The Rootes Group (Hillman, Singer, Sunbeam og Humber) var en rimelig succesfuld marginal spiller i den tidlige udenlandske bilbevægelse i USA. De spillede det overordentligt sikkert med små sedans som Hillman Minx og den ret bløde, men behagelige Sunbeam Alpine sportsvogn. Alpine solgte konsekvent godt i USA, men Rootes ledelse var på udkig efter noget mere spændende, der kunne appellere til det spirende amerikanske ungdoms- og præstationsmarked.
Shelby Cobra’en fra 1962 var inspirationen til Sunbeam Tiger, og Rootes West Coast-direktør Ian Garrad var hurtig til at forstå betydningen heraf. På hans foranledning blev der bygget to prototyper med Alpine-skaller, den ene af Carroll Shelby og den anden af Ken Miles. Efter en prøvekørsel af Lord Rootes selv fik projektet officiel velsignelse, og Jensen Motors i West Bromwich i England samlede bilerne.
I modsætning til Cobra’en brugte Tiger’en en version med få hestekræfter, 164 hk, af Ford 260-c.i. small-block-motoren, og præstationerne var relativt milde (om end i en helt anden liga end Alpine’en). Det var dog nok til at belaste chassiset og bremserne i Alpine. Stock Tigers (som er få og langt imellem) er bedst at køre med noget mindre end 10/10.
En mild opdatering fandt sted, efter at Sunbeam havde bygget 3.700 biler, med firkantede døre, en konvertibel bagagerum af vinyl og ekstra ventilation i kabinen. Disse biler er nu kendt som Tiger Mk IA’er, og der blev bygget lidt over 2.700.
Chryslers opkøb af Rootes betød enden for Tiger’en. Tanken om at skulle bakke op om en motor bygget af konkurrenten Ford var bare for meget, og ingen Chrysler V-8 ville passe ind i de snævre rammer i Alpines motorrum uden en omfattende omkonstruktion. Inden øksen faldt, blev den mest spændende Tiger dog udgivet i 1967. Mk II havde endelig Fords 289-c.i.-V-8 og et par stilistiske forskelle fra Alpine i form af unikke forlygter, en æggekassegittergrill og nederste karrosseristribning. Der blev bygget færre end 800 Tiger II’er, hvilket gør dem til de mest eftertragtede af serien efter de ulykkelige Le Mans-biler.
Tigerne er fortsat både karismatiske og undervurderede samlerbiler. Ford-mekanikken gør dem robuste og nemme at vedligeholde, og moderne rettelser til ting som marginal køling og bremser er der rigeligt af, hvilket giver anledning til at tænke på manglen på eksemplarer på lager. Hard tops og LAT/Shelby-tilbehør som f.eks. magnesiumfælge er eftertragtede. Boss 302-transplantationer, fender flares og hood scoops er det ikke. Der findes også forfalskninger fremstillet af Alpine V’er (kendt som Algers og Tipines). Kontroller, at den bil, du er interesseret i, er opført i Tiger-registeret.