Introduktion
Dette vers citeres typisk af antiislamiske/muslimske apologeter for at argumentere for, at islam fremmer terrorisme. Dette er naturligvis noget vrøvl, da verset er misrepræsenteret. Verset lyder således:
Når I møder de vantro i kamp, så slå dem i nakken, og når de er besejret, så bind eventuelle fanger fast – senere kan I løslade dem ved nåde eller ved løsepenge – indtil krigens strabadser er slut. At . Gud kunne selv have besejret dem, hvis han havde villet det, men hans hensigt er at teste nogle af jer ved hjælp af andre. Han vil ikke lade gerningerne fra dem, der bliver dræbt for hans sag, gå til grunde;
Koranen 47:4 (Abdel Haleem)
Diskussion
Det er verset udførligt beskrevet således:
Dette er måske den mest uhyrlige af alle fejlcitateringer. En sætning midt i en passage om kamp er revet ud af sin kontekst og præsenteres latterligt som: “Når I møder vantro, så slå dem i nakken”. For selv den mest tilfældige læser, der gider at kaste et blik på passagen, taler verset om et møde i gensidig kamp mellem krigere (Ar. “fi’l-muharabah” som al-Baydawi forklarer ), som får en ende “når krigen lægger sine byrder ned”, som verset selv siger. Dette vers diskuterer specifikt gensidig kamp med de vantro, der er engageret i krigsførelse som bemærket af Ibn Jareer al-Tabari . Dette fremgår tydeligt af kapitlets indledende linje, hvor der står: “De, der er vantro og forhindrer folk i at gå Guds vej”, hvilket som Ibn Abbas har udtalt, refererer til hedningene i Quraysh , der undertrykte de troende ved at nægte dem friheden til at praktisere deres tro og derefter gik i krig med dem for at udrydde deres samfund.
Med hensyn til sætningen “indtil krigen lægger sine byrder ned”, har Imam Qatadah (d.117H) forklarede det med ordene: “indtil de fjendtlige krigere lægger deres byrder ned” – en sætning, der blev gentaget af mange lærde gennem historien, herunder Ibn Qutaybah al-Daynuri (d.276H) . Bemærk også, at dette vers kun giver muslimerne to muligheder for krigsfanger – ubetinget frigivelse eller accept af en løsesum. Verset nævner ingen anden mulighed, og faktisk har lærde påpeget, at dette er den generelle regel, for profeten Muhammed straffede kun de krigsforbrydere, der var skyldige i forræderi eller grove overtrædelser, men ellers ville han næsten universelt benåde folk, selv sine mest glødende modstandere, som han gjorde med krigslederen Thumamah ibn Uthal, Abu Sufyan ibn Harb, Habbar ibn al-Aswad, Ikrimah ibn Abi Jahl, Umayr ibn Wahb, Safwan ibn Umayyah, Suhayl ibn Aamir og listen kan fortsættes.
11 Anwar al-Tanzeel wa Asrar al-Ta’weel (9:5) af Imam al-Baydawi (d.685H).
12 Jami’ al-Bayan ‘an Ta’wil ay al-Qur’an (47:4) af Imam al-Tabari (d.310H).
13 Ma’alim al-Tanzeel af Imam al-Baghawi (d.516H). Ligeledes er det samme anført af Ibn al-Jawzi: ” وصَدُّوا } الناس عن الإِيمان به، وهم مشركو قريش” Zad al-Masir (47:4) af Ibn al-Jawzi (d.597H).
14 ” حتى يضع أهل الحرب السلاح” som citeret i Tafsir al-Samarqandi (47:4).
De fem største fejlcitater af Koranen
En apologet kan også svare, at udtrykket “kamp” ikke nævnes efter de vantro i andre oversættelser eller i selve det arabiske:
Når I møder de vantro, så slå dem i nakken, og når I har gjort et bredt slagtning blandt dem, så bind båndene fast; sæt dem derefter fri, enten af nåde eller som løsepenge, indtil krigen lægger sine byrder ned. Sådan skal det være; og hvis Gud havde villet det, ville han have hævnet sig på dem; men for at han kan prøve nogle af jer ved hjælp af andre. Og dem, der bliver dræbt på Guds vej, vil Han ikke sende deres gerninger på afveje.
Koranen 47:4 (A.J. Arberry)
Så argumentet er, at verset, der handler om krig, kun kan hentes fra Tafsir, hadith og andre kilder. Umiddelbart er en sådan indvending allerede falsk, da krig stadig nævnes i verset, “indtil krigen lægger sine byrder fra sig”. Det er dog vigtigt at nævne, at det grundlag, som apologeterne ønsker at argumentere på nu, er en tilgang, der kun er baseret på Koranen, fordi deres indvending er, at verset, der handler om krig, ikke er nævnt i andre oversættelser eller i det arabiske. Hvis vi argumenterer ud fra en tilgang, der kun er baseret på Koranen, så vil det eneste, jeg behøver at gøre, når der henvises til et vers, der anses for at være voldeligt, være at citere Koranen 2:190 samt 60:8-9, der lyder:
Kæmp i Guds sag mod dem, der bekæmper jer, men overskrid ikke grænserne: Gud elsker ikke dem, der overskrider grænserne.
Koranen 2:190 (Abdel Haleem)
Han forbyder jer ikke at handle venligt og retfærdigt med enhver, der ikke har kæmpet mod jer for jeres tro eller fordrevet jer fra jeres hjem: Gud elsker de retfærdige. Men Gud forbyder jer at tage dem som allierede, der har kæmpet mod jer for jeres tro, fordrevet jer fra jeres hjem og hjulpet andre til at fordreve jer: Enhver af jer, der tager dem som allierede, vil i sandhed være urostiftere.
Koranen 60:8-9 (Abdel Haleem)
Disse tre og mange andre vers kan citeres for at demonstrere, at enhver form for vold nødvendigvis i første omgang er i selvforsvar.
Den samme apologet kan så igen indvende og sige, at alle sådanne vers er ophævet. Et sådant svar som dette begår den logiske fejlslutning med dobbelt standard. Fejlslutningen er som følger:
Der er mange situationer, hvor man bør bedømme to ting eller personer efter samme standard. Hvis du i en af disse situationer bruger forskellige standarder for de to, indeholder dit ræsonnement den fejlslutning, der består i at bruge en dobbeltstandard.
Internet Encyclopedia of Philosophy (Double Standard)
Problemet med denne indvending er, at man ikke kan vide, hvad der er abrogeret, og hvad der ikke er abrogeret, uden Tafsir, hadith og andre kilder, der viser sammenhængen i første omgang. Så den oprindelige indvending holder ikke lige så godt som den efterfølgende, fordi de begge er fejlagtige.
Konklusion
Kort sagt, så fremmer verset ikke terrorisme. Argumenter om, at det gør det, holder ikke på nogen måde, fordi de er fejlslagne, som jeg har vist ovenfor, og som følge heraf ville apologeten være endt med at modsige sig selv.
Se også: