Litteraturkritikere er generelt enige om, at Henry James’ karriere kan opdeles i tre perioder, den første fra 1876 til midten af 1880’erne, den anden fra midten af 1880’erne til 1897 og den tredje fra 1897 til hans død. James’ “The Beast in the Jungle” blev skrevet og udgivet i den sidste fase af James’ karriere (1903). Ligesom andre værker, der blev komponeret i denne periode, er stilen i denne fortælling et produkt af James’ ønske om minutiøst at gengive permutationerne i en individuel bevidsthed, i dette tilfælde i hovedet på fortællingens hovedperson, John Marcher. Tematisk kan denne fortælling forbindes med en af de største romaner fra hans senere periode, The Ambassadors, som også blev udgivet i 1903.
Både “The Beast in the Jungle” og The Ambassadors præsenterer, om end på forskellig vis, læseren for tanken om den manglende evne til at leve livet. “The Beast in the Jungle” er historien om John Marcher, som tror, at han er bestemt til en særlig skæbne. Denne overbevisning er så dybtgående, at Marcher i stedet for at fordybe sig i livet vælger at leve i livets udkant og vente på, at denne særlige begivenhed skal indtræffe. Da Marcher ved slutningen af sit liv beslutter sig for, at han tog fejl i sin overbevisning, og at hans skæbne ikke var af stor betydning, efterlades han som en knust mand. Han indser, at hans usædvanlighed er af et rent negativt aspekt: “Den skæbne, som han var blevet mærket til, mødte han med hævn – han havde tømt bægeret til bundfaldet; han havde været sin tids mand, manden, som intet på jorden skulle være sket for ham.”