Dr. Maybergs undersøgelse dokumenterer data om resultaterne over fire til otte år for 28 patienter, der gennemgik DBS af den subcallosale cingulat for behandlingsresistent depression.
Respons- og remissionsrater blev fastholdt på henholdsvis ≥50% og ≥30% fra to til otte års opfølgning. Desuden opfyldte tre fjerdedele af deltagerne kriteriet for behandlingsrespons i mere end halvdelen af den tid, de deltog i undersøgelsen, med 21 % af patienterne, der demonstrerede kontinuerligt respons på behandling fra år et. Da depression ikke har nogen entydig patologi, var ideen bag DBS baseret på resultater fra tidligere forskning ved hjælp af funktionel billeddannelse, sagde Dr. Mayberg.
“Billeddannelsesresultater blev drivkraften og begrundelsen for selve målet, i det mindste i vores eksperimenter,” sagde hun.
Fokuseringen på område 25 var logisk, sagde Dr. Mayberg, på grund af dets forbindelse til negativt humør. “Dette område bliver overaktivt med induktion af negative stemningstilstande, hvilket vi kunne se i PET-scanninger af blodgennemstrømning,” sagde Dr. Mayberg. “Dens aktivitet blev dæmpet, når patienter blev behandlet med succes for depression. Vi så signalet ændre sig med glukosemetabolisme og blodgennemstrømning. Funktionel billeddannelse førte os til målet og hjalp os med at skrue ned for aktiviteten direkte med fokal elektrisk stimulering ved hjælp af den implanterede elektrode.”
Billeddannelse blev ikke kun kanalen til at udføre implantaterne, men hjalp også med at forstå deres indvirkning på det sted, som implantaterne påvirkede.
“Billeddannelse er afgørende i tilfælde, hvor vi ved, at vi befinder os i konvergenszonen for mange bundter af hvidt stof, og at små forskelle i anatomien ender med at påvirke meget forskellige, fjerntliggende dele af hjernen,” sagde Dr. Mayberg.
Identificering af personer, der lider af depression, som vil drage fordel af specifikke terapier, samt udvikling af innovative behandlinger som DBS kræver en bedre forståelse af depressionens biologi.