På trods af et generelt faldende antal medlemmer af fagforeninger i USA i løbet af de sidste 30 år har sundhedssektoren oplevet en støt stigning i repræsentationen. Organiserede fagforeninger har rettet sig mod sundhedsområdet for at øge medlemskontingenterne, selv i stater med ret til at arbejde. Da registrerede sygeplejersker er en vigtig hjørnesten i sundhedssektoren og yder hovedparten af den direkte patientpleje, må man stille spørgsmålet, om fagforeninger eller kollektive forhandlingsenheder gavner eller skader sundhedssektoren?
Mens mange industrier lader deres fagforeningsrødder ligge i fortiden i takt med, at globaliseringen og de teknologiske fremskridt overhaler den repræsenterede arbejdstager, stiger medlemstallet af sygeplejerskernes fagforeninger støt og roligt. Ifølge Bureau of Labor Statistics tilhørte 20,4 % af sygeplejerskerne en kollektiv forhandlingsenhed, hvilket er betydeligt højere end det nationale gennemsnit på 13,1 % i hele USA. Sygeplejersker og ansatte i sundhedssektoren fik ret til at danne fagforeninger i henhold til National Labor Relations Act for næsten 40 år siden, hvilket var et kontroversielt skridt i betragtning af sygeplejerskernes “væsentlige” offentlige karakter af at yde pleje i forskellige miljøer. Siden da har en lang række fagforeninger rettet sig mod sygeplejersker med henblik på at organisere sig fagligt under dække af at forbedre patientresultaterne.
RELATERET:
Der er ingen enkelt fagforening, der repræsenterer sygeplejersker i hele landet. Fagforeninger som Service Employees International Union repræsenterer sygeplejersker såvel som mange andre medarbejdergrupper som f.eks. viceværter og lufthavnsarbejdere. Fagforeninger som National Nurses United og statslige organisationer som California Nurses Association opfordrer sygeplejersker til at melde sig ind, da de hævder at være fokuseret på sygeplejersker. De fleste af disse fagforeninger er dog hverken organiseret eller ledet af sygeplejersker. Mange fagforeningsrepræsentanter er arbejdsadvokater, som ikke er bekendt med sygeplejepraksis eller sundhedsvæsenet. Denne afspejling af ledelsen kan medføre den antagelse, at såkaldte sygeplejefagforeninger, eller dem, der repræsenterer sygeplejersker, er mere interesserede i medlemsafgifternes magt. Sygeplejersker i en kollektiv forhandlingsenhed betaler helt op til 90 dollars om måneden for fagforeningsrepræsentation. I betragtning af antallet af sygeplejersker, der arbejder i repræsenterede organisationer, er fagforeninger en lukrativ forretning.
Magten ved at have en fagforening til at forhandle på sygeplejerskernes vegne kan være tiltrækkende for mange sygeplejersker, når man tænker på, at sygeplejersker i fagforeningsroller får 20 % højere løn end sygeplejersker i ikke-fagforeningsbaserede institutioner. Men når en fagforening beslutter sig for at strejke, står mange sygeplejersker over for at miste en betydelig løn under strejken samt deres eget personlige etiske dilemma med at overlade deres patienter til erstatningssygeplejersker, som ikke er bekendt med deres patientgruppe. Patientresultaterne falder betydeligt under en sygeplejestrejke, og omkostningerne for organisationen kan være skadelige. Organisationer har rapporteret om tab på over 46 millioner dollars til uddannelse og udskiftning af sygeplejersker i forbindelse med store strejker. Disse omkostninger, selv de dødsfald, der rapporteres under strejker, bæres som et æresmærke af nogle fagforeninger for sygeplejersker, som praler af disse resultater over for deres vælgere. Nogle mindre kommunehospitaler har været nødt til at lukke deres døre for at betjene deres lokalsamfund og aldrig komme sig over omkostningerne ved sygeplejerskestrejken.
RELATERET: Hvad betyder det for en sygeplejerske at arbejde i et fagforeningsmiljø?
Forskningsundersøgelser, såsom Nurse Unions and Patient Outcomes, viser, at hospitaler med en vellykket fagforening har lidt bedre patientresultater på områderne hospitalserhvervede infektioner og genindlæggelsesrater. Selv om denne undersøgelse konkluderede en tilfældig virkning af fagforeningen for forbedringerne, kan man argumentere for, at patienterne klarer sig bedre, når de er indlagt på en institution, hvor sygeplejerskerne er repræsenteret. Der er også undersøgelser, der viser, at patienterne har mindre sandsynlighed for at dø af et hjerteanfald på fagforeningsorganiserede hospitaler. Sygeplejersker, der arbejder i fagforeningsorganer, rapporterer også en bedre jobtilfredshed end deres kolleger uden fagforening.
For stater, der ikke har et forhold mellem sygeplejersker og patienter, eller som kræver, at deres sygeplejersker arbejder overarbejde i en sådan grad, at det kan skade patienterne, kan en kollektiv overenskomst løse disse sikkerhedsproblemer. Sygeplejersker kan se værdien af et kontraktsprog, der kræver fælles ledelse og kvalitetsudvalg. Ensartede lønforhøjelser og sundhedsydelser er også skrevet ind i sygeplejekontrakterne. Omvendt vil fagforeningens anciennitet tilsidesætte færdigheder og viden for de fleste fagforeningsbaserede roller samt manglende præstationsbaserede lønforhøjelser.
Der er meget forskning, men kun få definitive beviser for begge argumenter om skade eller fordel ved at fagforeningsorganisere sygeplejersker. De uholdbare lønstigninger og de gyldne ydelsespakker med gyldne billetter hos nogle institutioner skaber synkehuller af omkostninger i forhold til en rimelig løn på markedsvilkår, der giver organisationerne mulighed for at investere mere i patientplejeprogrammer. En kendsgerning er stadig sand: fagforeninger i sundhedssektoren er en stor forretning for fagforeningsledere. Under dække af at forbedre sygeplejerskernes arbejdsvilkår og patientresultater fortsætter fagforeningerne med at advokere for deres egen overlevelse først og fremmest.
- Author
- Reneste indlæg
- Nurses Week 2020: Hvad sygeplejersker ønsker – 7. maj 2020
- Frygten for at blive fyret under COVID-19 – 2. maj 2020
- Ledelse gennem frygten – 22. april 2020