Det er en jødisk tradition, når en person dør, at sige: “Må hans eller hendes minde være til velsignelse.” Den egentlige æresbetegnelse er “af velsignet minde”, en oversættelse af det hebraiske “zikhrono livrakha” (m.) eller “zikhronah livrakha” (f.).
Det er egentlig en mærkelig type udtalelse. Jeg plejer at sige: “Må hans eller hendes minde være en velsignelse”. Mine ord betyder, at når du tænker på den person, der er gået bort, må mindet velsigne dig. Men jeg tror faktisk, at “Må hans eller hendes minde være til velsignelse” betyder, at vi skal velsigne – eller at vi velsigner den afdøde med vores minder.
Denne sætning havde jeg i tankerne i går aftes og hele dagen i dag, da jeg tænkte på den canadiske olympiske skøjteløber Joannie Rochette, hvis mor døde blot to dage før hun skulle konkurrere i går aftes. På trods af sin sorg gik hun på isen og leverede sit livs præstation. Selv om hun kunne have afvist at løbe på skøjter, gjorde hun det muligvis af den eneste grund, at hendes mor gav hende en grund til at løbe på skøjter. Joannie havde ikke planlagt at blive kunstskøjteløber. Hendes mor opmuntrede hendes åbenlyse talent og beslutsomhed til at konkurrere. Rochette blev olympisk skøjteløber for første gang i Torino for fire år siden, hvor hun blev nummer fem.
Som jeg så Joannie skøjte – og som jeg så hendes far med tårer i øjnene se hende stolt, mens han sad alene i stedet for sammen med sin kone – vidste jeg, at hver af dem havde så stærke minder og tanker om Therese Rochette i deres sind. Og med hver tanke, med hvert minde, velsignede de hende … og hendes minde velsignede dem. På et fyldt stadion i Vancouver velsignede Joannies præstation helt sikkert hendes mors sjæl med hver bevægelse – og baseret på hvor godt hun skøjtede, velsignede hendes mors sjæl helt sikkert hende.
Hvem kender du, der er død? Forestil dig, at du velsigner dem, og at de velsigner dig, hver gang du tænker på dem eller mindes en lykkelig tid sammen med dem. Vores erindringer er virkelig velsignede. De holder de mennesker, der er gået bort, altid tæt på os. Ved blot at lukke øjnene og mindes den tid, vi har tilbragt sammen, kan vi endnu en gang føle deres kærlighed og nyde deres selskab. Det er virkelig en velsignelse.
Hvis du ønsker at se Joannies optrædener, så klik her.
Del via: