige latter og latterliggørelse fra de soldater, der korsfæstede ham. Hans tilhængere var tavse. Men så råbte Jesu Kristi stemme ud. Ordet, der blev kød og blod, sagde: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Tavshed var ikke enden på Karmelbjerget, og det var heller ikke enden på Golgata. Når Gud handler, falder folket i vores tekst ned og siger: “Herren – han er Gud!” Matthæusevangeliets beretning fortæller os, at da Jesus hang på korset, rystede jorden i et jordskælv. Så udbrød høvedsmanden og dem, der holdt øje med disse begivenheder: “Han var sandelig Guds søn!”
Hvem er Gud? Gud er den, der svarer os. Han er den, der besvarede vores synd med sit ord af nåde. Han er den Gud, der er blevet kendt i Jesus Kristus. I Salme 29 står der: “Giv Herren æren, I mægtige, giv Herren æren for hans navn, tilbyd Herren i hans helligheds pragt. Herrens stemme er mægtig, Herrens stemme er majestætisk.” Denne Herre bliver kendt i den ild, der blev sendt ned på Karmelbjerget, og han bliver kendt i manden på korset. For ham vil ingen tie stille. Alle knæ vil bøje sig for ham, og alle tunger vil bekende ham som Herre og konge. Amen.
Svarbøn
Almægtige Gud, du er suveræn over hele jorden. Du er mægtig over alle guder i vores verden. Vi kommer foran dig som dem, der er tavse og stumme på grund af vores synd, men da vi er blevet frelst af Kristus, er vores tunger løst, og vi lovpriser dit ypperste navn. Må alle dele af vores liv give dig ros og ære. Må alle, der ser os, se, at vores liv bekender, at Jesus Kristus er herrernes Herre og kongernes konge. Du har forandret vores liv, løst vores tunger, og vi priser dig. O, suveræne Gud, fremskynd dagen for din genkomst, så du vil være alt i alt for evigt og altid. Amen.